Lort

Har du nogensinde skidt i bukserne? – Altså efter du var gammel nok til at kunne huske det?

Det har jeg.

Da jeg var seks år gammel var jeg på skitur i Sverige med en mine jævnaldrende venner og hans familie. Min ven hed Rasmus, og han var søn af en af min mors gymnasielærerkollegaer. Jeg tænker, at det nok har været en af de første gange, hvor jeg har været på en længere tur uden mine forældre.

Vi boede i en sådan en rigtig rødmalet svensk træhytte langt væk fra alting. Der var ingen elektricitet. Ingen telefon. Ingen rindende vand. Og intet toilet. I stedet var der bekvemmeligheder fra en helt anden tid: Et gammelt træfyret støbejernskomfur. En brønd med en pumpe udenfor huset. Og et gammelt das, der lå i skovbrynet, måske 25 meter fra hytten.

Det var i vinterferien, februar måned, dybt inde i den svenske vinter. En halv meter sne havde udvisket landskabet og dæmpet alle lyde. Dagene var korte og intense, forstærket af de 16 timers mørke, der adskilte dem.

De første par dage var fantastiske. Anført af Rasmus’ meget entusiastiske far fik vi så meget som muligt ud af de få timers sollys. Det var første gang jeg var på ski. Men jeg mener også, at det var Rasmus’ første skitur, så jeg følte mig på ingen måde underlegen eller udenfor. Vi tog på ture med vores korte langrendsski, og vi legede i sneen og byggede snemænd og havde episke sneboldkampe. Og om aftenen spillede vi spil og fik læst historier højt. Det var kun hyggeligt, at det var mørkt udenfor, når der var tændte stearinlys og ild i pejsen. Det føltes som et eventyr at være et så fjernt og anderledes sted.

Jeg gik udenfor for at tisse en gang eller to i løbet af de første par dage. Men jeg holdt mig væk fra dasset. Når det var mørkt, var det nærmest umuligt at skelne det fra muren af fyrretræer bag det. Den første dag havde Rasmus’ far vist os dasset og hvordan det virkede. Inde i det lille træhus var der et træsæde med et rundt hul i midten. Der var intet lys derude, så jeg kunne ikke se, hvad der var nede i hullet. Det var bare et lille sort stykke tomhed. Selv hvis jeg havde haft en lygte, så jeg kunne ha’ lyst ned i hullet, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have gjort det. Jeg følte en dyb uro bare ved synet af det. Og mit hoved fyldtes med tanker om, hvilke forfærdelige monstre, der mon kunne bebo sådan et mørkt og fugtigt dyb. Hvordan de ikke alene levede af det, der faldt ned i hullet, men også af det, de kunne strække deres fangarme op og hive med ned.

På øjemål virkede det runde hul forfærdeligt stort. Og jeg forestillede mig, hvordan jeg skulle sætte mine små blege baller på sædet, mens jeg stemte imod med hænderne på hver side. Og tanken om, at jeg ville sætte mig, for blot at få falde lige igennem, ned i hullets mørke, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Billede taget af Alex.

Efter dette første møde sørgede jeg for at holde mig væk. Og i de første par dage gik det fint. Jeg kunne nemt finde en afsides liggende snedrive, hvor jeg kunne sætte et gult mærke. Og jeg skubbede billedet af den mørke og klamme hule under dasset væk, hver gang mine tanker vandrede i den retning.

Men det kunne selvfølgelig ikke vare ved. En aften efter aftensmad kunne jeg mærke mine tarme tynge og presse nedad. Men jeg klemte mit røvhul sammen og nægtede at overveje mine muligheder. Jeg skulle ikke engang i nærheden af det das. Især ikke nu, hvor det allerede var blevet mørkt udenfor.

Nu hvor jeg tænker tilbage på det, går det op for mig, at jeg ikke engang overvejede at fortælle Rasmus’ forældre om mit problem. For ikke alene ville det kræve, at jeg aktivt forholdt mig til et problem, som jeg konsekvent nægtede at anerkende. Men også fordi det simpelthen var for pinligt at spørge en andens far om han ville gå med mig på toilettet. Ikke mindst når jeg kunne se, hvordan hele familien uden problemer havde benyttet dasset, når behovet meldte sig.

Så jeg gik i seng den aften, sammenbidt og utilpas. Jeg lå i sengen og prøvede at distrahere mig selv ved at tænke på Mesterdetektiven Basil Mus, den seneste Disney-film, som jeg havde set i biografen inden skituren. Men selv det kunne ikke holde min opmærksomhed, efterhånden som presset i mit underliv langsomt blev større. Men til sidst vandt trætheden, og jeg faldt i en urolig søvn.

Det føles fantastisk at skide i søvne. Dine drømme spejler og forstærker din lettelse, så alle detaljer understøtter den forløsning, der er på vej. Din underbevidsthed opbygger en episk fortælling om den krampagtige spænding i din røv. Den beskriver levende, hvordan du har kæmpet så hårdt for at holde fast og hvorfor det nu – lige pludseligt – er helt i orden at give efter. Give slip… Det er okay. Det er tid. Du har opnået alt, hvad du håbede på at opnå. Du behøver ikke kæmpe længere. Giv slip.

Jeg kan ikke huske hvad jeg drømte den nat, men jeg kan huske, da jeg vågnede. Jeg lå varm og afslappet i det nærmest orgasmiske efterskær af komplet forløsning. Dovent flød og skyllede jeg ind mod bevidsthedens bredder uden den mindste bekymring. Let som en gople, der har et helt ocean foran sig. Men i takt med, at drømmens tidevand trak bort og min selvbevidsthed blev blottet, mærkede jeg noget varmt og klistret mellem mine baller. Først føltes det som om, at det hørte til dér. Som om det var en del af drømmen. Men jo længere tid, der gik, des mere forkert begyndte det at føles. Hvad var det?

Så gik det op for mig. Og med ét var jeg lysvågen. Bølgen trak sig væk og drømmens gople lå strandet og udsmurt tilbage. Jeg lå i sengen et par lange minutter og gennemgik hele forløbet frem til dette punkt og overvejede mit næste træk. Og som tiden gik, blev det klistrede mellem mine baller langsomt koldere og mere fremmed.

