Hellig?

Man kommer let til at lyde hellig, når man sætter sig for at skrive om jorden og livets kredsløb. Som om den underlæggende antagelse er, at vi mennesker er selvoptagede, kortsigtede og nydelsessyge. Som om der er en renhed og skønhed i den levende verden, som det kun de få oplyste, der formår at værdsætte.

Jeg ser ikke mig selv som specielt oplyst. Jeg skriver fordi det hjælper mig med at tænke og forstå verden omkring mig. Jeg er mere opmærksom, når jeg nedfælder det, jeg ser og oplever. Jeg bliver mere bevidst om, hvordan jeg indgår i verden, og hvordan verden påvirker mig.

På den måde er det at skrive en form for helingsproces. Pudsigt nok viser det sig, at både hellig og heling kommer fra det samme gamle oldnordiske ord: Hālig: At være hel i form, udelt, ubeskadiget, ubeskåret, sund.

For mig handler heling om mere end bare at lappe skrammerne på mit jordiske hylster. Som menneske er jeg ikke afgrænset af min krop. Jeg lever i lige så høj grad i min tilknytning til den levende verden omkring mig. Det er en fejl at tro, at jeg kan leve adskilt fra den. For når vi prøver at udvælge noget til at stå for sig selv, opdager vi, at det er forbundet til alt andet i universet, som den gamle amerikanske miljøforekæmper John Muir sagde det.

Det er den følelse af dyb forbundethed til alt levende, jeg mærker, når jeg går i skoven, når jeg står ved havet, når jeg har hænderne i mulden. Det er en følelse, som ord dårligt kan gøre fyldest. For det spiller på strenge, der ikke kan høres eller forstås rationelt. Det skal mærkes, åndes og leves. Og jeg tror ikke, at vi ikke kan leve uden denne følelse af underfuld forbundethed, lige så lidt som vi kan leve uden luften i vores lunger, jorden under vores fødder, vandet i vores årer eller næringstofferne i vores maver.

Set i det lys handler heling om at lære at anerkende og styrke mine bånd til de levende kredsløb, jeg indgår i. Det er denne tilknytning – denne hellighed, om du vil – der er kernen i det, jeg søger at indkredse.

Ordvalg

Jeg har givet mig selv et benspænd, når jeg skriver her: Jeg vil undgå at bruge ordene “natur” og “miljø”.

Det er to ord, der efterhånden er blevet så slidte, at vi let glemmer, hvad de rent faktisk dækker over. Som oftest bruges disse ord til at betegne alt det, der ikke i væsentlig grad er blevet formet eller præget af menneskelig indblanden: Geologi, vejr, klima, vildt (ustyret) dyre- og planteliv og kredsløb af vand, luft, næring og energi på Jorden og dens atmosfære.

På den måde er disse to ord med til at fastholde og måske ligefrem styrke en skelnen mellem os – mennesker og vores samfund – som noget markant andet eller anderledes end den fysiske, levende verden, vi er en del af. Denne skelnen skaber en køligt fremmedgørende distance, der er med til at med til at bekræfte os i, at vi er særlige. At der gælder andre regler for os, end for alle andre levende arter og økosystemer.

Denne skelnen er tydelig, når nogen siger, at man skal “passe på” naturen. Eller man skal “gøre noget godt” for miljøet. Eller “tage hensyn” til klimaet.

Men sagen er, at vi er uløseligt forbundet – og fuldstændigt afhængige af naturens kredsløb, af vores fysiske omgivelser og af et stabilt klima. Jorden og den ubegribelige rigdom af liv, der er opstået her, har bestået igennem milliarder af år. Den har klaret sig gennem meteornedslag, vulkaner, istider, global opvarmning og meget andet. Menneskeheden er blot et lille skvulp i den store strøm af tid, som Jorden flyder på.

Det er altså ikke “naturen”, eller “miljøet” eller “klimaet”, der er truet. Det er os.

Vi er ved at save den gren over, som vi selv sidder på. Og imens siger vi, at vi skal huske at passe på træet. Og fordi vi bruger ord som “natur” og “miljø”, som har en indbygget distance, forstår vi ikke, at vi selv er en del af træet. At vi er en del af den natur, vi skal passe på.

Vi har brug for et nyt sprog, der ikke skaber distance, men som kan beskrive den dybe forbundethed og afhængighed, der kendetegner vores relation til vores omgivelser.

