Vi er flyttet på landet. Det føles som om, at det har taget mig 10 år at nå hertil. 10 år med drømmen, søgen, tøven, afprøven, venden og drejen, planer, nye planer, tvivl, stadigt længere tilløb, og så til sidst..
For jeg har altid boet i byen. De første 20 år i Århus og Randers. De sidste 20 år primært i København. Byens terræn har været tryg og velkendt for mig. Asfalten, murstenene, bilerne, gadelygterne. Dens strømhvirvler af mennesker. Tætheden. Alt er tæt på – indenfor rækkevidde på en 20 minutters cykeltur. Det gav sig selv, at det var det eneste sted, det gav mening at bo. For det var jo her, at der var liv – mennesker, fællesskaber, muligheder, fester, arbejde..
Livet på landet var meget eksotisk for mig. Et sommerferiefrirum uden forpligtelser, der mest havde til formål at være en tiltrængt pause fra byen. Jeg betragtede det med byens blik. Og derfor definerede jeg også mest landet ud fra, hvad der ikke var der: Ingen larm. Ingen travlhed. Ingen mennesker. Ingen underholdning. Ingen ting. Jeg bemærkede slet ikke alt det liv, der var lige foran mig. Det var bare en udsigt, en kulisse. Pæn, men ligegyldig.
Kun langsomt og gradvist gik det op for mig, det ikke bare var en udsigt. Det var som at opdage, at det billede, der havde hængt i mit barndomshjem, ikke bare var en plakat, men et ægte maleri – opbygget af tusinder af penselstrøg og farvenuancer, sirligt udvalgt, blandet, komponeret, justeret, lag efter lag, indtil man opnår den helhed, der får det hele til at fremstå så ubesværet fuldendt, at man slet ikke opdager, hvor meget arbejde, der ligger bag. At det ikke er en kulisse, der er skabt for at blive kigget på, men for sin egen skyld, for selve livet.
Det vakte en ny længsel i mig. En længsel, som jeg stadig ikke kan indfange. En længsel efter at høre til. Efter ikke længere bare at være en glimtvis tilskuer til denne forunderlige, levende verden, men selv være en del af den.
Og år for år, i løbet af stadigt mere målrettede sommerferieture rundt i Danmark og Sverige, begyndte jeg at se alt det, der sker på landet, der er så langsomt, at man kun kan se det – og forstå det! – ved at være der, bruge sine sanser og følge det dag for dag, uge for uge – gennem årstidernes, dagens og vejrets skiftende stemninger. “Fordi man har været fjorten dage på landet i juli måned, ved man ikke, hvornår på året lærken begynder at synge, hvordan rødkælken lyder om vinteren, eller hvordan stærens allermest jazzede soloer kan swinge en forårsdag. Man er nødt til at være der,” som Informations natur-klummeskribent Karen Syberg har bemærket det.
Det stod mere og mere klart for mig, at jeg kun for alvor kunne være en del af det, hvis jeg flyttede ud af byen. Men alligevel har jeg ikke klar til at tage springet. Mine ambitioner og arbejdsliv trak i en helt anden retning, og jeg kastede mig ud i et meget lokalt organiseringsarbejde med borgeralliancen Medborgerne på Nørrebro/Nordvest, der helt grundlæggende krævede stor nærhed og tilstedeværelse i kvarteret, der vel nok er den mest urbane og tætbeboede bydel i Danmark
I flere år skubbede jeg denne længsel fra mig, lagde den nederst i bunken af behov under arbejde, familieliv og alt, hvad der ellers dukkede op. Den forsvandt ikke, men lod sig alt for let atter overdøve af byens støj og tempo. Det var først, da ambitionerne bristede og arbejdet stoppede, at længslen trængte igennem. Og denne gang fik den hjælp.
Min søn Folke er nu snart fire år. Og jeg hele tiden drømt om, at han skulle have meget større nærhed med den levende verden, end jeg har haft. At han vokser op med en helt anden kropslig viden om det fri. At han mærker årstidernes skiftende stemninger, genkender fuglestemmer og markblomster, at han oplever glæden ved at spise det, han selv har sået – uden at finde det bemærkelsesværdigt. At det bare er en selvfølgelig del af livet.
Jeg har hele tiden vidst, at han ikke kunne få det i byen. At selvfølgelig skulle vi flytte. Alligevel var det først, da han fik et sprog og et udtalt udsyn på verden, at det for alvor begyndte at gå op for mig, at det skulle være nu. At det snart vil være for sent. At der ikke går lang tid før han er så gammel, at verden ikke længere er magisk. At træerne ikke længere hvisker visdom, troldene ikke længere bor i stenene og alferne ikke længere danser i mosen.
Men det er ikke bare for hans skyld, at vi er flyttet. Jeg mærker magien meget stærkere sammen med ham.