Jeg stod op. Så hurtigt som jeg kunne vraltede jeg ned af trapperne, med denne uvelkomne pakke i mine underbukser. Udenfor var tusmørket før daggry begyndt. Jeg åbnede hoveddøren og stod på kanten af en ukendt kold verden. Det var som om jeg havde åbnet en port til en uhyggeligt stille planet, der føltes helt igennem fremmed i dens grålillablå nuancer. Jeg kunne mærke kulden bide i mit ansigt og på min fødder, mens varmen fra huset blidt sev ud i natten.

Beslutsomt trak jeg mine underbusker ned, og gjorde mit bedste for at holde indholdet samlet. Jeg trådte ud af dem og løftede dem op som en lille bylt. Og kastede dem så langt jeg kunne ud i sneen i retning af dasset. De forsvandt uden en lyd.

Jeg skyndte mig at lukke døren og listede op ad trapperne, nøgen. Jeg tog et par nye underbukser på, lagde mig i sengen og faldt i søvn.

 

***

 

Jeg husker ikke så meget af efterspillet til dette natlige uheld. Jeg har nok fortrængt det meste på grund af den heftige pinlighed, som den medførte. Jeg fortalte i hvert fald ikke mine forældre om det, da jeg kom hjem. Omend jeg forestiller mig, at Rasmus’ far med stor munterhed har fortalt historien igen og igen.

Og selvom det måske kan virke som om, at jeg har nydt at fortælle historien her med alle dens ulækre detaljer, så er det ikke tilfældet. Jeg har aldrig fortalt den historie til nogen før. For mig har det altid været en dybt skamfuld hemmelighed, jeg har søgt at begrave og aldrig forholde mig til igen.

Når jeg nu vælger at fortælle historien er det fordi jeg vil prøve at møde og forstå denne skamfølelse.

Vi lærer fra en tidlig alder at lort er skamfuldt. Noget, der skal gemmes væk. Det er ulækkert og beskidt, det lugter og tiltrækker fluer og sygdom. Så snart lorten forlader kroppen, går den fra at være en del af os til at være den mest afskyelige substans i universet. Og ethvert spor af den skal fjernes, skylles bort, med det samme.

Vi lærer, at så snart vi er færdige, skal vi vaske og tørre vores røv og hænder med en nærmest religiøs ildhu. Og hvis du er som mig, så bliver du lidt panisk, hvis der ikke er tilfredsstillende rene faciliteter i nærheden med porcelænstrone, sæde, skyl, toiletpapir, sæbe og varmt vand, når behovet melder sig.

Og hvis ikke der er mulighed for at tørre og vaske sig, så bliver ens hænder eller røv nærmest fremmede væsner. Man kan ikke samle ballerne. Man kan ikke røre ved noget. Tanken om, at der er spor af lort et sted på ens krop overdøver nærmest alt andet, indtil vi kan fjerne det – med vand, papir eller sprit.

Og hvis vi er skulle være ude for et “uheld”, som det jeg havde, så er det noget, som Aldrig Må Nævnes Igen. Det er alt for pinligt. Et kontroltab, som vi prøver at glemme, så snart vi kan.

På den måde er det både held og uheld, at vi ikke kan huske de første bleklædte år af vores liv, hvor vi lykkeligt ubekymrede sked, når det passede os, lige hvor vi gik og stod. Mine tidligste barndomsminder er fra tiden efter jeg havde lært at mestre min blære og anus, og selv gå på toilettet. Og måske er det netop derfor, at denne oplevelse med at skide i bukserne føltes så traumatisk.

Der er selvfølgelig gode grunde til, at vi er så bange for lort. Bakterier fra lort giver ofte anledning til diarré og før i tiden udsprang dødelige tyfus og kolera-epidemier af dårlig toiletforhold, manglende hygiejne og kloakering. Før i tiden flød der afføringsrester i gaderne (Pisserenden i Indre København fik sit navn netop fordi strømmen af gylle fra mennesker og dyr løb i en lind strøm i de dybe rendestene gennem byen ned til kanalerne omkring Slotsholmen). Og den dårlige hygiejne var skyld i en voldsom koleraepidemi, der i 1853 tog livet af omkring 5.000 mennesker i København. Det gav anledning til, at man i 1857 vedtog en kloaklov, der krævede at alt spildevand skulle ledes igennem et lukket kloaksystem direkte ud i havet.

Det tog mange år at gemme lorten væk. Det var en proces, der fandt sted over flere generationer, i takt med, at teknologi, velstand og viden gjorde det muligt at få lorten ud af syne. Med hver generation har udgangspunktet og forholdet til vores lort rykket sig en lille smule. Fra natpotter under sengen, der kunne tømmes ned i en samletank om morgenen til porcelænstroner med træk-og-slip. I de fattigere kvarterer i byerne var der rækker af tøndeklosetter i baggårdene. Disse blev tømt af natmændene, der kørte rundt i hestevogn og samlede afføringen sammen og kørte det ud af byen. Natmændene er et gammelt hverv, der har rødder helt tilbage i middelalderen. Udover at hente latrin, bortskaffede han også døde dyr, fjernede henrettede fra skafottet og andet lignende arbejde, som ingen andre ville have. At dette for samfundet helt nødvendige arbejde fandt sted om natten er bare med til at bestyrke, at lort er noget skamfuldt, fælt og fordækt, som hverken skal ses, lugtes eller omtales.

Natmændene kørte lorten direkte ud til markerne. Det er derfor, at Amager blev kaldt for Lorteøen. For det var de lokale landmænd der og på Københavns Vestegn, der gladeligt tog imod al den lort, de kunne få. For det var nødvendig gødning til de kartofler, kål og andre grøntsager, som de dyrkede til Københavns borgere.

“Det lugter af penge,” skulle de have sagt, når natmanden ved solopgang kom med sin vogn.

