Jeg har givet mig selv et benspænd, når jeg skriver her: Jeg vil undgå at bruge ordene “natur” og “miljø”.
Det er to ord, der efterhånden er blevet så slidte, at vi let glemmer, hvad de rent faktisk dækker over. Som oftest bruges disse ord til at betegne alt det, der ikke i væsentlig grad er blevet formet eller præget af menneskelig indblanden: Geologi, vejr, klima, vildt (ustyret) dyre- og planteliv og kredsløb af vand, luft, næring og energi på Jorden og dens atmosfære.
På den måde er disse to ord med til at fastholde og måske ligefrem styrke en skelnen mellem os – mennesker og vores samfund – som noget markant andet eller anderledes end den fysiske, levende verden, vi er en del af. Denne skelnen skaber en køligt fremmedgørende distance, der er med til at med til at bekræfte os i, at vi er særlige. At der gælder andre regler for os, end for alle andre levende arter og økosystemer.
Denne skelnen er tydelig, når nogen siger, at man skal “passe på” naturen. Eller man skal “gøre noget godt” for miljøet. Eller “tage hensyn” til klimaet.
Men sagen er, at vi er uløseligt forbundet – og fuldstændigt afhængige af naturens kredsløb, af vores fysiske omgivelser og af et stabilt klima. Jorden og den ubegribelige rigdom af liv, der er opstået her, har bestået igennem milliarder af år. Den har klaret sig gennem meteornedslag, vulkaner, istider, global opvarmning og meget andet. Menneskeheden er blot et lille skvulp i den store strøm af tid, som Jorden flyder på.
Det er altså ikke “naturen”, eller “miljøet” eller “klimaet”, der er truet. Det er os.
Vi er ved at save den gren over, som vi selv sidder på. Og imens siger vi, at vi skal huske at passe på træet. Og fordi vi bruger ord som “natur” og “miljø”, som har en indbygget distance, forstår vi ikke, at vi selv er en del af træet. At vi er en del af den natur, vi skal passe på.
Vi har brug for et nyt sprog, der ikke skaber distance, men som kan beskrive den dybe forbundethed og afhængighed, der kendetegner vores relation til vores omgivelser.
Så i stedet for at bruge ord som “natur” eller “miljø”, foretrækker jeg at bruge ord som “Jorden”, “økosfæren” eller sætninger som “Jordens levende kredsløb”.
Disse udtryk er inspireret af den engelske forsker James Lovelock’s “Gaia-hypotese”. Lovelock forklarer, at jordkloden – helt forenklet – består af fire komponenter: Geosfæren (laget af jordarter på Jordens overflade), hydrosfæren (den samlende mængde af vand, damp og is på Jorden) og atmosfæren (laget af gasser og luftarter mellem jordens overflade og rummet) og biosfæren (den samlede mængde af biomasse – af levende organismer på Jorden). Lovelock’s banebrydende påstand er, at disse fire komponenter ikke bare er lag på lag, men indgår i ét enormt, komplekst system, der tilsammen skaber en balance eller ekvilibrium, der muliggør liv. En økosfære, der både består af levende arter, økosystemer og kredsløb, og ikke-levende grundstoffer og fysiske kræfter. Dette er, siger Lovelock, ét stort levende væsen – en superorganisme – der i sin helhed har evnen til at vedligeholde vores planet og gøre det til en egnet og behagelig ramme for liv. Han kalder dette væsen for Gaia. Dette navn er ikke tilfældigt valgt, for i den græske mytologi er Gaia ikke bare jordens gudinde, hun er selve Jorden. Moder Jord.
Vi mennesker er ikke alene udsprunget fra dette system, vi er også indlejret i det, på samme måde som celler er udspringer fra og er indlejret i væv. Og væv igen er indlejret i organismer. Og organismer er indlejret i økosystemer. Vi er blot celler, der prøver at begribe den større helhed, vi er en del af. Og det starter med de ord, vi bruger.
