Godt set

Jo mere jeg opholder mig i det fri, jo mere forstår jeg, hvor megen tid, der skal til. Det er ren proces. Der er ingen konklusioner eller resultater. Det går op for mig, at de fleste naturprogrammer er som kun at se højdepunkterne, målene og de store chancer, fra en fodboldkamp. Eller som at læse plot-resuméet af en bog eller en film på Wikipedia. Kun forløsning og ingen spændingskurve, ingen opbygning, ingen stemning. Et forsøg på at indhente og mestre kompleksitet uden at give sig hen til den. Blikket bliver ført, konklusionen bliver bestemt, det åbne landskab bliver reduceret til en smal sti. Nuets mulighedsrum fjernes. Alt det uventede, der kunne ske, alt det, som afhænger af din årvågenhed, din evne til at være til stede, udelukkes. Det gør, at du ikke længere er til stede. Du er allerede på vej videre.

Men i det fri er du kun dér, hvor dine sanser er. Ingen fører dit blik eller udpeger konklusionerne for dig. Du får kun så meget, som du har ro og nærvær til at give. Det er desorienterende at være i. Selvom jeg kan høre fuglene omkring mig, er det så svært for mig at se dem. Derfor giver det også et helt særligt gys, når jeg endelig får øje på den fugl, der har sunget så insisterende i træet over mig:

Godt set.

Bybarn

Vi er flyttet på landet. Det føles som om, at det har taget mig 10 år at nå hertil. 10 år med drømmen, søgen, tøven, afprøven, venden og drejen, planer, nye planer, tvivl, stadigt længere tilløb, og så til sidst..

For jeg har altid boet i byen. De første 20 år i Århus og Randers. De sidste 20 år primært i København. Byens terræn har været tryg og velkendt for mig. Asfalten, murstenene, bilerne, gadelygterne. Dens strømhvirvler af mennesker. Tætheden. Alt er tæt på – indenfor rækkevidde på en 20 minutters cykeltur. Det gav sig selv, at det var det eneste sted, det gav mening at bo. For det var jo her, at der var liv – mennesker, fællesskaber, muligheder, fester, arbejde..

Livet på landet var meget eksotisk for mig. Et sommerferiefrirum uden forpligtelser, der mest havde til formål at være en tiltrængt pause fra byen. Jeg betragtede det med byens blik. Og derfor definerede jeg også mest landet ud fra, hvad der ikke var der: Ingen larm. Ingen travlhed. Ingen mennesker. Ingen underholdning. Ingen ting. Jeg bemærkede slet ikke alt det liv, der var lige foran mig. Det var bare en udsigt, en kulisse. Pæn, men ligegyldig.

Kun langsomt og gradvist gik det op for mig, det ikke bare var en udsigt. Det var som at opdage, at det billede, der havde hængt i mit barndomshjem, ikke bare var en plakat, men et ægte maleri –  opbygget af tusinder af penselstrøg og farvenuancer, sirligt udvalgt, blandet, komponeret, justeret, lag efter lag, indtil man opnår den helhed, der får det hele til at fremstå så ubesværet fuldendt, at man slet ikke opdager, hvor meget arbejde, der ligger bag. At det ikke er en kulisse, der er skabt for at blive kigget på, men for sin egen skyld, for selve livet.

Det vakte en ny længsel i mig. En længsel, som jeg stadig ikke kan indfange. En længsel efter at høre til. Efter ikke længere bare at være en glimtvis tilskuer til denne forunderlige, levende verden, men selv være en del af den.

Og år for år, i løbet af stadigt mere målrettede sommerferieture rundt i Danmark og Sverige, begyndte jeg at se alt det, der sker på landet, der er så langsomt, at man kun kan se det – og forstå det! – ved at være der, bruge sine sanser og følge det dag for dag, uge for uge – gennem årstidernes, dagens og vejrets skiftende stemninger. “Fordi man har været fjorten dage på landet i juli måned, ved man ikke, hvornår på året lærken begynder at synge, hvordan rødkælken lyder om vinteren, eller hvordan stærens allermest jazzede soloer kan swinge en forårsdag. Man er nødt til at være der,” som Informations natur-klummeskribent Karen Syberg har bemærket det.

Det stod mere og mere klart for mig, at jeg kun for alvor kunne være en del af det, hvis jeg flyttede ud af byen. Men alligevel har jeg ikke klar til at tage springet. Mine ambitioner og arbejdsliv trak i en helt anden retning, og jeg kastede mig ud i et meget lokalt organiseringsarbejde med borgeralliancen Medborgerne på Nørrebro/Nordvest, der helt grundlæggende krævede stor nærhed og tilstedeværelse i kvarteret, der vel nok er den mest urbane og tætbeboede bydel i Danmark

I flere år skubbede jeg denne længsel fra mig, lagde den nederst i bunken af behov under arbejde, familieliv og alt, hvad der ellers dukkede op. Den forsvandt ikke, men lod sig alt for let atter overdøve af byens støj og tempo. Det var først, da ambitionerne bristede og arbejdet stoppede, at længslen trængte igennem. Og denne gang fik den hjælp.

Min søn Folke er nu snart fire år. Og jeg hele tiden drømt om, at han skulle have meget større nærhed med den levende verden, end jeg har haft. At han vokser op med en helt anden kropslig viden om det fri. At han mærker årstidernes skiftende stemninger, genkender fuglestemmer og markblomster, at han oplever glæden ved at spise det, han selv har sået – uden at finde det bemærkelsesværdigt. At det bare er en selvfølgelig del af livet.

Jeg har hele tiden vidst, at han ikke kunne få det i byen. At selvfølgelig skulle vi flytte. Alligevel var det først, da han fik et sprog og et udtalt udsyn på verden, at det for alvor begyndte at gå op for mig, at det skulle være nu. At det snart vil være for sent. At der ikke går lang tid før han er så gammel, at verden ikke længere er magisk. At træerne ikke længere hvisker visdom, troldene ikke længere bor i stenene og alferne ikke længere danser i mosen.

Men det er ikke bare for hans skyld, at vi er flyttet. Jeg mærker magien meget stærkere sammen med ham.

Gradvise opdagelser

Vi er flyttet på landet. Vi har boet her i halvanden måned nu. Og det er nu det længste sammenhængende periode, jeg nogensinde har boet på landet. Og jeg kan mærke, det begynder at præge mig.

Vi bor til leje i et lille sort hus, der ligger et bakkedrag med udsigt ud over markerne op mod Bidstrup Skovs høje bøge, der ligger på kanten af horisonten. Bag os ligger den øvrige kreds af nybyggede huse, der udgør det lille nybyggersamfund, som vi nu er blevet en del af. En samling af folk, der er over de seneste par år er flyttet ud af storbyen for virkeliggøre drømmen om Bulderby: At bygge deres eget nære, landsbyfællesskab, hvor man kommer hinanden ved, børnene løber ind og ud og gør hele landskabet til del af deres leg.

Vi er enormt privilegerede at have fået denne mulighed, og vi er blevet taget enormt godt imod. Men mere end fællesskabet, så er det landskabet, der har gjort indtryk på mig.

Til at begynde med flyttede alle de rutiner, der havde præget mit liv i byen, med. Jeg var orienteret mod skærmen, telefonen, på mails, mødeindkaldelser og deadlines. Selvom solnedgangen og fuglesangen lød lige udenfor, var det ofte nemmere bare at synke sammen i sofaen.

Men i takt med, at foråret for alvor er kommet, knopperne er blevet til blade, blomsterne er sprunget ud, er mine sanser også blevet vakt. Det er en helt uvirkelig luksus bare at kunne gå ud af døren, ned af bakken, ned til åen og så bare forsvinde ud af hverdagen. Eller cykle ned og gå på opdagelse i skoven. Det giver en nærhed til den ikke-menneskelige verden, som jeg aldrig har haft før.