I dag lyder det nærmest helt umuligt ulækkert, at vi skulle spise grøntsager, der er dyrket i vores egen lort. Men i virkeligheden er det bare et udtryk for, hvor lidt vi ved om – eller tænker over – hvor vores mad kommer fra, og hvor vores lort forsvinder hen. For lort er en uundværlig del af livets kredsløb. Lort er mad, liv og næring for mikroorganismer og planter – og en grundlæggende forudsætning for den mad, vi selv spiser og skider ud igen.

I dag er det korn og havre, vi spiser, dyrket i grise- og kolort. Og de grøntsager og svampe, vi spiser, er dyrket i hestelort. Landmændene kalder det gerne for “møg” eller “gylle” i stedet for lort, men tag ikke fejl: Det ER lort. Og dens lugt og udseende er ikke markant anderledes, end den lort, som vi selv skyndsomt skyller ud i toilettet hver dag.

Denne skelnen mellem dyrelort og menneskelort udstiller vores forskruede forhold til vores egne efterladenskaber. Selvom den såkaldte slambekendtgørelse i dag faktisk tillader – og Miljøstyrelsen ligefrem anbefaler! – at spildevandsslam bliver spredt på kornmarkerne, så siger landmændene nej tak. De er bekymrede for, at de mange kunstigt fremstillede hormoner (fra fx medicin, P-piller, fertilitetsbehandling og lignende), der nu er i vores afføring. De vil hellere bruge gylle fra grise, som de selv har fodret (som regel også med store mængder antibiotika). Miljøstyrelsen mener dog, at risikoen ved at bruge slam som gødning er meget begrænset i fx kornproduktion.

Men tiderne er skiftet. Menneskelort lugter ikke længere af penge.

I stedet skyller vi det bare ud. Det moderne toilet – eller ‘vandkloset’ – blev introduceret i 1890erne, og kunne kobles på den lukkede kloak, der lod spildevandet løbe ufiltreret og urenset direkte ud i vandløb, søer og havne og hvor man nu ellers kunne komme af med det. Og det varede ikke længe før man så sig nødsaget til at introducere egentlig rensning af spildevandet inden udledning. Rensningsprocessen er blevet forfinet op gennem det 20. århundrede, men grundlæggende er det stadig det samme:

Spildevandet ledes ud i store bassiner fyldt med bakterier, der nedbryder næringsstofferne. Nogle bakterier omsætter kulstoffet til CO2, der bobler ud i atmosfæren. Andre bakterier omdanner det bundne kvælstof til først ammonium, dernæst nitrit, og endelig ren kvælstof, der bobler ud af tanken og ud i atmosfæren. Til sidst er den slam, der er tilbage i tanken, ikke længere vores lort, men affaldsstofferne fra bakterierne.

Lidt forsimplet: Vi er nu gået så langt i vores fornægtelse af vores egen lort, at vi forvandler den til luft!

Det var denne fordækthed, der var med til at gøre mig så bange i hytten i Sverige. Her blev jeg pludselig konfronteret med, at lorten ikke bare forsvandt sporløst, som den plejede. Her kunne den ikke skylles ud, for der var bare et hul. Og nede i hullet var lorten. Al lorten. For første gang gik det op for mig, at intet bare forsvinder af sig selv. Det bliver bare sendt væk, videre, ude af syne, ude af tanke, ude af sind.

Med dette hul, opdagede jeg for første gang, at der ikke er noget “væk”. Der er allerhøjst bare steder, som vi ikke ønsker at tænke over. Og selvom vi har formået at skabe et system, der gør, at vi for det meste ikke behøver at forholde os til vores lort, betyder det ikke, at lorten holder op med at eksistere, når vi skyller den ud.

 

***

 

Jeg ville gerne sige, at mit svenske uheld gav anledning til en ny og dybere erkendelse af Jordens kredsløb og respekt for altings sammenhæng. Men det ville være løgn. For det eneste jeg tog med mig fra den oplevelse var, at komposttoiletter er vildt ulækre og uhyggelige, og at man skal undgå dem for enhver pris. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at det skulle vise sig ikke at være den sidste gang, jeg sked i bukserne.

Det var et par år senere. Det var sommer, og jeg var på en uges ø-lejr med min mor i det sydfynske øhav. En ø-lejr er en teltlejr, og selv toiletterne er nærmest bare telte. Det var ikke et egentligt hul i jorden, men bare et sæde med en spand under. Så snart jeg så det, blev jeg ramt af den samme dybe uro, som jeg havde oplevet ved synet af dasset i Sverige. Og det samme instinktive ønske om at holde mig så langt væk fra det sted, som muligt.

En tidlig morgen et par dage efter vågnede jeg med den samme klistrede, stadigt mere fremmede fornemmelse mellem mine balder. Jeg lå i soveposen og overvejede situationen, mens himlens toner blev stadigt lysere blå og lilla udenfor. Min mor lå ved siden af mig og sov. Der var ingen vej udenom.

Denne gang husker jeg tydeligt efterspillet. Det var så tidligt, at min mor end ikke forsøgte at skjule sin skuffelse og irritation, da hun trak mig ned til havet for at vaske mig og mine tilsølede underbukser. Solen var lige brudt frem over horisonten, da jeg nærmest blev smidt i den kolde brænding. Den varme skam, det kolde vand og min mors vrede skrubben vaskede den navnløse uro væk. Og min mor gav den ikke plads til at komme igen. Allerede senere samme dag var vi henne og kigge ned i spandene, og snakke om, hvordan de blev tømt, hvem der gjorde det, og hvor det forsvandt hen (det var en af de mange tjanser, der gik på omgang blandt ø-lejrboerne, spandene blev løftet ud af toiletterne og tømt ned i en septiktank, der var gravet ned i nærheden).

Billede taget af Susana

Fra da af var jeg ikke længere bange. Og efter de første par toiletbesøg, blev det faktisk helt hyggeligt. Jeg husker at sidde længe på sædet og bladre i Anders And-blade, løfte og strække blikket ud over de solbeskinnede marker og ned mod havet. At sidde og falde i staver indtil en eller anden voksen kom og spurgte, om jeg ikke snart var færdig, så han kunne komme til.

