Man kommer let til at lyde hellig, når man sætter sig for at skrive om jorden og livets kredsløb. Som om den underlæggende antagelse er, at vi mennesker er selvoptagede, kortsigtede og nydelsessyge. Som om der er en renhed og skønhed i den levende verden, som det kun de få oplyste, der formår at værdsætte.
Jeg ser ikke mig selv som specielt oplyst. Jeg skriver fordi det hjælper mig med at tænke og forstå verden omkring mig. Jeg er mere opmærksom, når jeg nedfælder det, jeg ser og oplever. Jeg bliver mere bevidst om, hvordan jeg indgår i verden, og hvordan verden påvirker mig.
På den måde er det at skrive en form for helingsproces. Pudsigt nok viser det sig, at både hellig og heling kommer fra det samme gamle oldnordiske ord: Hālig: At være hel i form, udelt, ubeskadiget, ubeskåret, sund.
For mig handler heling om mere end bare at lappe skrammerne på mit jordiske hylster. Som menneske er jeg ikke afgrænset af min krop. Jeg lever i lige så høj grad i min tilknytning til den levende verden omkring mig. Det er en fejl at tro, at jeg kan leve adskilt fra den. For når vi prøver at udvælge noget til at stå for sig selv, opdager vi, at det er forbundet til alt andet i universet, som den gamle amerikanske miljøforekæmper John Muir sagde det.
Det er den følelse af dyb forbundethed til alt levende, jeg mærker, når jeg går i skoven, når jeg står ved havet, når jeg har hænderne i mulden. Det er en følelse, som ord dårligt kan gøre fyldest. For det spiller på strenge, der ikke kan høres eller forstås rationelt. Det skal mærkes, åndes og leves. Og jeg tror ikke, at vi ikke kan leve uden denne følelse af underfuld forbundethed, lige så lidt som vi kan leve uden luften i vores lunger, jorden under vores fødder, vandet i vores årer eller næringstofferne i vores maver.
Set i det lys handler heling om at lære at anerkende og styrke mine bånd til de levende kredsløb, jeg indgår i. Det er denne tilknytning – denne hellighed, om du vil – der er kernen i det, jeg søger at indkredse.