Det er ikke store, enestående natur-oplevelser af den slags man ser i naturdokumentarerne. Det er i langt højere grad summen af mange små oplevelser, der løbende udvikler og gentager sig. Som små hvirvler og mønstre i tidens strøm, der er så konstante, at de vækker en ny nærhed til livets vedholdende og forskelligartede udtryk:

Som at gå i skoven og stoppe op ved lyden af raslende blade, og lade blikket feje henover skovbunden for at finde den mus, der må sidder der et sted.

Som at sidde en stund på en væltet, solspættet egestamme, der læner sig ind over søen og lytte til fuglene og frøerne – uden at kunne få øje på en eneste af dem.

Som igen og igen overraske og blive overrasket af harer, der springer gennem græsset, op over bakken og væk fra indtrængeren.

Som at se markblomsterne bryde frem og lyse op i nogle dage, for så at afblomstre og blive afløst af af nye strålende gule, hvide, blå og røde toner. Et dvælende kaleidoskop, der trækker nye mønstre uge for uge, måned for måned.

Som at mærke, hvordan grøftekanter og skovbryn grønnes og lukker sig til et stadigt tættere vildnis, hvor der før var brunt og bart.

Som at høre lærken over marken, se den svæve højt på himlen, forsigtigt spejdende gå gennem marken og endelig forstå, hvorfor der er skrevet en sang om magien i at finde en lærkerede.

Som at endelig forstå, at de blåsorte fugle, der går i markerne, er råger og ikke ravne, som jeg ellers selvsikkert har fortalt Folke. Og dermed endelig fatte, hvad min farmor mente, når hun sagde “a rook is a crow in a crowd.”

Som at stå på terrassen i solens sidste stråler, når himlen toner mørkt, og høre de mærkelige bebop-agtige triller, der mest af alt minder mig om et modems gurglen. Og endelig fatte, at det må være nattergalen. Og høre den igen, aften efter aften.

Som at opdage, hvor mange forskellige slags edderkopper, der er i en helt almindelig have – og møde dem så ofte, at jeg begynder at tænke på, at jeg burde skaffe mig en insektbog af en slags, så jeg kan lære deres navne.

Som at læse i den insekt-bog, som Folke og jeg lånte på biblioteket på Rentemestervej for to måneder siden, i et helt andet liv, og opdage, at edderkopper slet ikke er insekter, men tilhører spindler-familien, som åbenbart er noget helt andet.

Som at se en stor rovfugl svæve højt henover os, og bare hænge deroppe i så lang tid uden at baske med vingerne, at vi bliver helt i tvivl, om den overhovedet er i live, eller måske snarere er en eller anden avanceret drage eller drone. Men nej, den er levende.

Som at se den igen dagen efter, tættere på, se de hvide aftegninger på dens vinger og hale, og gætte, at det måske er en rød glente. Og allerede føle, at den også er en af vores nye naboer.

Det er så gradvist. For hver gåtur ned til åen og den lille skov åbenbares noget nyt for mig. De små og store udsving i stemninger og sanseindtryk, afhængigt af årstid, vejr og tidspunkt på dagen. Duftene efter nyfalden regn. Tætheden og fugten i luften, duftene efter nyfalden regn. Sollyset, der dag for dag fortrænges fra skovbunden. De mange lag af fuglesang, der fletter sig ind og ud mellem hinanden, overlapper og alligevel indrammer hvert deres leje i lydbilledet, der fylder det ud på samme vis som bladene strækker sig for at opsamle al tilgængeligt lys.

Jo mere jeg ser, jo mere opdager jeg, hvor lidt jeg ved. Hvor store de hvide pletter på mit indre kort faktisk er. Men det føles ikke sorgfuldt. Tværtimod er det sår, der nu får den luft og ro, der gør det muligt for det at heles.

Omplantet

Vi er flyttet på landet. Det er en kæmpestor ting for mig, der har boet i byer hele mit liv. Og derfor har jeg tænkt og tænkt over, hvordan jeg skulle skrive om det her. For det er forløsningen på noget, jeg har længtes efter i årevis.

Men vi flyttede for en måned siden, og jeg har stadig ikke skrevet.

Flytning forvirrer. Ens udgangspunkt forrykker sig og dermed bliver alt forskubbet ud af fokus. Nu forstår jeg, hvorfor planter bliver stresset af at blive plantet ud. Nye omgivelser. Ny jord. Det tager tid for rødderne at få fat på ny.

Jeg har landet og hvirvlet dyndet omkring mig. Alt er mudret til. Og her i den første tid har det været umuligt at bedømme alt det, der før gav sig selv. Alligevel har jeg følt, at jeg burde beskrive dette nybrud i små og vægtige observationer. Jeg har kæmpet og vredet mig for at leve op til mine egne forventninger om at skrive. Men jo mere, jeg har presset på, jo mere udslukt har jeg følt mig. Jeg har slet ikke haft roen til at lægge mærke til noget. Til at sætte ord på det.

Her til aften gav jeg op. I stedet for at presse mig selv til at sætte mig foran computeren, besluttede jeg mig for bare at gå ud. Ikke prøve at mestre processen, men i stedet gå den modsatte vej og lade mig føre og flyde med strømmen, og se, hvor den ville føre mig hen.

Jeg gik ned af bakken, ned i ådalen og videre langs åen ned til den lille skov, der ligger gemt der, hvor skrænterne er for stejle til at være gangbar landbrugsjord. Her er træerne gamle, krattet tæt, vildtet nært og fuglene højlydte.

Jeg gik uden mål og retning. Lod mig føre af mine sanser. Lyttende. Kiggende. Aftensolen spillede i forårets grønne. Jeg kunne høre fuglene, men ikke se dem.

Da jeg var nået over på den modsatte skrænt, nær skovens udkant stoppede jeg op og vendte mig om, og kiggede ned mod åens løb. Jeg havde kun stået der et øjeblik, da en flagspætte fløj hen over mig og satte sig på en stamme lige over mig. Den betragtede mig et kort øjeblik og gav sit korte, præcise kald – som om den sagde, “du er ny.” – før den fløj videre, højere op mellem trækronerne.

Og jeg føler mig ny. Jeg er stadig ved at finde mig til rette i dette sted. Som om det først er nu, at jeg begynder at have roen til bare at være her. Først nu, at dyndet er faldet tilpas meget til ro, så jeg atter kan se, hvor jeg er.

Det er det, Alan Watts kalder den omvendte lov: Hvis du prøver at flyde, synker du. Hvis du prøver at synke, flyder du. Jo mere du kæmper for at finde ro og nærvær, jo mere vil det undslippe dig. Men hvis du slipper kontrollen og bare går ud og giver plads, så pibler det pludselig frem af sig selv. Alt det, der er i dit hjerte finder vej. Jeg har lært det før i andre sammenhænge, men det er som om, at jeg skal lære det igen her. Et nyt sted kræver tid. Vi skal lige se hinanden an.

Jeg sad en stund oppe i et gammelt egetræ og skrev en del af denne tekst. Og som jeg sad der, indså jeg, at jeg er gået alt for mekanisk til dette projekt. Jeg må opgive at have en plan. Jeg kan ikke skrive, som jeg har gjort tidligere. Den stemme, som jeg søger at skrive frem, kan ikke styres eller skematiseres. Det fordrer en anden vej. Jeg må lade mig føre. Jeg må give mig hen til, at skoven er visere end mig. Det jeg længes efter, kan jeg kun finde ved at lytte til den.