Siden da er det kun sjældent, at jeg har haft anledning til at sætte mig på et das. Det har været på naturlejrpladser, hvor vi har slået lejr på en vandretur, eller på mere modige besøg på svenske ødegårde. Men hver gang har det føltes som et levn fra fortiden. Som om jeg trådte hundrede år tilbage i tiden bare for at skide.

Det var først mange år senere, da jeg tilbragte nogle uger som frivillig i øko-kibbutzen Lotan i Arava-ørkenen i det sydlige Israel, at jeg for første gang fik lejlighed til at prøve et moderne kompost-toilet. Det var det stik modsatte af et svenske træskur. Jeg trådte ind i et velbelyst toilethus med hvidkalkede vægge og en række toiletbåse, som ligeså godt kunne have været at finde i en lufthavn eller et storcenter. Der blev tilmed spillet lidt baggrundsmuzak for at dække over lydene fra de øvrige besøgende.

Jeg gik ind i en bås og lukkede døren. Toilettet lignede fuldstændigt et almindeligt porcelænstoilet – bare uden et skyl ovenpå cisternen. Så snart jeg løftede toiletlåget gik en lille udsugningsvifte igang, der både gav lidt yderligere baggrundsstøj til at camouflere mit forehavende, men som også trak ubehagelige lugte ned i dybet snarere end at lade dem svæve op i lyset. Under sædet var det samme mørke, som jeg havde set før. Men der var også et lille filter, der ledte urinen væk, der ellers ville gøre komposteringen for våd, tung og gæret. Det var behageligt og let-tilgængeligt at bruge. Den eneste forskel var den lette uro, det vakte, når man ikke hørte de vante plask i kummen.

Det var så velkendt og ufarlig en oplevelse, at jeg tog mig selv i forgæves at række ud efter skylleknappen. Efter brug er det eneste krav i stedet, at man tømte en skefuld savsmuld fra en spand ned i hullet – igen for at sikre, at komposteringen ikke blev for våd.

Senere fik jeg lejlighed til at se, hvad der skete i den anden ende: Under hvert toilet står en grøn skraldebeholder, der ligner dem, som de fleste husstande har til deres dagrenovation i Danmark. Der er et tætsluttende plastrør, der forbinder toilettet med beholderen, så der ikke kommer nogen lugt fra beholderen. Mike Kaplin, der er idémanden bag toilettet, forklarede, at når beholderen er fyldt op, kobler man den fra, sætter låget på og lader den stå indtil al indholdet er komposteret. Hvor lang tid det tager, afhænger i høj grad af indholdet. Han bemærkede, at de havde lavet forsøg, der viste, at hvis det kun var vegetarer, der brugte toilettet, kunne indholdet kompostere på 6 måneder, hvorimod afføring fra kødspisere tog over et år, før det var færdigkomposteret.

Komposttoiletterne er af stor værdi for kibbutzen, der ligger midt ude i ørkenen, hvor temperaturen ofte kommer op over 40 grader i sommerhalvåret. Dels fordi det sparer kibbutzen for enormt meget vand, og dels fordi de bruger komposten til at gøde de daddelpalmer, der er deres vigtigste indtægtsgrundlag. Her er lorten ikke en byrde, de bare skal skaffe sig af med, men en ressource, som de udnytter og værdsætter. Komposttoiletsentusiaster og permakulturister har tilmed givet denne ressource et kækt navn: Humanure. Menneske-gødning.

Hvert år er der tusinder af turister, især unge, amerikanske jøder, der besøger Kibbutz Lotan. Og af alle de ting, de oplever der, er det oftest komposttoiletterne, der gør det største indtryk. For selvom toiletterne er så flotte og lugtfri, er der alligevel mange, der går helt i baglås over at blive konfronteret med det mørke dyb, som de skal sætte sig på. Præcis på samme måde, som jeg gjorde det dengang på det svenske das.

At noget så simpelt som et komposttoilet kan vække så stærk en reaktion, understreger bare, hvor sjældent der er, at vi bliver konfronteret med vores affald. Med alt det, vi smider bort, kaster fra os, udstøder fra vores kroppe. Og hvor langt vi er villige til at gå til at fornægte denne helt fysiske, konkrete sammenhæng med resten af den levende verden.

Hver gang vi skyller ud, udlever vi en forestilling om verden, som et ensrettet forløb, hvor vi bearbejder, indtager og forbruger verden omkring os, som derefter forsvinder ud af syne, tanke og sind. Vi kapper livets kredsløb over. Når vi tilbageholder vores lort, sætter vi os udenfor kredsløbet. Vi fornægter vores forbundethed med resten af jorden. Vores andel i kredsløbet. Bare det, at vi ikke behøver at forholde os til det, er et udtryk for denne fornægtelse, den distance, vi har skabt til verden omkring os. Vi skyller den væk.

Men når vi gør det, opretholder vi ikke vores del af den aftale, som vi har indgået med de planter, vi spiser. Som botanikeren Robin Wall Kimmerer forklarer i sin hyldest til jordbærrene:

“Når bærrene spreder deres gave-tæppe ud, forventer de mere end bare taknemmelighed af os. Bærrene stoler på, at vi vil opfylde vores del af aftalen og sprede deres kerner til nye steder, hvor de kan spire, hvilket både er godt for bærrene og godt for os. De minder os om, at al blomstren er gensidig. Vi har brug for bærrene, og bærrene har brug for os”

Siden jeg er blevet bevidst om, hvor min lort forsvinder hen, har jeg ikke kunnet slippe tanken igen. Om al den næring og liv, der lever videre i min afføring. Om hvor skørt det er, at vi som oftest skyller vores lort ud i rent drikkevand, fordi det er den nemmeste måde at lægge rørene på. Vi ærer hverken vandet eller lorten.

