Det er nu snart to måneder siden, at jeg sidst har skrevet her. Det er ikke altid nok at have meget på hjerte. Jeg burde efterhånden have lært, at det at skrive kræver prioritering og vedholdenhed. Og det har jeg ikke formået at give dette projekt.
Mit arbejdsliv brød ind og ødelagde prioriteringen. Jeg havde en stor konsulent-opgave med at researche og skrive en omfangsrig analyserapport, som jeg brugte en stor del af januar og februar på. Og jeg fandt snart ud af, at rapport-arbejdet trak på de samme muskler, som når jeg skriver her. Så efter en lang dag på arbejde, havde jeg simpelthen ikke overskud til at skrive her også.
Derefter gik det galt med vedholdenheden. For da først flowet var brudt, var det sværere at afpresse mig selv til at levere noget nyt hver uge. Og for hver uges stilstand blev det sværere og sværere at komme igang igen. Mine forventninger til mig selv og til det, jeg skulle burde kunne skrive, bremsede mig.
En af de benspænd, jeg har pålagt mig selv her, er at skrive med udgangspunkt i mig selv. Mit håb er, at ved at tage udgangspunkt i mine egne oplevelser og refleksioner kan jeg bedre finde min egen stemme. En stemme, der hverken taler i et fjernt-akademisk “man” eller i et generaliseret-borgerlystent “vi” (som jeg ofte har skrevet i tidligere i debatindlæg, klummer og i Borgerlyst-regi). Men i stedet bare taler i et oprigtigt, klart og nærværende “jeg”.
Men det er rigtigt svært at finde sin stemme. Det er rigtigt svært at skrælle lagene af og skrive så rent, jeg kan. Og derfor har jeg tøvet. Og efterhånden har den ene uge har taget den anden, uden at jeg har formået at forløse min skrivetrang.
Det har først været med de sidste ugers corona-nedlukning, at jeg har fået et lille gennembrud. Lige før nedlukningen var jeg blevet kontaktet af en debat-redaktør på Politiken, der inviterede mig til at skrive en kommentar om forskellen på klima-krisen og corona-krisen. Det var enormt bekræftende at blive spurgt, og enormt bekræftende at opleve, at jeg kunne skrive noget, jeg var tilfreds med, på ret kort tid. Det var stadig i min gamle mere generaliserede-akademiske tone, men det var helt ok. Det vakte genklang derude, og blev vel modtaget.
I de følgende dage begyndte flere og flere af de skribenter, jeg finder inspiration hos, at udgive deres refleksioner om den globale pandemi. Og med frisktappet mod følte jeg, at jeg også burde dele mine refleksioner. For selvfølgelig måtte jeg jo også skrive noget klogt. Sætte ord på hvad vi er ved at lære. Være en af de der kloge debattører, der er med til at sætte rammen på dette vilde, verdensomspændende afbræk fra det vante.
I en uges tid gik jeg til og fra mit lille essay. Men jo mere jeg skrev på det, jo mere klart var det, at det gik ikke i den retning, jeg havde troet. Der var ingen svar. Ingen ramme og meget lidt at lære. Bare en masse spørgsmål.
Efter at skrevet lidt for længe på det, sendte jeg det som kronik til en avis, der efter en uge uimponeret sendte deres standardafslag. Men processen har været gavnlig. For det fik mig i gang med at skrive igen. Og det mindede mig om, at det at skrive mest af alt handler om netop det: At tage sig tiden til at skrive. Om at være i det skrivende.
Det er gået op for mig, at min gamle, hidtidige skriveproces ikke virker her. Den handler alt for meget om, hvilken effekt jeg ønsker at opnå med det, jeg skriver. Jeg kommer til at overføre min samfundsengagerede, borgerlystne rapport-tilgang til mine sætninger. Og det matcher aldrig. For jeg prøver at frisere det, styre det, målrettet det. Men det er som at planlægge tordenen, skemalægge æbleblomsterne, kontrollere bølgetoppene. Men de har intet mål andet end at udtrykke deres egen indre kraft. Mine mål står i vejen for processen. De stopper mig før jeg overhovedet kommer igang.
Men jeg kan ikke planlægge det hele på forhånd. Jeg kan ikke regne det ud. Hvis jeg skal skrive, som jeg gerne vil, kan jeg ikke skrive med et bestemt formål, resultat eller publikum for øje. Jeg kan ikke være kritisk eller holde igen. Jeg må bare lade det bløde ud.
Jeg kan kun skrive. Og med hvert udkast bliver det måske lidt bedre. Jeg havde sat mit ambitionsniveau for højt her. Jeg ville gerne udgive færdige tekster hver gang, men jeg må erkende (og acceptere!), at det var urimeligt store krav at stille til mig selv. Det bliver næppe mere end første udkast. Kastet ud i verden. Væk fra mig, væk fra mit greb – og ud i det åbne. Bortstødt. Det burde nærmest hedde bortstød i stedet. Forsøget på at skubbe alt det, mit hoved er fuldt af, ud for at få luft og lys til noget nyt.
Og måske bliver det– hvem ved? – til en bog til sidst.