Sund frygt

Corona-pandemien har været med til at synliggøre vores kollektive forhold til døden. Eller måske snarere frygten for den. For selvom sygdommen er forfærdelig og dødelig i sig selv, har de fleste af os kun mødt frygten for den. Det er frygten, der er med os ved hver afspritning, hver håndvask, hver gang vi træder til side for at holde afstand, hver gang vi ikke giver hånd, hver gang vi ikke mødes.

Det er en mærkelig uhåndgribelig frygt, for der er stadig så få smittede i Danmark, at det er kun er de færreste af os, der kender folk, der har været ramt af sygdommen. Vi står i dens skygge uden at kunne se mere end dets omrids klart. Men alligevel er denne frygt vigtig, for det er den, der former os. Den minder os om, at vi ikke er almægtige og enerådende på denne planet. At vores følelse af kontrol, af magt, mere er en kortvarig illusion, end en befæstet sandhed.

Det gik for alvor op for mig, da jeg hørte den amerikanske musiker Esperanza Spalding give et meget fint eksempel på dette i et nyligt afsnit af den amerikanske videnskabspodcast Radiolab. Her drager hun en tankevækkende parallel fra en helt anden verden – den amerikanske nationalpark Yellowstone Park, hvor man gen-indførte en ulvebestand i parken efter 70 års fravær:

Det første, der skete var, at alt det kronvildt, der havde været øverst i fødekæden, og som ikke havde været udsat for en rovdyrstrussel i årevis, de blev lige pludselig meget mere årvågne og forsigtige. De holdt op med at græsse ved præcist de samme steder ved floden. De blev nødt til at bevæge sig i mere uforudsigelige mønstre på grund af truslen fra ulvene.

De begyndte at græsse højere oppe på bakkerne, hvor de havde bedre udsyn og flere flugtveje, så ulvene ikke bare kunne fange dem i dalene. Det betød, at flodernes bredder blev fastere, og at de træer, som vildtet før gnavede ned, nu kunne vokse sig større, hvilket gjorde, at bævere kunne komme ind og bygge dæmninger, hvilket skabte flere økologiske nicher, så sangfugle og andre dyr vendte tilbage til parken, fordi der nu var plads til dem.

Videnskabsfolk kalder disse trinvise og gensidigt forbundne forandringer for en “trofisk kaskade”, hvor én simpel forandring – kan ændre hele økosystemets adfærd.

Ulvenes tilstedeværelse gjorde, at kronhjortene, der hidtil havde været dominerende og komfortable i toppen af fødekæden igennem lang tid, nu måtte ændre adfærd. Bare en lille smule frygt, der gjorde, at de igen og igen måtte reagere kreativt, uforudsigeligt, forsigtigt – hvilket fuldstændigt har ændret landskabet og økosystemet og gjort det langt mere varieret og modstandsdygtigt.

Som Spalding siger, så er det måske bare det, vi kan lære:

“At være villig til at besvare frygt kreativt – uden at prøve at udrydde kilden til denne frygt.”

Eller – måske endnu mere præcist: Vi skal være villige til at møde vores frygt kreativt – uden at tro, at vi kan udrydde kilden til denne frygt.

Frygt er en del af livet, som vi ikke kan annullere, slette eller skrive os ud af. Som den japanske bonde Yoshikazu Kawaguchi udtrykker det i et interview med den canadiske biolog og videnskabsformidler David Suzuki:

“Vi må acceptere vores dødelighed, uden at give efter for sygdommen. Kun ved acceptere døden, kan vi acceptere livet. Hvis vi prøver at flygte fra døden, prøver vi reelt at fornægte livet. Og den tilstand modarbejder alt liv. Ved at acceptere døden, kan du leve. Så når vi er syge, må vi acceptere sygdommen, men ikke overgive os til den.”

Ulven er derude. Frygten har allerede fået os til at ændre vores adfærd, forsigtigt. Men måske også stadigt mere kreativt. Og måske – måske – kan det lede til en trofisk kaskade, der ændrer hele det økosystem, vi indgår i.

PS: Hvis du er nysgerrig på at høre mere om ulven i Yellowstone, kan jeg anbefale denne smukke, korte video, hvor den britiske forfatter George Monbiot fortæller historien i lidt flere detaljer.

En åben skriveproces

I oktober sidste år udkom Rob Hopkins’ seneste bog “From what is to what if”. Den er resultatet af to års arbejde, som han løbende har dokumenteret på sin weblog “Imagination Taking Power”. Her har han delt observationer, læringer og transkriptioner af nogle af de mange interviews, som han har lavet undervejs i sit arbejde med bogen.

Det har været meget inspirerende for mig at følge Robs tilgang med at åbne sin skriveproces op, og det har været en stærkt medvirkende til, at jeg har valgt at blotte mit arbejde så tidligt, som jeg nu har gjort det.

Oprindeligt havde jeg tænkt, at jeg på denne hjemmeside kun ville dele fragmenter, der potentielt kunne være tekster, der kunne komme med i en bog. Men som følge af min skrivekrise her de sidste par måneder, har jeg besluttet at udvide med flere slags tekster – fordi det også er en måde at mindske det selvpåførte forventningspres, der ligger i at skulle skrive noget originalt, personligt og “bog-værdigt” hver eneste uge.
Indtil videre leger jeg med følgende kategorier:

  • Inspiration – det kan være et citat, en bog, en lydbid, et billede eller andet, der har inspireret mig i forhold til Rodfæste. Jeg tænker at lade det stå ret meget for sig selv, med kun et minimum af kommentar.
  • Essays – de forskellige forsøg og tekster, som jeg hidtil har skrevet, og som jeg ser som den bærende del af indholdet her.
  • Interviews – samtaler med nogle af de mange inspirerende folk, der udforsker relationerne mellem mennesker og resten af den levende verden. Jeg har fået meget ud af at lytte med på Rob Hopkins’ mange interviews, der var en vigtig del af hans research-proces. Og jeg vil gerne prøve at gøre det samme, uden helt at vide, hvordan det kommer til at foregå.
  • Meta-refleksioner – tekster som denne og denne, hvor jeg udfolder mine tanker om skriveprocessen på godt og ondt.

Hvordan det hele kommer til at spænde an, ved jeg ikke endnu. Men jeg har enormt mange idéer til de tre første kategorier. Det skal nok blive godt.

En ny stemme

Det er nu snart to måneder siden, at jeg sidst har skrevet her. Det er ikke altid nok at have meget på hjerte. Jeg burde efterhånden have lært, at det at skrive kræver prioritering og vedholdenhed. Og det har jeg ikke formået at give dette projekt.

Mit arbejdsliv brød ind og ødelagde prioriteringen. Jeg havde en stor konsulent-opgave med at researche og skrive en omfangsrig analyserapport, som jeg brugte en stor del af januar og februar på. Og jeg fandt snart ud af, at rapport-arbejdet trak på de samme muskler, som når jeg skriver her. Så efter en lang dag på arbejde, havde jeg simpelthen ikke overskud til at skrive her også.

Derefter gik det galt med vedholdenheden. For da først flowet var brudt, var det sværere at afpresse mig selv til at levere noget nyt hver uge. Og for hver uges stilstand blev det sværere og sværere at komme igang igen. Mine forventninger til mig selv og til det, jeg skulle burde kunne skrive, bremsede mig.

En af de benspænd, jeg har pålagt mig selv her, er at skrive med udgangspunkt i mig selv. Mit håb er, at ved at tage udgangspunkt i mine egne oplevelser og refleksioner kan jeg bedre finde min egen stemme. En stemme, der hverken taler i et fjernt-akademisk “man” eller i et generaliseret-borgerlystent “vi” (som jeg ofte har skrevet i tidligere i debatindlæg, klummer og i Borgerlyst-regi). Men i stedet bare taler i et oprigtigt, klart og nærværende “jeg”.