Som jeg bor nu, i byen, kan jeg desværre ikke lave et komposttoilet. Jeg kan ikke hele det kredsløb, der er blevet brudt. Men jeg kan ære det. I mange religioner har man en bordbøn, som en lille påmindelse til at sige tak for maden og alle de kredsløb, der har gjort det muligt for maden at finde vej til ens bord. På samme måde øver jeg mig i at sige tak, efter maden har forladt min krop, og næringsstofferne fortsætter deres rejse videre igennem de store kredsløb.

For mig er det ikke en egentlig bøn med ord eller lovsang. Det ville nok også være lidt akavet ude på toilettet. I stedet er det blot et øjebliks stille refleksion. Jeg laver en simpel gestus med hånden og tegner en cirkel i luften. For dermed at anerkende kredsløbet. At minde mig selv om, at lort er forudsætningen for nyt liv. At vækst og forfald er forbundne. At jeg forstår, at min lort ikke er affald. Det er mad, der bliver til mad, der bliver til mad igen.

Offline oplevelser

Hver generation tror, at de lever på et afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. For verden har aldrig virket vigtigere, end lige nu, hvor vi er i live.

Men trods det, så tror jeg virkelig, at vores tid er afgørende. Og jeg gider ikke lade som om, at det nok bare er et udtryk for selvoptaget indbildskhed, for det er nøgternt og synligt: Den verden, som min søn kommer til at vokse op i, er markant anderledes end den verden, jeg voksede op i.

Vi står på et balancepunkt i den store acceleration. Et punkt, hvor vi stadig kan kigge tilbage på fortidens langsomhed, og mærke, hvordan tempoet stiger og tegner til at fortsætte med at stige, jo længere vi kigger frem.

Bare i løbet af mit liv er der sket et digitalt nybrud. Jeg voksede op med drejeskive-telefoner, kassettebånd og store beige computerkasser, der mest af alt var skrivemaskiner, der ikke brugte rettelak. Min søn er tre år nu. Men allerede fra før han fyldte et år, var han dybt fascineret af min telefon, der kan meget mere end både telefon, kassettebånd og computer til sammen. Den fængslede hans opmærksomhed med så stor kraft, at han pev længselsfuldt, når jeg tog telefonen fra ham. Og tiltrækningen er ikke blevet mindre med tiden.

Min søns udgangspunkt for at opleve verden er grundlæggende anderledes end mit. Han vil vokse op i en online verden, hvor information altid vil være noget, man har lige ved fingerspidserne. Ikke noget, man skal på biblioteket for at finde. Han vil altid vide, at der er underholdning, øjeblikkelig feedback og stimuli indenfor rækkevidde når som helst. Det er ikke begrænset af biografens åbningstider eller TV’ets sendetider. Det er kun begrænset af hans forældres – og senere hans egen – viljestyrke.

Det betyder også, at han vil vokse op uden en række ting, som han næppe vil være klar over, at han mister.

Derfor har jeg prøvet at lave en lille liste til ham. En liste over oplevelser, som har været vigtige for mig, og som jeg har taget for givet. Men som jeg ikke længere kan være sikker på, at han vil komme til at tage for givet. Ting, der i større eller mindre udstrækning forudsætter, at man er offline. Og at man er i stand til at finde ro i det at være offline.

Her er min (foreløbige) liste over ting, som jeg håber, at han kommer til at opleve:

At fare vild i en skov.
At fortabe sig i en god bog.
At finde vej ved hjælp af sine sanser.
At møde en elg i skumringen.
At kede sig så meget, at et indfald får plads til at dukke op uden invitation.
At studere, hvordan myrer finder en død bille, og langsomt skiller den ad.
At se en solnedgang i sin helhed fra lys til mørke.
At skide på et gammeldags das og lytte til skoven udenfor.
At observere, hvordan rabarberne vokser dag for dag.
At tegne en historie frem uden at vide, hvordan den ender.
At have tid til at forfølge og udfolde et indfald, en fascination, en idé – uden at skulle vurdere dens nytte, værdi eller relevans for andre.
At blive overrasket af et stjerneskud, man ikke kiggede efter.
At være så stille, at man overrasker et dyr i det fri.
At lytte til en historie, der er så levende, at man bliver i den i stilheden efter, at den er slut.
At kigge på et andet menneske så længe, at man hviler i den andens blik.
At lave et kort ud fra sine egne observationer.
At følge et spor i sneen.
At sidde i mørket og mærke hvordan ens nattesyn langsomt skærpes.
At genkende en lugt og blive mindet om et sted, engang, hvor du mødte den lugt for første gang.

Har du idéer til andre ting, som du tænker bør være på listen, må du endelig sige til.

 

Anemone-revolutionen

Jeg tror, vi ser begyndelsen af en ny, gryende vækkelsesbevægelse i disse år. En grøn opvækkelse.

At bruge ordet ‘vækkelse’ kan lyde lidt gammeldags. Det stammer fra et lidt glemt og støvet kapitel i Danmarkshistorien. Fra begyndelsen af 1800-tallet opstod der er en religiøs kristen opvækkelse blandt almindelige danskere, der ikke kunne identificere sig med det, de hørte i skolen eller i kirken. De ville selv tolke og prædike deres tro, som de selv følte den, og udfordrede statskirkens eneret på Guds ord og på den stramme statslige tolkning af Biblen. Derfor begyndte de begyndte at holde deres egne vækkelsesmøder, og omrejsende lægmandsprædikanter holdt møder for fulde huse og slog højlydt fast, at lægfolket nok kunne klare sig uden præsterne.

At være ‘vakt’ betød ikke bare, at man havde en haft en religiøs vækkelse, hvor man gennem en religiøs oplevelse eller omvendelse, havde mærket Gud og var blevet et nyt menneske. Det var i stadig højere grad også et udtryk for en ny selvbevidsthed og selvtillid blandt Danmarks undertrykte landbefolkning. En slags politisk opvågnen, der er kimen til det danske demokrati.

