Jo mere jeg opholder mig i det fri, jo mere forstår jeg, hvor megen tid, der skal til. Det er ren proces. Der er ingen konklusioner eller resultater. Det går op for mig, at de fleste naturprogrammer er som kun at se højdepunkterne, målene og de store chancer, fra en fodboldkamp. Eller som at læse plot-resuméet af en bog eller en film på Wikipedia. Kun forløsning og ingen spændingskurve, ingen opbygning, ingen stemning. Et forsøg på at indhente og mestre kompleksitet uden at give sig hen til den. Blikket bliver ført, konklusionen bliver bestemt, det åbne landskab bliver reduceret til en smal sti. Nuets mulighedsrum fjernes. Alt det uventede, der kunne ske, alt det, som afhænger af din årvågenhed, din evne til at være til stede, udelukkes. Det gør, at du ikke længere er til stede. Du er allerede på vej videre.
Men i det fri er du kun dér, hvor dine sanser er. Ingen fører dit blik eller udpeger konklusionerne for dig. Du får kun så meget, som du har ro og nærvær til at give. Det er desorienterende at være i. Selvom jeg kan høre fuglene omkring mig, er det så svært for mig at se dem. Derfor giver det også et helt særligt gys, når jeg endelig får øje på den fugl, der har sunget så insisterende i træet over mig:
Godt set.