Så i stedet for at bruge ord som “natur” eller “miljø”, foretrækker jeg at bruge ord som “Jorden”, “økosfæren” eller sætninger som “Jordens levende kredsløb”.

Disse udtryk er inspireret af den engelske forsker James Lovelock’s “Gaia-hypotese”. Lovelock forklarer, at jordkloden – helt forenklet – består af fire komponenter: Geosfæren (laget af jordarter på Jordens overflade), hydrosfæren (den samlende mængde af vand, damp og is på Jorden) og atmosfæren (laget af gasser og luftarter mellem jordens overflade og rummet) og biosfæren (den samlede mængde af biomasse – af levende organismer på Jorden). Lovelock’s banebrydende påstand er, at disse fire komponenter ikke bare er lag på lag, men indgår i ét enormt, komplekst system, der tilsammen skaber en balance eller ekvilibrium, der muliggør liv. En økosfære, der både består af levende arter, økosystemer og kredsløb, og ikke-levende grundstoffer og fysiske kræfter. Dette er, siger Lovelock, ét stort levende væsen – en superorganisme – der i sin helhed har evnen til at vedligeholde vores planet og gøre det til en egnet og behagelig ramme for liv. Han kalder dette væsen for Gaia. Dette navn er ikke tilfældigt valgt, for i den græske mytologi er Gaia ikke bare jordens gudinde, hun er selve Jorden. Moder Jord.

Vi mennesker er ikke alene udsprunget fra dette system, vi er også indlejret i det, på samme måde som celler er udspringer fra og er indlejret i væv. Og væv igen er indlejret i organismer. Og organismer er indlejret i økosystemer. Vi er blot celler, der prøver at begribe den større helhed, vi er en del af. Og det starter med de ord, vi bruger.

Hvorfor jeg skriver en bog om rødder

Som så mange andre er jeg vokset op i byen. Jeg kommer af en familie af bymennesker. Tanke- og omsorgsfulde akademikere, optagede af idéer. Af livet mellem mennesker. Af sprog, litteratur, kultur, politik og andre fascinerende abstraktioner. Af alt, hvad byen har at byde på.

Derfor gik jeg igennem de første mange år af mit liv uden at forholde mig videre til landskabet, jorden og alle de livets kredsløb af vækst og forfald, der udlevede sig omkring mig. Det var mest af alt bare et bagtæppe, hvis stilhed og langsomhed ikke sagde mig noget. Dets lyde og udtryk druknede i byens støj. Det var ikke noget, som jeg selv opsøgte eller interesserede mig for.

Det var først, da jeg var omkring de 30, at det gik op for mig, at jeg var ved at gå glip af noget. Jeg vil ikke kalde det en vækkelse eller en åbenbaring. Det har snarere været summen af mange små oplevelser og erkendelser. Og temmeligt sigende for mig, kom nogle af de første og vigtigste af disse erkendelser gennem bøger. For det var først, da jeg intellektuelt forstod sammenhængene i livets mønstre og kompleksitet, at jeg begyndte at kunne sætte pris på dem.

Vi lærer alle forskelligt. Jeg har altid været et bog-menneske, og haft let ved at læse mig til forståelse. Men i det fri er der så mange ting, som man ikke kan læse sig til. Man skal opleve dem. Man skal iagttage dem. Sanse dem. Føle dem. Være i dem.

Og derfor er det først indenfor de seneste år, at jeg er blevet inspireret til at træde ud i landskabet og er begyndt at opdage glæden ved at være i det fri. Og det var først dér, at jeg blev opmærksom på, hvor rodløs mit liv har været.

Som de fleste i min generation er jeg vokset op i en digitaliseret, hyperforbundet og underligt stedløs verden. Vi er vokset op med fortællingen om, at vi frit kan vælge mellem alle tænkelige produkter, oplevelser og destinationer. En verden, hvor alt hvad vi møder er udtænkt, formet, designet og planlagt af mennesker. Ligegyldigt hvilken by vi tager til, vil vi kunne genfinde de samme kæder med de samme logoer og den samme villighed til at opfylde ethvert ønske. En verden, der til konstant bekræfter os i, at verden er til for os.

Men alligevel har jeg mærket et ubestemmeligt, melankolsk afsavn, jeg ikke har kunnet forklare eller sætte ord på. Det er kun nu, at jeg kan se, at dette savn nok har været der hele tiden – som en vag, hult skurrende rungen, der klinger så dybt, at den let drukner i strømmen af indtryk, jeg har overvældet mig selv med.