Men det er rigtigt svært at finde sin stemme. Det er rigtigt svært at skrælle lagene af og skrive så rent, jeg kan. Og derfor har jeg tøvet. Og efterhånden har den ene uge har taget den anden, uden at jeg har formået at forløse min skrivetrang.

Det har først været med de sidste ugers corona-nedlukning, at jeg har fået et lille gennembrud. Lige før nedlukningen var jeg blevet kontaktet af en debat-redaktør på Politiken, der inviterede mig til at skrive en kommentar om forskellen på klima-krisen og corona-krisen. Det var enormt bekræftende at blive spurgt, og enormt bekræftende at opleve, at jeg kunne skrive noget, jeg var tilfreds med, på ret kort tid. Det var stadig i min gamle mere generaliserede-akademiske tone, men det var helt ok. Det vakte genklang derude, og blev vel modtaget.

I de følgende dage begyndte flere og flere af de skribenter, jeg finder inspiration hos, at udgive deres refleksioner om den globale pandemi. Og med frisktappet mod følte jeg, at jeg også burde dele mine refleksioner. For selvfølgelig måtte jeg jo også skrive noget klogt. Sætte ord på hvad vi er ved at lære. Være en af de der kloge debattører, der er med til at sætte rammen på dette vilde, verdensomspændende afbræk fra det vante.

I en uges tid gik jeg til og fra mit lille essay. Men jo mere jeg skrev på det, jo mere klart var det, at det gik ikke i den retning, jeg havde troet. Der var ingen svar. Ingen ramme og meget lidt at lære. Bare en masse spørgsmål.

Efter at skrevet lidt for længe på det, sendte jeg det som kronik til en avis, der efter en uge uimponeret sendte deres standardafslag. Men processen har været gavnlig. For det fik mig i gang med at skrive igen. Og det mindede mig om, at det at skrive mest af alt handler om netop det: At tage sig tiden til at skrive. Om at være i det skrivende.

Det er gået op for mig, at min gamle, hidtidige skriveproces ikke virker her. Den handler alt for meget om, hvilken effekt jeg ønsker at opnå med det, jeg skriver. Jeg kommer til at overføre min samfundsengagerede, borgerlystne rapport-tilgang til mine sætninger. Og det matcher aldrig. For jeg prøver at frisere det, styre det, målrettet det. Men det er som at planlægge tordenen, skemalægge æbleblomsterne, kontrollere bølgetoppene. Men de har intet mål andet end at udtrykke deres egen indre kraft. Mine mål står i vejen for processen. De stopper mig før jeg overhovedet kommer igang.

Men jeg kan ikke planlægge det hele på forhånd. Jeg kan ikke regne det ud. Hvis jeg skal skrive, som jeg gerne vil, kan jeg ikke skrive med et bestemt formål, resultat eller publikum for øje. Jeg kan ikke være kritisk eller holde igen. Jeg må bare lade det bløde ud.

Jeg kan kun skrive. Og med hvert udkast bliver det måske lidt bedre. Jeg havde sat mit ambitionsniveau for højt her. Jeg ville gerne udgive færdige tekster hver gang, men jeg må erkende (og acceptere!), at det var urimeligt store krav at stille til mig selv. Det bliver næppe mere end første udkast. Kastet ud i verden. Væk fra mig, væk fra mit greb – og ud i det åbne. Bortstødt. Det burde nærmest hedde bortstød i stedet. Forsøget på at skubbe alt det, mit hoved er fuldt af, ud for at få luft og lys til noget nyt.

Og måske bliver det– hvem ved? – til en bog til sidst.

Lort

Har du nogensinde skidt i bukserne? – Altså efter du var gammel nok til at kunne huske det?

Det har jeg.

Da jeg var seks år gammel var jeg på skitur i Sverige med en mine jævnaldrende venner og hans familie. Min ven hed Rasmus, og han var søn af en af min mors gymnasielærerkollegaer. Jeg tænker, at det nok har været en af de første gange, hvor jeg har været på en længere tur uden mine forældre.

Vi boede i en sådan en rigtig rødmalet svensk træhytte langt væk fra alting. Der var ingen elektricitet. Ingen telefon. Ingen rindende vand. Og intet toilet. I stedet var der bekvemmeligheder fra en helt anden tid: Et gammelt træfyret støbejernskomfur. En brønd med en pumpe udenfor huset. Og et gammelt das, der lå i skovbrynet, måske 25 meter fra hytten.

Det var i vinterferien, februar måned, dybt inde i den svenske vinter. En halv meter sne havde udvisket landskabet og dæmpet alle lyde. Dagene var korte og intense, forstærket af de 16 timers mørke, der adskilte dem.

De første par dage var fantastiske. Anført af Rasmus’ meget entusiastiske far fik vi så meget som muligt ud af de få timers sollys. Det var første gang jeg var på ski. Men jeg mener også, at det var Rasmus’ første skitur, så jeg følte mig på ingen måde underlegen eller udenfor. Vi tog på ture med vores korte langrendsski, og vi legede i sneen og byggede snemænd og havde episke sneboldkampe. Og om aftenen spillede vi spil og fik læst historier højt. Det var kun hyggeligt, at det var mørkt udenfor, når der var tændte stearinlys og ild i pejsen. Det føltes som et eventyr at være et så fjernt og anderledes sted.

Jeg gik udenfor for at tisse en gang eller to i løbet af de første par dage. Men jeg holdt mig væk fra dasset. Når det var mørkt, var det nærmest umuligt at skelne det fra muren af fyrretræer bag det. Den første dag havde Rasmus’ far vist os dasset og hvordan det virkede. Inde i det lille træhus var der et træsæde med et rundt hul i midten. Der var intet lys derude, så jeg kunne ikke se, hvad der var nede i hullet. Det var bare et lille sort stykke tomhed. Selv hvis jeg havde haft en lygte, så jeg kunne ha’ lyst ned i hullet, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have gjort det. Jeg følte en dyb uro bare ved synet af det. Og mit hoved fyldtes med tanker om, hvilke forfærdelige monstre, der mon kunne bebo sådan et mørkt og fugtigt dyb. Hvordan de ikke alene levede af det, der faldt ned i hullet, men også af det, de kunne strække deres fangarme op og hive med ned.

På øjemål virkede det runde hul forfærdeligt stort. Og jeg forestillede mig, hvordan jeg skulle sætte mine små blege baller på sædet, mens jeg stemte imod med hænderne på hver side. Og tanken om, at jeg ville sætte mig, for blot at få falde lige igennem, ned i hullets mørke, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Billede taget af Alex.

Efter dette første møde sørgede jeg for at holde mig væk. Og i de første par dage gik det fint. Jeg kunne nemt finde en afsides liggende snedrive, hvor jeg kunne sætte et gult mærke. Og jeg skubbede billedet af den mørke og klamme hule under dasset væk, hver gang mine tanker vandrede i den retning.

Men det kunne selvfølgelig ikke vare ved. En aften efter aftensmad kunne jeg mærke mine tarme tynge og presse nedad. Men jeg klemte mit røvhul sammen og nægtede at overveje mine muligheder. Jeg skulle ikke engang i nærheden af det das. Især ikke nu, hvor det allerede var blevet mørkt udenfor.

Nu hvor jeg tænker tilbage på det, går det op for mig, at jeg ikke engang overvejede at fortælle Rasmus’ forældre om mit problem. For ikke alene ville det kræve, at jeg aktivt forholdt mig til et problem, som jeg konsekvent nægtede at anerkende. Men også fordi det simpelthen var for pinligt at spørge en andens far om han ville gå med mig på toilettet. Ikke mindst når jeg kunne se, hvordan hele familien uden problemer havde benyttet dasset, når behovet meldte sig.

