Jeg tror, vi ser begyndelsen af en ny, gryende vækkelsesbevægelse i disse år. En grøn opvækkelse.
At bruge ordet ‘vækkelse’ kan lyde lidt gammeldags. Det stammer fra et lidt glemt og støvet kapitel i Danmarkshistorien. Fra begyndelsen af 1800-tallet opstod der er en religiøs kristen opvækkelse blandt almindelige danskere, der ikke kunne identificere sig med det, de hørte i skolen eller i kirken. De ville selv tolke og prædike deres tro, som de selv følte den, og udfordrede statskirkens eneret på Guds ord og på den stramme statslige tolkning af Biblen. Derfor begyndte de begyndte at holde deres egne vækkelsesmøder, og omrejsende lægmandsprædikanter holdt møder for fulde huse og slog højlydt fast, at lægfolket nok kunne klare sig uden præsterne.
At være ‘vakt’ betød ikke bare, at man havde en haft en religiøs vækkelse, hvor man gennem en religiøs oplevelse eller omvendelse, havde mærket Gud og var blevet et nyt menneske. Det var i stadig højere grad også et udtryk for en ny selvbevidsthed og selvtillid blandt Danmarks undertrykte landbefolkning. En slags politisk opvågnen, der er kimen til det danske demokrati.
Som Ove Korsgaard har beskrevet, så kom oprøret mod enevælden ikke fra sekulære kredse, men fra vækkelsesbevægelsen, der forlangte religionsfrihed og frihed til selv at tolke Bibelen. Det var et direkte angreb på den enevældige stat, for kirken og præsterne havde en enorm magt og autoritet, og besad mange flere embedsmandsfunktioner end kun at prædike. At være vakt var således ikke bare et spørgsmål om individuel identitet; det var også et udtryk for, at man hørte til et handlekraftigt fællesskab, der delte klare værdier og politiske mål. Og denne efterhånden blev vækkelsesbevægelserne etableret i to stærke folkelige bevægelser, grundtvigianerne og de lutherske (også kaldet Indre Mission), der både idémæssigt, socialt og politisk har præget Danmark gennem de sidste 150 år.
Det er her, jeg kan se klare paralleller til grønne bevægelse i dag. Hidtil er der mange individer, der er blevet vakt gennem personlige oplevelser. “Grønne vendepunkter”, som online-mediet Zetland har kaldt det i en serie artikler, der beskriver forskellige danskeres bevidstgørelse om den levende verdens dybe forbindelser og vores gensidige afhængighed af den. For mange har det været et stærkt individuelt identitetsmæssigt pejlemærke, som har præget deres hverdagsvalg, men det er først nu, at det for alvor er blevet en bevægelse, der begynder at sætte en samlet politisk dagsorden.
I sin bog om højskolernes idéhistorie beskriver Ove Korsgaard, hvordan Højskolen har været præget af tre store vækkelsesbevægelser: Først en national vækkelsesbølge efter nederlaget i 1864, der var en vigtig faktor i at engagere bondestanden i det nye demokrati. Dernæst en demokratisk vækkelsesbølge efter Anden Verdenskrig, hvor det danske civilsamfund finder sammen og for alvor etablerer samtaledemokratiet som værdi og fælles grundlag. Og senest 1968, der nedbryder gamle normer og omgangsformer og giver plads til en enorm, kreativ, eksperimenterende genopfindelse af fællesskabet – på godt og ondt. Og måske, siger Korsgaard, er der en ny vækkelse på vej: ”Og så fornemmer jeg, at højskolen i dag også i stigende grad bliver en del af en gryende vækkelsesbevægelse omkring klima og økologi – stadig med fastholdelse af demokrati og medborgerskab som centrale begreber. Det er en mulig fjerde vækkelse.”
Mange af mine venner er engagerede i at introducere denne grønne vækkelse på Højskolerne. På Vestjylland, Jyderup, Brandbjerg, Brenderup, Suhrs og Krogerup. De kalder det “grøn dannelse” eller ‘Den omvendte Grundtvig‘: Hvor højskolerne oprindeligt blev skabt for at give bønderne mulighed for at komme ind fra markerne og få boglig dannelse om vinterhalvåret, står vi nu med unge, der er enormt bogligt dannede efter 10-15-20 år på skolebænken, har brug for at komme ‘ud i marken’ og få praktisk forståelse for naturens kredsløb, lære at dyrke deres egne grøntsager og forstå de større sammenhænge, de indgår i. Det skal ikke bare foregå i hovedet, men udleves med hænderne og sanserne.
Jeg kan godt være lidt misundelig på de unge, der kan tage på et højskolekursus som fx Jyderups Det lille jordbrug eller Brandbjergs bæredygtighedslinje. For kurser som disse fandtes ikke dengang, jeg havde tid til at tage 4 måneder afsted på højskole. Jeg måtte selv stykke min grønne dannelse sammen af store og små oplevelser – og gør det stadigvæk!
Jeg er selv i tvivl om jeg er ‘vakt’. Jeg har i hvert fald ikke haft et pludseligt lys af erkendelse. Jeg tror ikke, at min personlighed egner sig til den slags bratte, dramatiske omvendelser. Jeg er langsom. Nærmest geologisk langsom. Mit indres tektoniske plader vejer for og imod, og forskubber sig lidt efter lidt. Langsomt, malende, ubønhørligt. Og indimellem bryder der en ny vished igennem, som ikke giver sig igen. Fundamentet rykker sig, men forbliver sikkert. Kun når jeg kigger tilbage over årene, kan jeg se forandringerne tydeligt.
Fordelen ved denne vækkelse i slow motion er, at jeg kan beskrive den. Jeg kan forklare, hvad der skete for mig undervejs og hvorfor. For for mig er det ikke en underfuld og magisk øjeblikshændelse, men snarere en fortsat rejse ud i vildmarken.
På sin vis er det det, jeg håber, jeg kan bidrage med ved at skrive her: En slags personlig rejsebeskrivelse af den grundlæggende forandring i vores forhold til den levende verden, som vi som samfund kun lige har påbegyndt.
Dette forandringsprojekt, denne “omstilling”, har mange navne. Joanna Macy kalder det “The Great Turning”. Thomas Berry kalder det “The Great Work”. Men jeg kan bedst lide antropologen Cecilie Rubows betegnelse. Hun håber på en ‘anemone-revolution’, hvor en øko-kosmologisk bevidsthed spreder sig som den lille blomst i skovbunden.
Billede af Kerstin Riemer fra Pixabay