Som så mange andre er jeg vokset op i byen. Jeg kommer af en familie af bymennesker. Tanke- og omsorgsfulde akademikere, optagede af idéer. Af livet mellem mennesker. Af sprog, litteratur, kultur, politik og andre fascinerende abstraktioner. Af alt, hvad byen har at byde på.
Derfor gik jeg igennem de første mange år af mit liv uden at forholde mig videre til landskabet, jorden og alle de livets kredsløb af vækst og forfald, der udlevede sig omkring mig. Det var mest af alt bare et bagtæppe, hvis stilhed og langsomhed ikke sagde mig noget. Dets lyde og udtryk druknede i byens støj. Det var ikke noget, som jeg selv opsøgte eller interesserede mig for.
Det var først, da jeg var omkring de 30, at det gik op for mig, at jeg var ved at gå glip af noget. Jeg vil ikke kalde det en vækkelse eller en åbenbaring. Det har snarere været summen af mange små oplevelser og erkendelser. Og temmeligt sigende for mig, kom nogle af de første og vigtigste af disse erkendelser gennem bøger. For det var først, da jeg intellektuelt forstod sammenhængene i livets mønstre og kompleksitet, at jeg begyndte at kunne sætte pris på dem.
Vi lærer alle forskelligt. Jeg har altid været et bog-menneske, og haft let ved at læse mig til forståelse. Men i det fri er der så mange ting, som man ikke kan læse sig til. Man skal opleve dem. Man skal iagttage dem. Sanse dem. Føle dem. Være i dem.
Og derfor er det først indenfor de seneste år, at jeg er blevet inspireret til at træde ud i landskabet og er begyndt at opdage glæden ved at være i det fri. Og det var først dér, at jeg blev opmærksom på, hvor rodløs mit liv har været.
Som de fleste i min generation er jeg vokset op i en digitaliseret, hyperforbundet og underligt stedløs verden. Vi er vokset op med fortællingen om, at vi frit kan vælge mellem alle tænkelige produkter, oplevelser og destinationer. En verden, hvor alt hvad vi møder er udtænkt, formet, designet og planlagt af mennesker. Ligegyldigt hvilken by vi tager til, vil vi kunne genfinde de samme kæder med de samme logoer og den samme villighed til at opfylde ethvert ønske. En verden, der til konstant bekræfter os i, at verden er til for os.
Men alligevel har jeg mærket et ubestemmeligt, melankolsk afsavn, jeg ikke har kunnet forklare eller sætte ord på. Det er kun nu, at jeg kan se, at dette savn nok har været der hele tiden – som en vag, hult skurrende rungen, der klinger så dybt, at den let drukner i strømmen af indtryk, jeg har overvældet mig selv med.
Det var først, da jeg trådte ud i det fri, at jeg for alvor begyndte at mærke den. Og den er vokset hos mig efterhånden som jeg har lært om klimakrisen og det tiltagende økologiske sammenbrud. Om hvordan de levende systemer, som vi indgår i og er afhængige af – selve forudsætningerne for liv på denne planet – er ved at blive omstødt og uigenkaldeligt forandret.
Det er en følelse af sorg. Af ubestemmelig fortrydelse over noget, jeg ikke helt var klar over, at jeg har mistet – og som jeg måske aldrig har haft.
Det er ikke bare sorgen over, at denne mangfoldighed af liv forsvinder. Eller skammen over min andel i denne ødelæggelse. Eller frygten for de voldsomme og uigenkaldelige følgevirkninger, det kan medføre. Eller bekymringen for den fremtid, som vi alle går i møde. Det er snarere følelsen af at stå udenfor det hele. Af ikke at være knyttet til den jord, jeg er ved at miste. Af ikke at vide, hvad der er ved at forsvinde. Af at savne et landskab, jeg aldrig har kendt.
Og langsomt er det gået op for mig, at denne følelse er rodløshed. Jeg savner rødder i jorden under mine fødder.
Jeg har opdaget, at jeg ikke er alene. Jeg har efterhånden mødt mange andre, der også føler sig rodløse, afkoblede og uforbundne til den levende verden omkring os. Jeg tror, at det netop er denne manglende tilknytning, der gør, at klimakrisen, det økologiske sammenbrud og arternes hastige uddøen føles endnu større og umulige at løse.
For disse kriser er blot de umiddelbare symptomer på en dybere, bagvedliggende krise, der ikke kan løses med tekniske, politiske og økonomiske redskaber. For disse redskaber udspringer af den selvsamme tænkning, der har forårsaget disse problemer. Som den britiske videnskabsmand Gregory Bateson har sagt, så udspringer de største problemer i verden udspringer af kløften mellem hvordan mennesker tænker, og hvordan naturen rent faktisk fungerer. For hvordan skal vi kunne redde verden fra os selv, hvis ikke vi kender den og respekterer den? Hvis vi ikke engang forstår, at vi er en del af den? Hvis vi ikke engang ved, hvordan det føles at høre til?
Uanset hvordan disse kriser udfolder sig, og hvordan vi vælger at reagere på dem, så kan vi ikke overvinde de fysiske begrænsninger, som denne planet sætter for vores udfoldelse. Derfor står vi overfor en grundlæggende forandring, der ikke bare er politisk eller teknologisk, men måske i endnu højere grad er åndelig og kulturel: Vi må forandre vores selvforståelse og levevis, så den er i overensstemmelse med den klode, vi bebor og som vi er dybt og uløseligt forbundet med og afhængige af.
Det er denne forandring, jeg vil gerne vil skrive om. Og derfor har jeg sat mig for at skrive en bog om rødder i bredeste forstand. For det er gennem vores rødder, at vi kan finde en dybere forståelse ikke bare af os selv og hvor vi kommer fra – vores aner, sprog og traditioner. Men også vores tilknytning til den jord, vi betræder, og det gensidige fællesskab, som vi indgår i med alt andet levende omkring os.
Arbejdstitlen er Rodfæste.
Min arbejdstitel er Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og det er den opdagelsesrejse, som jeg vil skrive om her. Det vil både tage form af journalfortegnelser over de spor, jeg forfølger, de stemmer, der inspirerer mig og de erfaringer, jeg gør mig undervejs.
Jeg vil tage udgangspunkt i mine egne erfaringer og opvækst, og jeg vil bruge anledningen til at afpresse mig selv til at øve mig i nogle af de ting, jeg ikke lærte som barn: At færdes i det fri og bruge mine sanser gennem årstidernes, dagens og vejrets skiftende stemninger. At værdsætte livets mangfoldighed, rigdom og langsomhed. At fortælle historien om mine rødder og være stolt af, hvor jeg kommer fra. Og forhåbentlig gøre det på en måde, som andre kan lære af og spejle sig i undervejs.
Derfor håber jeg, at du vil tage med på denne opdagelsesrejse, og undervejs dele dine betragtninger, pege mig i nye retninger og give mig feedback, efterhånden som det hele udvikler sig.
Du kan tilmelde dig, så du får en mail, hver gang jeg udgiver et nyt indlæg. Eller du kan følge med på Facebook.
Tak for at du læser med.