Så jeg gik i seng den aften, sammenbidt og utilpas. Jeg lå i sengen og prøvede at distrahere mig selv ved at tænke på Mesterdetektiven Basil Mus, den seneste Disney-film, som jeg havde set i biografen inden skituren. Men selv det kunne ikke holde min opmærksomhed, efterhånden som presset i mit underliv langsomt blev større. Men til sidst vandt trætheden, og jeg faldt i en urolig søvn.

Det føles fantastisk at skide i søvne. Dine drømme spejler og forstærker din lettelse, så alle detaljer understøtter den forløsning, der er på vej. Din underbevidsthed opbygger en episk fortælling om den krampagtige spænding i din røv. Den beskriver levende, hvordan du har kæmpet så hårdt for at holde fast og hvorfor det nu – lige pludseligt – er helt i orden at give efter. Give slip… Det er okay. Det er tid. Du har opnået alt, hvad du håbede på at opnå. Du behøver ikke kæmpe længere. Giv slip.

Jeg kan ikke huske hvad jeg drømte den nat, men jeg kan huske, da jeg vågnede. Jeg lå varm og afslappet i det nærmest orgasmiske efterskær af komplet forløsning. Dovent flød og skyllede jeg ind mod bevidsthedens bredder uden den mindste bekymring. Let som en gople, der har et helt ocean foran sig. Men i takt med, at drømmens tidevand trak bort og min selvbevidsthed blev blottet, mærkede jeg noget varmt og klistret mellem mine baller. Først føltes det som om, at det hørte til dér. Som om det var en del af drømmen. Men jo længere tid, der gik, des mere forkert begyndte det at føles. Hvad var det?

Så gik det op for mig. Og med ét var jeg lysvågen. Bølgen trak sig væk og drømmens gople lå strandet og udsmurt tilbage. Jeg lå i sengen et par lange minutter og gennemgik hele forløbet frem til dette punkt og overvejede mit næste træk. Og som tiden gik, blev det klistrede mellem mine baller langsomt koldere og mere fremmed.

Jeg stod op. Så hurtigt som jeg kunne vraltede jeg ned af trapperne, med denne uvelkomne pakke i mine underbukser. Udenfor var tusmørket før daggry begyndt. Jeg åbnede hoveddøren og stod på kanten af en ukendt kold verden. Det var som om jeg havde åbnet en port til en uhyggeligt stille planet, der føltes helt igennem fremmed i dens grålillablå nuancer. Jeg kunne mærke kulden bide i mit ansigt og på min fødder, mens varmen fra huset blidt sev ud i natten.

Beslutsomt trak jeg mine underbusker ned, og gjorde mit bedste for at holde indholdet samlet. Jeg trådte ud af dem og løftede dem op som en lille bylt. Og kastede dem så langt jeg kunne ud i sneen i retning af dasset. De forsvandt uden en lyd.

Jeg skyndte mig at lukke døren og listede op ad trapperne, nøgen. Jeg tog et par nye underbukser på, lagde mig i sengen og faldt i søvn.

 

***

 

Jeg husker ikke så meget af efterspillet til dette natlige uheld. Jeg har nok fortrængt det meste på grund af den heftige pinlighed, som den medførte. Jeg fortalte i hvert fald ikke mine forældre om det, da jeg kom hjem. Omend jeg forestiller mig, at Rasmus’ far med stor munterhed har fortalt historien igen og igen.

Og selvom det måske kan virke som om, at jeg har nydt at fortælle historien her med alle dens ulækre detaljer, så er det ikke tilfældet. Jeg har aldrig fortalt den historie til nogen før. For mig har det altid været en dybt skamfuld hemmelighed, jeg har søgt at begrave og aldrig forholde mig til igen.

Når jeg nu vælger at fortælle historien er det fordi jeg vil prøve at møde og forstå denne skamfølelse.

Vi lærer fra en tidlig alder at lort er skamfuldt. Noget, der skal gemmes væk. Det er ulækkert og beskidt, det lugter og tiltrækker fluer og sygdom. Så snart lorten forlader kroppen, går den fra at være en del af os til at være den mest afskyelige substans i universet. Og ethvert spor af den skal fjernes, skylles bort, med det samme.

Vi lærer, at så snart vi er færdige, skal vi vaske og tørre vores røv og hænder med en nærmest religiøs ildhu. Og hvis du er som mig, så bliver du lidt panisk, hvis der ikke er tilfredsstillende rene faciliteter i nærheden med porcelænstrone, sæde, skyl, toiletpapir, sæbe og varmt vand, når behovet melder sig.

Og hvis ikke der er mulighed for at tørre og vaske sig, så bliver ens hænder eller røv nærmest fremmede væsner. Man kan ikke samle ballerne. Man kan ikke røre ved noget. Tanken om, at der er spor af lort et sted på ens krop overdøver nærmest alt andet, indtil vi kan fjerne det – med vand, papir eller sprit.

Og hvis vi er skulle være ude for et “uheld”, som det jeg havde, så er det noget, som Aldrig Må Nævnes Igen. Det er alt for pinligt. Et kontroltab, som vi prøver at glemme, så snart vi kan.

På den måde er det både held og uheld, at vi ikke kan huske de første bleklædte år af vores liv, hvor vi lykkeligt ubekymrede sked, når det passede os, lige hvor vi gik og stod. Mine tidligste barndomsminder er fra tiden efter jeg havde lært at mestre min blære og anus, og selv gå på toilettet. Og måske er det netop derfor, at denne oplevelse med at skide i bukserne føltes så traumatisk.

Der er selvfølgelig gode grunde til, at vi er så bange for lort. Bakterier fra lort giver ofte anledning til diarré og før i tiden udsprang dødelige tyfus og kolera-epidemier af dårlig toiletforhold, manglende hygiejne og kloakering. Før i tiden flød der afføringsrester i gaderne (Pisserenden i Indre København fik sit navn netop fordi strømmen af gylle fra mennesker og dyr løb i en lind strøm i de dybe rendestene gennem byen ned til kanalerne omkring Slotsholmen). Og den dårlige hygiejne var skyld i en voldsom koleraepidemi, der i 1853 tog livet af omkring 5.000 mennesker i København. Det gav anledning til, at man i 1857 vedtog en kloaklov, der krævede at alt spildevand skulle ledes igennem et lukket kloaksystem direkte ud i havet.

Det tog mange år at gemme lorten væk. Det var en proces, der fandt sted over flere generationer, i takt med, at teknologi, velstand og viden gjorde det muligt at få lorten ud af syne. Med hver generation har udgangspunktet og forholdet til vores lort rykket sig en lille smule. Fra natpotter under sengen, der kunne tømmes ned i en samletank om morgenen til porcelænstroner med træk-og-slip. I de fattigere kvarterer i byerne var der rækker af tøndeklosetter i baggårdene. Disse blev tømt af natmændene, der kørte rundt i hestevogn og samlede afføringen sammen og kørte det ud af byen. Natmændene er et gammelt hverv, der har rødder helt tilbage i middelalderen. Udover at hente latrin, bortskaffede han også døde dyr, fjernede henrettede fra skafottet og andet lignende arbejde, som ingen andre ville have. At dette for samfundet helt nødvendige arbejde fandt sted om natten er bare med til at bestyrke, at lort er noget skamfuldt, fælt og fordækt, som hverken skal ses, lugtes eller omtales.

Natmændene kørte lorten direkte ud til markerne. Det er derfor, at Amager blev kaldt for Lorteøen. For det var de lokale landmænd der og på Københavns Vestegn, der gladeligt tog imod al den lort, de kunne få. For det var nødvendig gødning til de kartofler, kål og andre grøntsager, som de dyrkede til Københavns borgere.

