Corona-pandemien har været med til at synliggøre vores kollektive forhold til døden. Eller måske snarere frygten for den. For selvom sygdommen er forfærdelig og dødelig i sig selv, har de fleste af os kun mødt frygten for den. Det er frygten, der er med os ved hver afspritning, hver håndvask, hver gang vi træder til side for at holde afstand, hver gang vi ikke giver hånd, hver gang vi ikke mødes.
Det er en mærkelig uhåndgribelig frygt, for der er stadig så få smittede i Danmark, at det er kun er de færreste af os, der kender folk, der har været ramt af sygdommen. Vi står i dens skygge uden at kunne se mere end dets omrids klart. Men alligevel er denne frygt vigtig, for det er den, der former os. Den minder os om, at vi ikke er almægtige og enerådende på denne planet. At vores følelse af kontrol, af magt, mere er en kortvarig illusion, end en befæstet sandhed.
Det gik for alvor op for mig, da jeg hørte den amerikanske musiker Esperanza Spalding give et meget fint eksempel på dette i et nyligt afsnit af den amerikanske videnskabspodcast Radiolab. Her drager hun en tankevækkende parallel fra en helt anden verden – den amerikanske nationalpark Yellowstone Park, hvor man gen-indførte en ulvebestand i parken efter 70 års fravær:
Det første, der skete var, at alt det kronvildt, der havde været øverst i fødekæden, og som ikke havde været udsat for en rovdyrstrussel i årevis, de blev lige pludselig meget mere årvågne og forsigtige. De holdt op med at græsse ved præcist de samme steder ved floden. De blev nødt til at bevæge sig i mere uforudsigelige mønstre på grund af truslen fra ulvene.
De begyndte at græsse højere oppe på bakkerne, hvor de havde bedre udsyn og flere flugtveje, så ulvene ikke bare kunne fange dem i dalene. Det betød, at flodernes bredder blev fastere, og at de træer, som vildtet før gnavede ned, nu kunne vokse sig større, hvilket gjorde, at bævere kunne komme ind og bygge dæmninger, hvilket skabte flere økologiske nicher, så sangfugle og andre dyr vendte tilbage til parken, fordi der nu var plads til dem.
Videnskabsfolk kalder disse trinvise og gensidigt forbundne forandringer for en “trofisk kaskade”, hvor én simpel forandring – kan ændre hele økosystemets adfærd.
Ulvenes tilstedeværelse gjorde, at kronhjortene, der hidtil havde været dominerende og komfortable i toppen af fødekæden igennem lang tid, nu måtte ændre adfærd. Bare en lille smule frygt, der gjorde, at de igen og igen måtte reagere kreativt, uforudsigeligt, forsigtigt – hvilket fuldstændigt har ændret landskabet og økosystemet og gjort det langt mere varieret og modstandsdygtigt.
Som Spalding siger, så er det måske bare det, vi kan lære:
“At være villig til at besvare frygt kreativt – uden at prøve at udrydde kilden til denne frygt.”
Eller – måske endnu mere præcist: Vi skal være villige til at møde vores frygt kreativt – uden at tro, at vi kan udrydde kilden til denne frygt.
Frygt er en del af livet, som vi ikke kan annullere, slette eller skrive os ud af. Som den japanske bonde Yoshikazu Kawaguchi udtrykker det i et interview med den canadiske biolog og videnskabsformidler David Suzuki:
“Vi må acceptere vores dødelighed, uden at give efter for sygdommen. Kun ved acceptere døden, kan vi acceptere livet. Hvis vi prøver at flygte fra døden, prøver vi reelt at fornægte livet. Og den tilstand modarbejder alt liv. Ved at acceptere døden, kan du leve. Så når vi er syge, må vi acceptere sygdommen, men ikke overgive os til den.”
Ulven er derude. Frygten har allerede fået os til at ændre vores adfærd, forsigtigt. Men måske også stadigt mere kreativt. Og måske – måske – kan det lede til en trofisk kaskade, der ændrer hele det økosystem, vi indgår i.
PS: Hvis du er nysgerrig på at høre mere om ulven i Yellowstone, kan jeg anbefale denne smukke, korte video, hvor den britiske forfatter George Monbiot fortæller historien i lidt flere detaljer.