Som Ove Korsgaard har beskrevet, så kom oprøret mod enevælden ikke fra sekulære kredse, men fra vækkelsesbevægelsen, der forlangte religionsfrihed og frihed til selv at tolke Bibelen. Det var et direkte angreb på den enevældige stat, for kirken og præsterne havde en enorm magt og autoritet, og besad mange flere embedsmandsfunktioner end kun at prædike. At være vakt var således ikke bare et spørgsmål om individuel identitet; det var også et udtryk for, at man hørte til et handlekraftigt fællesskab, der delte klare værdier og politiske mål. Og denne efterhånden blev vækkelsesbevægelserne etableret i to stærke folkelige bevægelser, grundtvigianerne og de lutherske (også kaldet Indre Mission), der både idémæssigt, socialt og politisk har præget Danmark gennem de sidste 150 år.

Det er her, jeg kan se klare paralleller til grønne bevægelse i dag. Hidtil er der mange individer, der er blevet vakt gennem personlige oplevelser. “Grønne vendepunkter”, som online-mediet Zetland har kaldt det i en serie artikler, der beskriver forskellige danskeres bevidstgørelse om den levende verdens dybe forbindelser og vores gensidige afhængighed af den. For mange har det været et stærkt individuelt identitetsmæssigt pejlemærke, som har præget deres hverdagsvalg, men det er først nu, at det for alvor er blevet en bevægelse, der begynder at sætte en samlet politisk dagsorden.

I sin bog om højskolernes idéhistorie beskriver Ove Korsgaard, hvordan Højskolen har været præget af tre store vækkelsesbevægelser: Først en national vækkelsesbølge efter nederlaget i 1864, der var en vigtig faktor i at engagere bondestanden i det nye demokrati. Dernæst en demokratisk vækkelsesbølge efter Anden Verdenskrig, hvor det danske civilsamfund finder sammen og for alvor etablerer samtaledemokratiet som værdi og fælles grundlag. Og senest 1968, der nedbryder gamle normer og omgangsformer og giver plads til en enorm, kreativ, eksperimenterende genopfindelse af fællesskabet – på godt og ondt. Og måske, siger Korsgaard, er der en ny vækkelse på vej: ”Og så fornemmer jeg, at højskolen i dag også i stigende grad bliver en del af en gryende vækkelsesbevægelse omkring klima og økologi – stadig med fastholdelse af demokrati og medborgerskab som centrale begreber. Det er en mulig fjerde vækkelse.”

Mange af mine venner er engagerede i at introducere denne grønne vækkelse på Højskolerne. På Vestjylland, Jyderup, Brandbjerg, Brenderup, Suhrs og Krogerup. De kalder det “grøn dannelse” eller ‘Den omvendte Grundtvig‘: Hvor højskolerne oprindeligt blev skabt for at give bønderne mulighed for at komme ind fra markerne og få boglig dannelse om vinterhalvåret, står vi nu med unge, der er enormt bogligt dannede efter 10-15-20 år på skolebænken, har brug for at komme ‘ud i marken’ og få praktisk forståelse for naturens kredsløb, lære at dyrke deres egne grøntsager og forstå de større sammenhænge, de indgår i. Det skal ikke bare foregå i hovedet, men udleves med hænderne og sanserne.

Jeg kan godt være lidt misundelig på de unge, der kan tage på et højskolekursus som fx Jyderups Det lille jordbrug eller Brandbjergs bæredygtighedslinje. For kurser som disse fandtes ikke dengang, jeg havde tid til at tage 4 måneder afsted på højskole. Jeg måtte selv stykke min grønne dannelse sammen af store og små oplevelser – og gør det stadigvæk!

Jeg er selv i tvivl om jeg er ‘vakt’. Jeg har i hvert fald ikke haft et pludseligt lys af erkendelse. Jeg tror ikke, at min personlighed egner sig til den slags bratte, dramatiske omvendelser. Jeg er langsom. Nærmest geologisk langsom. Mit indres tektoniske plader vejer for og imod, og forskubber sig lidt efter lidt. Langsomt, malende, ubønhørligt. Og indimellem bryder der en ny vished igennem, som ikke giver sig igen. Fundamentet rykker sig, men forbliver sikkert. Kun når jeg kigger tilbage over årene, kan jeg se forandringerne tydeligt.

Fordelen ved denne vækkelse i slow motion er, at jeg kan beskrive den. Jeg kan forklare, hvad der skete for mig undervejs og hvorfor. For for mig er det ikke en underfuld og magisk øjeblikshændelse, men snarere en fortsat rejse ud i vildmarken.

På sin vis er det det, jeg håber, jeg kan bidrage med ved at skrive her: En slags personlig rejsebeskrivelse af den grundlæggende forandring i vores forhold til den levende verden, som vi som samfund kun lige har påbegyndt.

Dette forandringsprojekt, denne “omstilling”, har mange navne. Joanna Macy kalder det “The Great Turning”. Thomas Berry kalder det “The Great Work”. Men jeg kan bedst lide antropologen Cecilie Rubows betegnelse. Hun håber på en ‘anemone-revolution’, hvor en øko-kosmologisk bevidsthed spreder sig som den lille blomst i skovbunden.

 

Billede af Kerstin Riemer fra Pixabay

Hellig?

Man kommer let til at lyde hellig, når man sætter sig for at skrive om jorden og livets kredsløb. Som om den underlæggende antagelse er, at vi mennesker er selvoptagede, kortsigtede og nydelsessyge. Som om der er en renhed og skønhed i den levende verden, som det kun de få oplyste, der formår at værdsætte.

Jeg ser ikke mig selv som specielt oplyst. Jeg skriver fordi det hjælper mig med at tænke og forstå verden omkring mig. Jeg er mere opmærksom, når jeg nedfælder det, jeg ser og oplever. Jeg bliver mere bevidst om, hvordan jeg indgår i verden, og hvordan verden påvirker mig.

På den måde er det at skrive en form for helingsproces. Pudsigt nok viser det sig, at både hellig og heling kommer fra det samme gamle oldnordiske ord: Hālig: At være hel i form, udelt, ubeskadiget, ubeskåret, sund.