“Det lugter af penge,” skulle de have sagt, når natmanden ved solopgang kom med sin vogn.

I dag lyder det nærmest helt umuligt ulækkert, at vi skulle spise grøntsager, der er dyrket i vores egen lort. Men i virkeligheden er det bare et udtryk for, hvor lidt vi ved om – eller tænker over – hvor vores mad kommer fra, og hvor vores lort forsvinder hen. For lort er en uundværlig del af livets kredsløb. Lort er mad, liv og næring for mikroorganismer og planter – og en grundlæggende forudsætning for den mad, vi selv spiser og skider ud igen.

I dag er det korn og havre, vi spiser, dyrket i grise- og kolort. Og de grøntsager og svampe, vi spiser, er dyrket i hestelort. Landmændene kalder det gerne for “møg” eller “gylle” i stedet for lort, men tag ikke fejl: Det ER lort. Og dens lugt og udseende er ikke markant anderledes, end den lort, som vi selv skyndsomt skyller ud i toilettet hver dag.

Denne skelnen mellem dyrelort og menneskelort udstiller vores forskruede forhold til vores egne efterladenskaber. Selvom den såkaldte slambekendtgørelse i dag faktisk tillader – og Miljøstyrelsen ligefrem anbefaler! – at spildevandsslam bliver spredt på kornmarkerne, så siger landmændene nej tak. De er bekymrede for, at de mange kunstigt fremstillede hormoner (fra fx medicin, P-piller, fertilitetsbehandling og lignende), der nu er i vores afføring. De vil hellere bruge gylle fra grise, som de selv har fodret (som regel også med store mængder antibiotika). Miljøstyrelsen mener dog, at risikoen ved at bruge slam som gødning er meget begrænset i fx kornproduktion.

Men tiderne er skiftet. Menneskelort lugter ikke længere af penge.

I stedet skyller vi det bare ud. Det moderne toilet – eller ‘vandkloset’ – blev introduceret i 1890erne, og kunne kobles på den lukkede kloak, der lod spildevandet løbe ufiltreret og urenset direkte ud i vandløb, søer og havne og hvor man nu ellers kunne komme af med det. Og det varede ikke længe før man så sig nødsaget til at introducere egentlig rensning af spildevandet inden udledning. Rensningsprocessen er blevet forfinet op gennem det 20. århundrede, men grundlæggende er det stadig det samme:

Spildevandet ledes ud i store bassiner fyldt med bakterier, der nedbryder næringsstofferne. Nogle bakterier omsætter kulstoffet til CO2, der bobler ud i atmosfæren. Andre bakterier omdanner det bundne kvælstof til først ammonium, dernæst nitrit, og endelig ren kvælstof, der bobler ud af tanken og ud i atmosfæren. Til sidst er den slam, der er tilbage i tanken, ikke længere vores lort, men affaldsstofferne fra bakterierne.

Lidt forsimplet: Vi er nu gået så langt i vores fornægtelse af vores egen lort, at vi forvandler den til luft!

Det var denne fordækthed, der var med til at gøre mig så bange i hytten i Sverige. Her blev jeg pludselig konfronteret med, at lorten ikke bare forsvandt sporløst, som den plejede. Her kunne den ikke skylles ud, for der var bare et hul. Og nede i hullet var lorten. Al lorten. For første gang gik det op for mig, at intet bare forsvinder af sig selv. Det bliver bare sendt væk, videre, ude af syne, ude af tanke, ude af sind.

Med dette hul, opdagede jeg for første gang, at der ikke er noget “væk”. Der er allerhøjst bare steder, som vi ikke ønsker at tænke over. Og selvom vi har formået at skabe et system, der gør, at vi for det meste ikke behøver at forholde os til vores lort, betyder det ikke, at lorten holder op med at eksistere, når vi skyller den ud.

 

***

 

Jeg ville gerne sige, at mit svenske uheld gav anledning til en ny og dybere erkendelse af Jordens kredsløb og respekt for altings sammenhæng. Men det ville være løgn. For det eneste jeg tog med mig fra den oplevelse var, at komposttoiletter er vildt ulækre og uhyggelige, og at man skal undgå dem for enhver pris. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at det skulle vise sig ikke at være den sidste gang, jeg sked i bukserne.

Det var et par år senere. Det var sommer, og jeg var på en uges ø-lejr med min mor i det sydfynske øhav. En ø-lejr er en teltlejr, og selv toiletterne er nærmest bare telte. Det var ikke et egentligt hul i jorden, men bare et sæde med en spand under. Så snart jeg så det, blev jeg ramt af den samme dybe uro, som jeg havde oplevet ved synet af dasset i Sverige. Og det samme instinktive ønske om at holde mig så langt væk fra det sted, som muligt.

En tidlig morgen et par dage efter vågnede jeg med den samme klistrede, stadigt mere fremmede fornemmelse mellem mine balder. Jeg lå i soveposen og overvejede situationen, mens himlens toner blev stadigt lysere blå og lilla udenfor. Min mor lå ved siden af mig og sov. Der var ingen vej udenom.

Denne gang husker jeg tydeligt efterspillet. Det var så tidligt, at min mor end ikke forsøgte at skjule sin skuffelse og irritation, da hun trak mig ned til havet for at vaske mig og mine tilsølede underbukser. Solen var lige brudt frem over horisonten, da jeg nærmest blev smidt i den kolde brænding. Den varme skam, det kolde vand og min mors vrede skrubben vaskede den navnløse uro væk. Og min mor gav den ikke plads til at komme igen. Allerede senere samme dag var vi henne og kigge ned i spandene, og snakke om, hvordan de blev tømt, hvem der gjorde det, og hvor det forsvandt hen (det var en af de mange tjanser, der gik på omgang blandt ø-lejrboerne, spandene blev løftet ud af toiletterne og tømt ned i en septiktank, der var gravet ned i nærheden).

Billede taget af Susana

Fra da af var jeg ikke længere bange. Og efter de første par toiletbesøg, blev det faktisk helt hyggeligt. Jeg husker at sidde længe på sædet og bladre i Anders And-blade, løfte og strække blikket ud over de solbeskinnede marker og ned mod havet. At sidde og falde i staver indtil en eller anden voksen kom og spurgte, om jeg ikke snart var færdig, så han kunne komme til.

Siden da er det kun sjældent, at jeg har haft anledning til at sætte mig på et das. Det har været på naturlejrpladser, hvor vi har slået lejr på en vandretur, eller på mere modige besøg på svenske ødegårde. Men hver gang har det føltes som et levn fra fortiden. Som om jeg trådte hundrede år tilbage i tiden bare for at skide.

Det var først mange år senere, da jeg tilbragte nogle uger som frivillig i øko-kibbutzen Lotan i Arava-ørkenen i det sydlige Israel, at jeg for første gang fik lejlighed til at prøve et moderne kompost-toilet. Det var det stik modsatte af et svenske træskur. Jeg trådte ind i et velbelyst toilethus med hvidkalkede vægge og en række toiletbåse, som ligeså godt kunne have været at finde i en lufthavn eller et storcenter. Der blev tilmed spillet lidt baggrundsmuzak for at dække over lydene fra de øvrige besøgende.

Jeg gik ind i en bås og lukkede døren. Toilettet lignede fuldstændigt et almindeligt porcelænstoilet – bare uden et skyl ovenpå cisternen. Så snart jeg løftede toiletlåget gik en lille udsugningsvifte igang, der både gav lidt yderligere baggrundsstøj til at camouflere mit forehavende, men som også trak ubehagelige lugte ned i dybet snarere end at lade dem svæve op i lyset. Under sædet var det samme mørke, som jeg havde set før. Men der var også et lille filter, der ledte urinen væk, der ellers ville gøre komposteringen for våd, tung og gæret. Det var behageligt og let-tilgængeligt at bruge. Den eneste forskel var den lette uro, det vakte, når man ikke hørte de vante plask i kummen.