Det var først, da jeg trådte ud i det fri, at jeg for alvor begyndte at mærke den. Og den er vokset hos mig efterhånden som jeg har lært om klimakrisen og det tiltagende økologiske sammenbrud. Om hvordan de levende systemer, som vi indgår i og er afhængige af – selve forudsætningerne for liv på denne planet – er ved at blive omstødt og uigenkaldeligt forandret.

Det er en følelse af sorg. Af ubestemmelig fortrydelse over noget, jeg ikke helt var klar over, at jeg har mistet – og som jeg måske aldrig har haft.

Det er ikke bare sorgen over, at denne mangfoldighed af liv forsvinder. Eller skammen over min andel i denne ødelæggelse. Eller frygten for de voldsomme og uigenkaldelige følgevirkninger, det kan medføre. Eller bekymringen for den fremtid, som vi alle går i møde. Det er snarere følelsen af at stå udenfor det hele. Af ikke at være knyttet til den jord, jeg er ved at miste. Af ikke at vide, hvad der er ved at forsvinde. Af at savne et landskab, jeg aldrig har kendt.

Og langsomt er det gået op for mig, at denne følelse er rodløshed. Jeg savner rødder i jorden under mine fødder.

Jeg har opdaget, at jeg ikke er alene. Jeg har efterhånden mødt mange andre, der også føler sig rodløse, afkoblede og uforbundne til den levende verden omkring os. Jeg tror, at det netop er denne manglende tilknytning, der gør, at klimakrisen, det økologiske sammenbrud og arternes hastige uddøen føles endnu større og umulige at løse.

For disse kriser er blot de umiddelbare symptomer på en dybere, bagvedliggende krise, der ikke kan løses med tekniske, politiske og økonomiske redskaber. For disse redskaber udspringer af den selvsamme tænkning, der har forårsaget disse problemer. Som den britiske videnskabsmand Gregory Bateson har sagt, så udspringer de største problemer i verden udspringer af kløften mellem hvordan mennesker tænker, og hvordan naturen rent faktisk fungerer. For hvordan skal vi kunne redde verden fra os selv, hvis ikke vi kender den og respekterer den? Hvis vi ikke engang forstår, at vi er en del af den? Hvis vi ikke engang ved, hvordan det føles at høre til?

Uanset hvordan disse kriser udfolder sig, og hvordan vi vælger at reagere på dem, så kan vi ikke overvinde de fysiske begrænsninger, som denne planet sætter for vores udfoldelse. Derfor står vi overfor en grundlæggende forandring, der ikke bare er politisk eller teknologisk, men måske i endnu højere grad er åndelig og kulturel: Vi må forandre vores selvforståelse og levevis, så den er i overensstemmelse med den klode, vi bebor og som vi er dybt og uløseligt forbundet med og afhængige af.

Det er denne forandring, jeg vil gerne vil skrive om. Og derfor har jeg sat mig for at skrive en bog om rødder i bredeste forstand. For det er gennem vores rødder, at vi kan finde en dybere forståelse ikke bare af os selv og hvor vi kommer fra – vores aner, sprog og traditioner. Men også vores tilknytning til den jord, vi betræder, og det gensidige fællesskab, som vi indgår i med alt andet levende omkring os.

Arbejdstitlen er Rodfæste.

Min arbejdstitel er Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og det er den opdagelsesrejse, som jeg vil skrive om her. Det vil både tage form af journalfortegnelser over de spor, jeg forfølger, de stemmer, der inspirerer mig og de erfaringer, jeg gør mig undervejs.

Jeg vil tage udgangspunkt i mine egne erfaringer og opvækst, og jeg vil bruge anledningen til at afpresse mig selv til at øve mig i nogle af de ting, jeg ikke lærte som barn: At færdes i det fri og bruge mine sanser gennem årstidernes, dagens og vejrets skiftende stemninger. At værdsætte livets mangfoldighed, rigdom og langsomhed. At fortælle historien om mine rødder og være stolt af, hvor jeg kommer fra. Og forhåbentlig gøre det på en måde, som andre kan lære af og spejle sig i undervejs.

Derfor håber jeg, at du vil tage med på denne opdagelsesrejse, og undervejs dele dine betragtninger, pege mig i nye retninger og give mig feedback, efterhånden som det hele udvikler sig.

Du kan tilmelde dig, så du får en mail, hver gang jeg udgiver et nyt indlæg. Eller du kan følge med på Facebook.

Tak for at du læser med.