Vi er flyttet på landet. Det er en kæmpestor ting for mig, der har boet i byer hele mit liv. Og derfor har jeg tænkt og tænkt over, hvordan jeg skulle skrive om det her. For det er forløsningen på noget, jeg har længtes efter i årevis.
Men vi flyttede for en måned siden, og jeg har stadig ikke skrevet.
Flytning forvirrer. Ens udgangspunkt forrykker sig og dermed bliver alt forskubbet ud af fokus. Nu forstår jeg, hvorfor planter bliver stresset af at blive plantet ud. Nye omgivelser. Ny jord. Det tager tid for rødderne at få fat på ny.
Jeg har landet og hvirvlet dyndet omkring mig. Alt er mudret til. Og her i den første tid har det været umuligt at bedømme alt det, der før gav sig selv. Alligevel har jeg følt, at jeg burde beskrive dette nybrud i små og vægtige observationer. Jeg har kæmpet og vredet mig for at leve op til mine egne forventninger om at skrive. Men jo mere, jeg har presset på, jo mere udslukt har jeg følt mig. Jeg har slet ikke haft roen til at lægge mærke til noget. Til at sætte ord på det.
Her til aften gav jeg op. I stedet for at presse mig selv til at sætte mig foran computeren, besluttede jeg mig for bare at gå ud. Ikke prøve at mestre processen, men i stedet gå den modsatte vej og lade mig føre og flyde med strømmen, og se, hvor den ville føre mig hen.
Jeg gik ned af bakken, ned i ådalen og videre langs åen ned til den lille skov, der ligger gemt der, hvor skrænterne er for stejle til at være gangbar landbrugsjord. Her er træerne gamle, krattet tæt, vildtet nært og fuglene højlydte.
Jeg gik uden mål og retning. Lod mig føre af mine sanser. Lyttende. Kiggende. Aftensolen spillede i forårets grønne. Jeg kunne høre fuglene, men ikke se dem.
Da jeg var nået over på den modsatte skrænt, nær skovens udkant stoppede jeg op og vendte mig om, og kiggede ned mod åens løb. Jeg havde kun stået der et øjeblik, da en flagspætte fløj hen over mig og satte sig på en stamme lige over mig. Den betragtede mig et kort øjeblik og gav sit korte, præcise kald – som om den sagde, “du er ny.” – før den fløj videre, højere op mellem trækronerne.
Og jeg føler mig ny. Jeg er stadig ved at finde mig til rette i dette sted. Som om det først er nu, at jeg begynder at have roen til bare at være her. Først nu, at dyndet er faldet tilpas meget til ro, så jeg atter kan se, hvor jeg er.
Det er det, Alan Watts kalder den omvendte lov: Hvis du prøver at flyde, synker du. Hvis du prøver at synke, flyder du. Jo mere du kæmper for at finde ro og nærvær, jo mere vil det undslippe dig. Men hvis du slipper kontrollen og bare går ud og giver plads, så pibler det pludselig frem af sig selv. Alt det, der er i dit hjerte finder vej. Jeg har lært det før i andre sammenhænge, men det er som om, at jeg skal lære det igen her. Et nyt sted kræver tid. Vi skal lige se hinanden an.
Jeg sad en stund oppe i et gammelt egetræ og skrev en del af denne tekst. Og som jeg sad der, indså jeg, at jeg er gået alt for mekanisk til dette projekt. Jeg må opgive at have en plan. Jeg kan ikke skrive, som jeg har gjort tidligere. Den stemme, som jeg søger at skrive frem, kan ikke styres eller skematiseres. Det fordrer en anden vej. Jeg må lade mig føre. Jeg må give mig hen til, at skoven er visere end mig. Det jeg længes efter, kan jeg kun finde ved at lytte til den.