Det var så velkendt og ufarlig en oplevelse, at jeg tog mig selv i forgæves at række ud efter skylleknappen. Efter brug er det eneste krav i stedet, at man tømte en skefuld savsmuld fra en spand ned i hullet – igen for at sikre, at komposteringen ikke blev for våd.

Senere fik jeg lejlighed til at se, hvad der skete i den anden ende: Under hvert toilet står en grøn skraldebeholder, der ligner dem, som de fleste husstande har til deres dagrenovation i Danmark. Der er et tætsluttende plastrør, der forbinder toilettet med beholderen, så der ikke kommer nogen lugt fra beholderen. Mike Kaplin, der er idémanden bag toilettet, forklarede, at når beholderen er fyldt op, kobler man den fra, sætter låget på og lader den stå indtil al indholdet er komposteret. Hvor lang tid det tager, afhænger i høj grad af indholdet. Han bemærkede, at de havde lavet forsøg, der viste, at hvis det kun var vegetarer, der brugte toilettet, kunne indholdet kompostere på 6 måneder, hvorimod afføring fra kødspisere tog over et år, før det var færdigkomposteret.

Komposttoiletterne er af stor værdi for kibbutzen, der ligger midt ude i ørkenen, hvor temperaturen ofte kommer op over 40 grader i sommerhalvåret. Dels fordi det sparer kibbutzen for enormt meget vand, og dels fordi de bruger komposten til at gøde de daddelpalmer, der er deres vigtigste indtægtsgrundlag. Her er lorten ikke en byrde, de bare skal skaffe sig af med, men en ressource, som de udnytter og værdsætter. Komposttoiletsentusiaster og permakulturister har tilmed givet denne ressource et kækt navn: Humanure. Menneske-gødning.

Hvert år er der tusinder af turister, især unge, amerikanske jøder, der besøger Kibbutz Lotan. Og af alle de ting, de oplever der, er det oftest komposttoiletterne, der gør det største indtryk. For selvom toiletterne er så flotte og lugtfri, er der alligevel mange, der går helt i baglås over at blive konfronteret med det mørke dyb, som de skal sætte sig på. Præcis på samme måde, som jeg gjorde det dengang på det svenske das.

At noget så simpelt som et komposttoilet kan vække så stærk en reaktion, understreger bare, hvor sjældent der er, at vi bliver konfronteret med vores affald. Med alt det, vi smider bort, kaster fra os, udstøder fra vores kroppe. Og hvor langt vi er villige til at gå til at fornægte denne helt fysiske, konkrete sammenhæng med resten af den levende verden.

Hver gang vi skyller ud, udlever vi en forestilling om verden, som et ensrettet forløb, hvor vi bearbejder, indtager og forbruger verden omkring os, som derefter forsvinder ud af syne, tanke og sind. Vi kapper livets kredsløb over. Når vi tilbageholder vores lort, sætter vi os udenfor kredsløbet. Vi fornægter vores forbundethed med resten af jorden. Vores andel i kredsløbet. Bare det, at vi ikke behøver at forholde os til det, er et udtryk for denne fornægtelse, den distance, vi har skabt til verden omkring os. Vi skyller den væk.

Men når vi gør det, opretholder vi ikke vores del af den aftale, som vi har indgået med de planter, vi spiser. Som botanikeren Robin Wall Kimmerer forklarer i sin hyldest til jordbærrene:

“Når bærrene spreder deres gave-tæppe ud, forventer de mere end bare taknemmelighed af os. Bærrene stoler på, at vi vil opfylde vores del af aftalen og sprede deres kerner til nye steder, hvor de kan spire, hvilket både er godt for bærrene og godt for os. De minder os om, at al blomstren er gensidig. Vi har brug for bærrene, og bærrene har brug for os”

Siden jeg er blevet bevidst om, hvor min lort forsvinder hen, har jeg ikke kunnet slippe tanken igen. Om al den næring og liv, der lever videre i min afføring. Om hvor skørt det er, at vi som oftest skyller vores lort ud i rent drikkevand, fordi det er den nemmeste måde at lægge rørene på. Vi ærer hverken vandet eller lorten.

Som jeg bor nu, i byen, kan jeg desværre ikke lave et komposttoilet. Jeg kan ikke hele det kredsløb, der er blevet brudt. Men jeg kan ære det. I mange religioner har man en bordbøn, som en lille påmindelse til at sige tak for maden og alle de kredsløb, der har gjort det muligt for maden at finde vej til ens bord. På samme måde øver jeg mig i at sige tak, efter maden har forladt min krop, og næringsstofferne fortsætter deres rejse videre igennem de store kredsløb.

For mig er det ikke en egentlig bøn med ord eller lovsang. Det ville nok også være lidt akavet ude på toilettet. I stedet er det blot et øjebliks stille refleksion. Jeg laver en simpel gestus med hånden og tegner en cirkel i luften. For dermed at anerkende kredsløbet. At minde mig selv om, at lort er forudsætningen for nyt liv. At vækst og forfald er forbundne. At jeg forstår, at min lort ikke er affald. Det er mad, der bliver til mad, der bliver til mad igen.

Offline oplevelser

Hver generation tror, at de lever på et afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. For verden har aldrig virket vigtigere, end lige nu, hvor vi er i live.

Men trods det, så tror jeg virkelig, at vores tid er afgørende. Og jeg gider ikke lade som om, at det nok bare er et udtryk for selvoptaget indbildskhed, for det er nøgternt og synligt: Den verden, som min søn kommer til at vokse op i, er markant anderledes end den verden, jeg voksede op i.

Vi står på et balancepunkt i den store acceleration. Et punkt, hvor vi stadig kan kigge tilbage på fortidens langsomhed, og mærke, hvordan tempoet stiger og tegner til at fortsætte med at stige, jo længere vi kigger frem.

Bare i løbet af mit liv er der sket et digitalt nybrud. Jeg voksede op med drejeskive-telefoner, kassettebånd og store beige computerkasser, der mest af alt var skrivemaskiner, der ikke brugte rettelak. Min søn er tre år nu. Men allerede fra før han fyldte et år, var han dybt fascineret af min telefon, der kan meget mere end både telefon, kassettebånd og computer til sammen. Den fængslede hans opmærksomhed med så stor kraft, at han pev længselsfuldt, når jeg tog telefonen fra ham. Og tiltrækningen er ikke blevet mindre med tiden.

Min søns udgangspunkt for at opleve verden er grundlæggende anderledes end mit. Han vil vokse op i en online verden, hvor information altid vil være noget, man har lige ved fingerspidserne. Ikke noget, man skal på biblioteket for at finde. Han vil altid vide, at der er underholdning, øjeblikkelig feedback og stimuli indenfor rækkevidde når som helst. Det er ikke begrænset af biografens åbningstider eller TV’ets sendetider. Det er kun begrænset af hans forældres – og senere hans egen – viljestyrke.

Det betyder også, at han vil vokse op uden en række ting, som han næppe vil være klar over, at han mister.

Derfor har jeg prøvet at lave en lille liste til ham. En liste over oplevelser, som har været vigtige for mig, og som jeg har taget for givet. Men som jeg ikke længere kan være sikker på, at han vil komme til at tage for givet. Ting, der i større eller mindre udstrækning forudsætter, at man er offline. Og at man er i stand til at finde ro i det at være offline.