For mig handler heling om mere end bare at lappe skrammerne på mit jordiske hylster. Som menneske er jeg ikke afgrænset af min krop. Jeg lever i lige så høj grad i min tilknytning til den levende verden omkring mig. Det er en fejl at tro, at jeg kan leve adskilt fra den. For når vi prøver at udvælge noget til at stå for sig selv, opdager vi, at det er forbundet til alt andet i universet, som den gamle amerikanske miljøforekæmper John Muir sagde det.

Det er den følelse af dyb forbundethed til alt levende, jeg mærker, når jeg går i skoven, når jeg står ved havet, når jeg har hænderne i mulden. Det er en følelse, som ord dårligt kan gøre fyldest. For det spiller på strenge, der ikke kan høres eller forstås rationelt. Det skal mærkes, åndes og leves. Og jeg tror ikke, at vi ikke kan leve uden denne følelse af underfuld forbundethed, lige så lidt som vi kan leve uden luften i vores lunger, jorden under vores fødder, vandet i vores årer eller næringstofferne i vores maver.

Set i det lys handler heling om at lære at anerkende og styrke mine bånd til de levende kredsløb, jeg indgår i. Det er denne tilknytning – denne hellighed, om du vil – der er kernen i det, jeg søger at indkredse.

Ordvalg

Jeg har givet mig selv et benspænd, når jeg skriver her: Jeg vil undgå at bruge ordene “natur” og “miljø”.

Det er to ord, der efterhånden er blevet så slidte, at vi let glemmer, hvad de rent faktisk dækker over. Som oftest bruges disse ord til at betegne alt det, der ikke i væsentlig grad er blevet formet eller præget af menneskelig indblanden: Geologi, vejr, klima, vildt (ustyret) dyre- og planteliv og kredsløb af vand, luft, næring og energi på Jorden og dens atmosfære.

På den måde er disse to ord med til at fastholde og måske ligefrem styrke en skelnen mellem os – mennesker og vores samfund – som noget markant andet eller anderledes end den fysiske, levende verden, vi er en del af. Denne skelnen skaber en køligt fremmedgørende distance, der er med til at med til at bekræfte os i, at vi er særlige. At der gælder andre regler for os, end for alle andre levende arter og økosystemer.

Denne skelnen er tydelig, når nogen siger, at man skal “passe på” naturen. Eller man skal “gøre noget godt” for miljøet. Eller “tage hensyn” til klimaet.

Men sagen er, at vi er uløseligt forbundet – og fuldstændigt afhængige af naturens kredsløb, af vores fysiske omgivelser og af et stabilt klima. Jorden og den ubegribelige rigdom af liv, der er opstået her, har bestået igennem milliarder af år. Den har klaret sig gennem meteornedslag, vulkaner, istider, global opvarmning og meget andet. Menneskeheden er blot et lille skvulp i den store strøm af tid, som Jorden flyder på.

Det er altså ikke “naturen”, eller “miljøet” eller “klimaet”, der er truet. Det er os.

Vi er ved at save den gren over, som vi selv sidder på. Og imens siger vi, at vi skal huske at passe på træet. Og fordi vi bruger ord som “natur” og “miljø”, som har en indbygget distance, forstår vi ikke, at vi selv er en del af træet. At vi er en del af den natur, vi skal passe på.

Vi har brug for et nyt sprog, der ikke skaber distance, men som kan beskrive den dybe forbundethed og afhængighed, der kendetegner vores relation til vores omgivelser.

Så i stedet for at bruge ord som “natur” eller “miljø”, foretrækker jeg at bruge ord som “Jorden”, “økosfæren” eller sætninger som “Jordens levende kredsløb”.

Disse udtryk er inspireret af den engelske forsker James Lovelock’s “Gaia-hypotese”. Lovelock forklarer, at jordkloden – helt forenklet – består af fire komponenter: Geosfæren (laget af jordarter på Jordens overflade), hydrosfæren (den samlende mængde af vand, damp og is på Jorden) og atmosfæren (laget af gasser og luftarter mellem jordens overflade og rummet) og biosfæren (den samlede mængde af biomasse – af levende organismer på Jorden). Lovelock’s banebrydende påstand er, at disse fire komponenter ikke bare er lag på lag, men indgår i ét enormt, komplekst system, der tilsammen skaber en balance eller ekvilibrium, der muliggør liv. En økosfære, der både består af levende arter, økosystemer og kredsløb, og ikke-levende grundstoffer og fysiske kræfter. Dette er, siger Lovelock, ét stort levende væsen – en superorganisme – der i sin helhed har evnen til at vedligeholde vores planet og gøre det til en egnet og behagelig ramme for liv. Han kalder dette væsen for Gaia. Dette navn er ikke tilfældigt valgt, for i den græske mytologi er Gaia ikke bare jordens gudinde, hun er selve Jorden. Moder Jord.

Vi mennesker er ikke alene udsprunget fra dette system, vi er også indlejret i det, på samme måde som celler er udspringer fra og er indlejret i væv. Og væv igen er indlejret i organismer. Og organismer er indlejret i økosystemer. Vi er blot celler, der prøver at begribe den større helhed, vi er en del af. Og det starter med de ord, vi bruger.

Hvorfor jeg skriver en bog om rødder

Som så mange andre er jeg vokset op i byen. Jeg kommer af en familie af bymennesker. Tanke- og omsorgsfulde akademikere, optagede af idéer. Af livet mellem mennesker. Af sprog, litteratur, kultur, politik og andre fascinerende abstraktioner. Af alt, hvad byen har at byde på.

Derfor gik jeg igennem de første mange år af mit liv uden at forholde mig videre til landskabet, jorden og alle de livets kredsløb af vækst og forfald, der udlevede sig omkring mig. Det var mest af alt bare et bagtæppe, hvis stilhed og langsomhed ikke sagde mig noget. Dets lyde og udtryk druknede i byens støj. Det var ikke noget, som jeg selv opsøgte eller interesserede mig for.

Det var først, da jeg var omkring de 30, at det gik op for mig, at jeg var ved at gå glip af noget. Jeg vil ikke kalde det en vækkelse eller en åbenbaring. Det har snarere været summen af mange små oplevelser og erkendelser. Og temmeligt sigende for mig, kom nogle af de første og vigtigste af disse erkendelser gennem bøger. For det var først, da jeg intellektuelt forstod sammenhængene i livets mønstre og kompleksitet, at jeg begyndte at kunne sætte pris på dem.

