Hver generation tror, at de lever på et afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. For verden har aldrig virket vigtigere, end lige nu, hvor vi er i live.
Men trods det, så tror jeg virkelig, at vores tid er afgørende. Og jeg gider ikke lade som om, at det nok bare er et udtryk for selvoptaget indbildskhed, for det er nøgternt og synligt: Den verden, som min søn kommer til at vokse op i, er markant anderledes end den verden, jeg voksede op i.
Vi står på et balancepunkt i den store acceleration. Et punkt, hvor vi stadig kan kigge tilbage på fortidens langsomhed, og mærke, hvordan tempoet stiger og tegner til at fortsætte med at stige, jo længere vi kigger frem.
Bare i løbet af mit liv er der sket et digitalt nybrud. Jeg voksede op med drejeskive-telefoner, kassettebånd og store beige computerkasser, der mest af alt var skrivemaskiner, der ikke brugte rettelak. Min søn er tre år nu. Men allerede fra før han fyldte et år, var han dybt fascineret af min telefon, der kan meget mere end både telefon, kassettebånd og computer til sammen. Den fængslede hans opmærksomhed med så stor kraft, at han pev længselsfuldt, når jeg tog telefonen fra ham. Og tiltrækningen er ikke blevet mindre med tiden.
Min søns udgangspunkt for at opleve verden er grundlæggende anderledes end mit. Han vil vokse op i en online verden, hvor information altid vil være noget, man har lige ved fingerspidserne. Ikke noget, man skal på biblioteket for at finde. Han vil altid vide, at der er underholdning, øjeblikkelig feedback og stimuli indenfor rækkevidde når som helst. Det er ikke begrænset af biografens åbningstider eller TV’ets sendetider. Det er kun begrænset af hans forældres – og senere hans egen – viljestyrke.
Det betyder også, at han vil vokse op uden en række ting, som han næppe vil være klar over, at han mister.
Derfor har jeg prøvet at lave en lille liste til ham. En liste over oplevelser, som har været vigtige for mig, og som jeg har taget for givet. Men som jeg ikke længere kan være sikker på, at han vil komme til at tage for givet. Ting, der i større eller mindre udstrækning forudsætter, at man er offline. Og at man er i stand til at finde ro i det at være offline.
Her er min (foreløbige) liste over ting, som jeg håber, at han kommer til at opleve:
At fare vild i en skov.
At fortabe sig i en god bog.
At finde vej ved hjælp af sine sanser.
At møde en elg i skumringen.
At kede sig så meget, at et indfald får plads til at dukke op uden invitation.
At studere, hvordan myrer finder en død bille, og langsomt skiller den ad.
At se en solnedgang i sin helhed fra lys til mørke.
At skide på et gammeldags das og lytte til skoven udenfor.
At observere, hvordan rabarberne vokser dag for dag.
At tegne en historie frem uden at vide, hvordan den ender.
At have tid til at forfølge og udfolde et indfald, en fascination, en idé – uden at skulle vurdere dens nytte, værdi eller relevans for andre.
At blive overrasket af et stjerneskud, man ikke kiggede efter.
At være så stille, at man overrasker et dyr i det fri.
At lytte til en historie, der er så levende, at man bliver i den i stilheden efter, at den er slut.
At kigge på et andet menneske så længe, at man hviler i den andens blik.
At lave et kort ud fra sine egne observationer.
At følge et spor i sneen.
At sidde i mørket og mærke hvordan ens nattesyn langsomt skærpes.
At genkende en lugt og blive mindet om et sted, engang, hvor du mødte den lugt for første gang.
Har du idéer til andre ting, som du tænker bør være på listen, må du endelig sige til.
Jeg delte opslaget på Facebook, hvor der kom en række gode forslag til tilføjelser til listen:
At tænde et bål og passe på det i den spæde fase mens man håber det overlever.
At overvinde frygten for at brænde sig og placere en stykke brænde på et bål.
At bygge en tvivlsom hule i skoven og få lov til at sove i den…og fortryde en lille smule, men klare det alligevel, med sin bedste ven i soveposen ved siden af.
At lære navnene på nogle af stjernebillederne. At vide at man altid kan finde Karlsvognen og Nordstjernen men at Orion kun er oppe om vinteren.
At se at solen står senere/tidligere op og på et lidt nyt sted for hver dag. at se hvordan skygge og solplet flytter sig i dagens løb.
At plukke bær.
At plukke vilde blomster og kende navnene på nogle af dem. Og måske lægge dem i pres i en telefonbog
At lytte til de øredøvende græshopper mens man sidder på den varme sandjord og lugter græs og blomster dér.
At fange en fisk i en å.
At ligge i et telt med en god ven og lytte til en stille regn på teltdugen – og synes en lommelygte er der sejeste.
At sidde omkring et bål med gode venner og en guitar-, og spille, synge og kigge ind i ilden til langt ud på natten og lave absolut ingenting.
At rulle ned af en laaaang bakke og have dufte af græs i næsen hele vejen ned.
At betro sig til sin elskede hund når man er virkelig ulykkelig.
At få et brev fra en, man ikke har ventet.
At få en masse fødselsdagskort, julekort og gækkebreve med posten.
At være sammen med mennesker uden der er mobiler i rummet.
At pløje, så og høste med hestevogne.
At bo på landet i et hus uden elektricitet.
At opleve de mange insekter og fugle, som er ved at forsvinde.
At opleve forskellen på de 4 årstider.
At huske situationer uden at have billeder af det. At være out of reach.
At lege drengene efter pigerne og ikke løbe alt, hvad man kan (eller pigerne efter drengene..)
At brænde med et forstørrelsesglas.
At mærke en bølges kraft og få respekt for havet.
At nyde at sætte de første knitrende fodaftryk i sneen på en vintermorgen i skoven.
At klatre så højt op i et træ, at man bliver lidt bange for, hvordan man nu kommer ned.
Tak til Astrid Louise Brinch, Merete Prytz Clausen, Alexandra O’Sullivan Freltoft, Birgitte Prytz Clausen,
Per Henriksen, Kirsten Reinhold, Hannah Hall, Ditte Bruhn Bak, Nanna Gram Thomassen, Jakob Melgaard og AP Skovsen for at dele jeres tanker. 🙂