Vi er flyttet på landet. Vi har boet her i halvanden måned nu. Og det er nu det længste sammenhængende periode, jeg nogensinde har boet på landet. Og jeg kan mærke, det begynder at præge mig.
Vi bor til leje i et lille sort hus, der ligger et bakkedrag med udsigt ud over markerne op mod Bidstrup Skovs høje bøge, der ligger på kanten af horisonten. Bag os ligger den øvrige kreds af nybyggede huse, der udgør det lille nybyggersamfund, som vi nu er blevet en del af. En samling af folk, der er over de seneste par år er flyttet ud af storbyen for virkeliggøre drømmen om Bulderby: At bygge deres eget nære, landsbyfællesskab, hvor man kommer hinanden ved, børnene løber ind og ud og gør hele landskabet til del af deres leg.
Vi er enormt privilegerede at have fået denne mulighed, og vi er blevet taget enormt godt imod. Men mere end fællesskabet, så er det landskabet, der har gjort indtryk på mig.
Til at begynde med flyttede alle de rutiner, der havde præget mit liv i byen, med. Jeg var orienteret mod skærmen, telefonen, på mails, mødeindkaldelser og deadlines. Selvom solnedgangen og fuglesangen lød lige udenfor, var det ofte nemmere bare at synke sammen i sofaen.
Men i takt med, at foråret for alvor er kommet, knopperne er blevet til blade, blomsterne er sprunget ud, er mine sanser også blevet vakt. Det er en helt uvirkelig luksus bare at kunne gå ud af døren, ned af bakken, ned til åen og så bare forsvinde ud af hverdagen. Eller cykle ned og gå på opdagelse i skoven. Det giver en nærhed til den ikke-menneskelige verden, som jeg aldrig har haft før.
Det er ikke store, enestående natur-oplevelser af den slags man ser i naturdokumentarerne. Det er i langt højere grad summen af mange små oplevelser, der løbende udvikler og gentager sig. Som små hvirvler og mønstre i tidens strøm, der er så konstante, at de vækker en ny nærhed til livets vedholdende og forskelligartede udtryk:
Som at gå i skoven og stoppe op ved lyden af raslende blade, og lade blikket feje henover skovbunden for at finde den mus, der må sidder der et sted.
Som at sidde en stund på en væltet, solspættet egestamme, der læner sig ind over søen og lytte til fuglene og frøerne – uden at kunne få øje på en eneste af dem.
Som igen og igen overraske og blive overrasket af harer, der springer gennem græsset, op over bakken og væk fra indtrængeren.
Som at se markblomsterne bryde frem og lyse op i nogle dage, for så at afblomstre og blive afløst af af nye strålende gule, hvide, blå og røde toner. Et dvælende kaleidoskop, der trækker nye mønstre uge for uge, måned for måned.
Som at mærke, hvordan grøftekanter og skovbryn grønnes og lukker sig til et stadigt tættere vildnis, hvor der før var brunt og bart.
Som at høre lærken over marken, se den svæve højt på himlen, forsigtigt spejdende gå gennem marken og endelig forstå, hvorfor der er skrevet en sang om magien i at finde en lærkerede.
Som at endelig forstå, at de blåsorte fugle, der går i markerne, er råger og ikke ravne, som jeg ellers selvsikkert har fortalt Folke. Og dermed endelig fatte, hvad min farmor mente, når hun sagde “a rook is a crow in a crowd.”
Som at stå på terrassen i solens sidste stråler, når himlen toner mørkt, og høre de mærkelige bebop-agtige triller, der mest af alt minder mig om et modems gurglen. Og endelig fatte, at det må være nattergalen. Og høre den igen, aften efter aften.
Som at opdage, hvor mange forskellige slags edderkopper, der er i en helt almindelig have – og møde dem så ofte, at jeg begynder at tænke på, at jeg burde skaffe mig en insektbog af en slags, så jeg kan lære deres navne.
Som at læse i den insekt-bog, som Folke og jeg lånte på biblioteket på Rentemestervej for to måneder siden, i et helt andet liv, og opdage, at edderkopper slet ikke er insekter, men tilhører spindler-familien, som åbenbart er noget helt andet.
Som at se en stor rovfugl svæve højt henover os, og bare hænge deroppe i så lang tid uden at baske med vingerne, at vi bliver helt i tvivl, om den overhovedet er i live, eller måske snarere er en eller anden avanceret drage eller drone. Men nej, den er levende.
Som at se den igen dagen efter, tættere på, se de hvide aftegninger på dens vinger og hale, og gætte, at det måske er en rød glente. Og allerede føle, at den også er en af vores nye naboer.
Det er så gradvist. For hver gåtur ned til åen og den lille skov åbenbares noget nyt for mig. De små og store udsving i stemninger og sanseindtryk, afhængigt af årstid, vejr og tidspunkt på dagen. Duftene efter nyfalden regn. Tætheden og fugten i luften, duftene efter nyfalden regn. Sollyset, der dag for dag fortrænges fra skovbunden. De mange lag af fuglesang, der fletter sig ind og ud mellem hinanden, overlapper og alligevel indrammer hvert deres leje i lydbilledet, der fylder det ud på samme vis som bladene strækker sig for at opsamle al tilgængeligt lys.
Jo mere jeg ser, jo mere opdager jeg, hvor lidt jeg ved. Hvor store de hvide pletter på mit indre kort faktisk er. Men det føles ikke sorgfuldt. Tværtimod er det sår, der nu får den luft og ro, der gør det muligt for det at heles.