Vi lærer alle forskelligt. Jeg har altid været et bog-menneske, og haft let ved at læse mig til forståelse. Men i det fri er der så mange ting, som man ikke kan læse sig til. Man skal opleve dem. Man skal iagttage dem. Sanse dem. Føle dem. Være i dem.

Og derfor er det først indenfor de seneste år, at jeg er blevet inspireret til at træde ud i landskabet og er begyndt at opdage glæden ved at være i det fri. Og det var først dér, at jeg blev opmærksom på, hvor rodløs mit liv har været.

Som de fleste i min generation er jeg vokset op i en digitaliseret, hyperforbundet og underligt stedløs verden. Vi er vokset op med fortællingen om, at vi frit kan vælge mellem alle tænkelige produkter, oplevelser og destinationer. En verden, hvor alt hvad vi møder er udtænkt, formet, designet og planlagt af mennesker. Ligegyldigt hvilken by vi tager til, vil vi kunne genfinde de samme kæder med de samme logoer og den samme villighed til at opfylde ethvert ønske. En verden, der til konstant bekræfter os i, at verden er til for os.

Men alligevel har jeg mærket et ubestemmeligt, melankolsk afsavn, jeg ikke har kunnet forklare eller sætte ord på. Det er kun nu, at jeg kan se, at dette savn nok har været der hele tiden – som en vag, hult skurrende rungen, der klinger så dybt, at den let drukner i strømmen af indtryk, jeg har overvældet mig selv med.

Det var først, da jeg trådte ud i det fri, at jeg for alvor begyndte at mærke den. Og den er vokset hos mig efterhånden som jeg har lært om klimakrisen og det tiltagende økologiske sammenbrud. Om hvordan de levende systemer, som vi indgår i og er afhængige af – selve forudsætningerne for liv på denne planet – er ved at blive omstødt og uigenkaldeligt forandret.

Det er en følelse af sorg. Af ubestemmelig fortrydelse over noget, jeg ikke helt var klar over, at jeg har mistet – og som jeg måske aldrig har haft.

Det er ikke bare sorgen over, at denne mangfoldighed af liv forsvinder. Eller skammen over min andel i denne ødelæggelse. Eller frygten for de voldsomme og uigenkaldelige følgevirkninger, det kan medføre. Eller bekymringen for den fremtid, som vi alle går i møde. Det er snarere følelsen af at stå udenfor det hele. Af ikke at være knyttet til den jord, jeg er ved at miste. Af ikke at vide, hvad der er ved at forsvinde. Af at savne et landskab, jeg aldrig har kendt.

Og langsomt er det gået op for mig, at denne følelse er rodløshed. Jeg savner rødder i jorden under mine fødder.

Jeg har opdaget, at jeg ikke er alene. Jeg har efterhånden mødt mange andre, der også føler sig rodløse, afkoblede og uforbundne til den levende verden omkring os. Jeg tror, at det netop er denne manglende tilknytning, der gør, at klimakrisen, det økologiske sammenbrud og arternes hastige uddøen føles endnu større og umulige at løse.

For disse kriser er blot de umiddelbare symptomer på en dybere, bagvedliggende krise, der ikke kan løses med tekniske, politiske og økonomiske redskaber. For disse redskaber udspringer af den selvsamme tænkning, der har forårsaget disse problemer. Som den britiske videnskabsmand Gregory Bateson har sagt, så udspringer de største problemer i verden udspringer af kløften mellem hvordan mennesker tænker, og hvordan naturen rent faktisk fungerer. For hvordan skal vi kunne redde verden fra os selv, hvis ikke vi kender den og respekterer den? Hvis vi ikke engang forstår, at vi er en del af den? Hvis vi ikke engang ved, hvordan det føles at høre til?

Uanset hvordan disse kriser udfolder sig, og hvordan vi vælger at reagere på dem, så kan vi ikke overvinde de fysiske begrænsninger, som denne planet sætter for vores udfoldelse. Derfor står vi overfor en grundlæggende forandring, der ikke bare er politisk eller teknologisk, men måske i endnu højere grad er åndelig og kulturel: Vi må forandre vores selvforståelse og levevis, så den er i overensstemmelse med den klode, vi bebor og som vi er dybt og uløseligt forbundet med og afhængige af.

Det er denne forandring, jeg vil gerne vil skrive om. Og derfor har jeg sat mig for at skrive en bog om rødder i bredeste forstand. For det er gennem vores rødder, at vi kan finde en dybere forståelse ikke bare af os selv og hvor vi kommer fra – vores aner, sprog og traditioner. Men også vores tilknytning til den jord, vi betræder, og det gensidige fællesskab, som vi indgår i med alt andet levende omkring os.

Arbejdstitlen er Rodfæste.

Min arbejdstitel er Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og det er den opdagelsesrejse, som jeg vil skrive om her. Det vil både tage form af journalfortegnelser over de spor, jeg forfølger, de stemmer, der inspirerer mig og de erfaringer, jeg gør mig undervejs.

Jeg vil tage udgangspunkt i mine egne erfaringer og opvækst, og jeg vil bruge anledningen til at afpresse mig selv til at øve mig i nogle af de ting, jeg ikke lærte som barn: At færdes i det fri og bruge mine sanser gennem årstidernes, dagens og vejrets skiftende stemninger. At værdsætte livets mangfoldighed, rigdom og langsomhed. At fortælle historien om mine rødder og være stolt af, hvor jeg kommer fra. Og forhåbentlig gøre det på en måde, som andre kan lære af og spejle sig i undervejs.

Derfor håber jeg, at du vil tage med på denne opdagelsesrejse, og undervejs dele dine betragtninger, pege mig i nye retninger og give mig feedback, efterhånden som det hele udvikler sig.

Du kan tilmelde dig, så du får en mail, hver gang jeg udgiver et nyt indlæg. Eller du kan følge med på Facebook.

Tak for at du læser med.