Her er min (foreløbige) liste over ting, som jeg håber, at han kommer til at opleve:

At fare vild i en skov.
At fortabe sig i en god bog.
At finde vej ved hjælp af sine sanser.
At møde en elg i skumringen.
At kede sig så meget, at et indfald får plads til at dukke op uden invitation.
At studere, hvordan myrer finder en død bille, og langsomt skiller den ad.
At se en solnedgang i sin helhed fra lys til mørke.
At skide på et gammeldags das og lytte til skoven udenfor.
At observere, hvordan rabarberne vokser dag for dag.
At tegne en historie frem uden at vide, hvordan den ender.
At have tid til at forfølge og udfolde et indfald, en fascination, en idé – uden at skulle vurdere dens nytte, værdi eller relevans for andre.
At blive overrasket af et stjerneskud, man ikke kiggede efter.
At være så stille, at man overrasker et dyr i det fri.
At lytte til en historie, der er så levende, at man bliver i den i stilheden efter, at den er slut.
At kigge på et andet menneske så længe, at man hviler i den andens blik.
At lave et kort ud fra sine egne observationer.
At følge et spor i sneen.
At sidde i mørket og mærke hvordan ens nattesyn langsomt skærpes.
At genkende en lugt og blive mindet om et sted, engang, hvor du mødte den lugt for første gang.

Har du idéer til andre ting, som du tænker bør være på listen, må du endelig sige til.

 

Anemone-revolutionen

Jeg tror, vi ser begyndelsen af en ny, gryende vækkelsesbevægelse i disse år. En grøn opvækkelse.

At bruge ordet ‘vækkelse’ kan lyde lidt gammeldags. Det stammer fra et lidt glemt og støvet kapitel i Danmarkshistorien. Fra begyndelsen af 1800-tallet opstod der er en religiøs kristen opvækkelse blandt almindelige danskere, der ikke kunne identificere sig med det, de hørte i skolen eller i kirken. De ville selv tolke og prædike deres tro, som de selv følte den, og udfordrede statskirkens eneret på Guds ord og på den stramme statslige tolkning af Biblen. Derfor begyndte de begyndte at holde deres egne vækkelsesmøder, og omrejsende lægmandsprædikanter holdt møder for fulde huse og slog højlydt fast, at lægfolket nok kunne klare sig uden præsterne.

At være ‘vakt’ betød ikke bare, at man havde en haft en religiøs vækkelse, hvor man gennem en religiøs oplevelse eller omvendelse, havde mærket Gud og var blevet et nyt menneske. Det var i stadig højere grad også et udtryk for en ny selvbevidsthed og selvtillid blandt Danmarks undertrykte landbefolkning. En slags politisk opvågnen, der er kimen til det danske demokrati.

Som Ove Korsgaard har beskrevet, så kom oprøret mod enevælden ikke fra sekulære kredse, men fra vækkelsesbevægelsen, der forlangte religionsfrihed og frihed til selv at tolke Bibelen. Det var et direkte angreb på den enevældige stat, for kirken og præsterne havde en enorm magt og autoritet, og besad mange flere embedsmandsfunktioner end kun at prædike. At være vakt var således ikke bare et spørgsmål om individuel identitet; det var også et udtryk for, at man hørte til et handlekraftigt fællesskab, der delte klare værdier og politiske mål. Og denne efterhånden blev vækkelsesbevægelserne etableret i to stærke folkelige bevægelser, grundtvigianerne og de lutherske (også kaldet Indre Mission), der både idémæssigt, socialt og politisk har præget Danmark gennem de sidste 150 år.

Det er her, jeg kan se klare paralleller til grønne bevægelse i dag. Hidtil er der mange individer, der er blevet vakt gennem personlige oplevelser. “Grønne vendepunkter”, som online-mediet Zetland har kaldt det i en serie artikler, der beskriver forskellige danskeres bevidstgørelse om den levende verdens dybe forbindelser og vores gensidige afhængighed af den. For mange har det været et stærkt individuelt identitetsmæssigt pejlemærke, som har præget deres hverdagsvalg, men det er først nu, at det for alvor er blevet en bevægelse, der begynder at sætte en samlet politisk dagsorden.

I sin bog om højskolernes idéhistorie beskriver Ove Korsgaard, hvordan Højskolen har været præget af tre store vækkelsesbevægelser: Først en national vækkelsesbølge efter nederlaget i 1864, der var en vigtig faktor i at engagere bondestanden i det nye demokrati. Dernæst en demokratisk vækkelsesbølge efter Anden Verdenskrig, hvor det danske civilsamfund finder sammen og for alvor etablerer samtaledemokratiet som værdi og fælles grundlag. Og senest 1968, der nedbryder gamle normer og omgangsformer og giver plads til en enorm, kreativ, eksperimenterende genopfindelse af fællesskabet – på godt og ondt. Og måske, siger Korsgaard, er der en ny vækkelse på vej: ”Og så fornemmer jeg, at højskolen i dag også i stigende grad bliver en del af en gryende vækkelsesbevægelse omkring klima og økologi – stadig med fastholdelse af demokrati og medborgerskab som centrale begreber. Det er en mulig fjerde vækkelse.”

Mange af mine venner er engagerede i at introducere denne grønne vækkelse på Højskolerne. På Vestjylland, Jyderup, Brandbjerg, Brenderup, Suhrs og Krogerup. De kalder det “grøn dannelse” eller ‘Den omvendte Grundtvig‘: Hvor højskolerne oprindeligt blev skabt for at give bønderne mulighed for at komme ind fra markerne og få boglig dannelse om vinterhalvåret, står vi nu med unge, der er enormt bogligt dannede efter 10-15-20 år på skolebænken, har brug for at komme ‘ud i marken’ og få praktisk forståelse for naturens kredsløb, lære at dyrke deres egne grøntsager og forstå de større sammenhænge, de indgår i. Det skal ikke bare foregå i hovedet, men udleves med hænderne og sanserne.

Jeg kan godt være lidt misundelig på de unge, der kan tage på et højskolekursus som fx Jyderups Det lille jordbrug eller Brandbjergs bæredygtighedslinje. For kurser som disse fandtes ikke dengang, jeg havde tid til at tage 4 måneder afsted på højskole. Jeg måtte selv stykke min grønne dannelse sammen af store og små oplevelser – og gør det stadigvæk!

Jeg er selv i tvivl om jeg er ‘vakt’. Jeg har i hvert fald ikke haft et pludseligt lys af erkendelse. Jeg tror ikke, at min personlighed egner sig til den slags bratte, dramatiske omvendelser. Jeg er langsom. Nærmest geologisk langsom. Mit indres tektoniske plader vejer for og imod, og forskubber sig lidt efter lidt. Langsomt, malende, ubønhørligt. Og indimellem bryder der en ny vished igennem, som ikke giver sig igen. Fundamentet rykker sig, men forbliver sikkert. Kun når jeg kigger tilbage over årene, kan jeg se forandringerne tydeligt.

Fordelen ved denne vækkelse i slow motion er, at jeg kan beskrive den. Jeg kan forklare, hvad der skete for mig undervejs og hvorfor. For for mig er det ikke en underfuld og magisk øjeblikshændelse, men snarere en fortsat rejse ud i vildmarken.

På sin vis er det det, jeg håber, jeg kan bidrage med ved at skrive her: En slags personlig rejsebeskrivelse af den grundlæggende forandring i vores forhold til den levende verden, som vi som samfund kun lige har påbegyndt.

Dette forandringsprojekt, denne “omstilling”, har mange navne. Joanna Macy kalder det “The Great Turning”. Thomas Berry kalder det “The Great Work”. Men jeg kan bedst lide antropologen Cecilie Rubows betegnelse. Hun håber på en ‘anemone-revolution’, hvor en øko-kosmologisk bevidsthed spreder sig som den lille blomst i skovbunden.

 

Billede af Kerstin Riemer fra Pixabay