Omplantet

Vi er flyttet på landet. Det er en kæmpestor ting for mig, der har boet i byer hele mit liv. Og derfor har jeg tænkt og tænkt over, hvordan jeg skulle skrive om det her. For det er forløsningen på noget, jeg har længtes efter i årevis.

Men vi flyttede for en måned siden, og jeg har stadig ikke skrevet.

Flytning forvirrer. Ens udgangspunkt forrykker sig og dermed bliver alt forskubbet ud af fokus. Nu forstår jeg, hvorfor planter bliver stresset af at blive plantet ud. Nye omgivelser. Ny jord. Det tager tid for rødderne at få fat på ny.

Jeg har landet og hvirvlet dyndet omkring mig. Alt er mudret til. Og her i den første tid har det været umuligt at bedømme alt det, der før gav sig selv. Alligevel har jeg følt, at jeg burde beskrive dette nybrud i små og vægtige observationer. Jeg har kæmpet og vredet mig for at leve op til mine egne forventninger om at skrive. Men jo mere, jeg har presset på, jo mere udslukt har jeg følt mig. Jeg har slet ikke haft roen til at lægge mærke til noget. Til at sætte ord på det.

Her til aften gav jeg op. I stedet for at presse mig selv til at sætte mig foran computeren, besluttede jeg mig for bare at gå ud. Ikke prøve at mestre processen, men i stedet gå den modsatte vej og lade mig føre og flyde med strømmen, og se, hvor den ville føre mig hen.

Jeg gik ned af bakken, ned i ådalen og videre langs åen ned til den lille skov, der ligger gemt der, hvor skrænterne er for stejle til at være gangbar landbrugsjord. Her er træerne gamle, krattet tæt, vildtet nært og fuglene højlydte.

Jeg gik uden mål og retning. Lod mig føre af mine sanser. Lyttende. Kiggende. Aftensolen spillede i forårets grønne. Jeg kunne høre fuglene, men ikke se dem.

Da jeg var nået over på den modsatte skrænt, nær skovens udkant stoppede jeg op og vendte mig om, og kiggede ned mod åens løb. Jeg havde kun stået der et øjeblik, da en flagspætte fløj hen over mig og satte sig på en stamme lige over mig. Den betragtede mig et kort øjeblik og gav sit korte, præcise kald – som om den sagde, “du er ny.” – før den fløj videre, højere op mellem trækronerne.

Og jeg føler mig ny. Jeg er stadig ved at finde mig til rette i dette sted. Som om det først er nu, at jeg begynder at have roen til bare at være her. Først nu, at dyndet er faldet tilpas meget til ro, så jeg atter kan se, hvor jeg er.

Det er det, Alan Watts kalder den omvendte lov: Hvis du prøver at flyde, synker du. Hvis du prøver at synke, flyder du. Jo mere du kæmper for at finde ro og nærvær, jo mere vil det undslippe dig. Men hvis du slipper kontrollen og bare går ud og giver plads, så pibler det pludselig frem af sig selv. Alt det, der er i dit hjerte finder vej. Jeg har lært det før i andre sammenhænge, men det er som om, at jeg skal lære det igen her. Et nyt sted kræver tid. Vi skal lige se hinanden an.

Jeg sad en stund oppe i et gammelt egetræ og skrev en del af denne tekst. Og som jeg sad der, indså jeg, at jeg er gået alt for mekanisk til dette projekt. Jeg må opgive at have en plan. Jeg kan ikke skrive, som jeg har gjort tidligere. Den stemme, som jeg søger at skrive frem, kan ikke styres eller skematiseres. Det fordrer en anden vej. Jeg må lade mig føre. Jeg må give mig hen til, at skoven er visere end mig. Det jeg længes efter, kan jeg kun finde ved at lytte til den.

En åben skriveproces

I oktober sidste år udkom Rob Hopkins’ seneste bog “From what is to what if”. Den er resultatet af to års arbejde, som han løbende har dokumenteret på sin weblog “Imagination Taking Power”. Her har han delt observationer, læringer og transkriptioner af nogle af de mange interviews, som han har lavet undervejs i sit arbejde med bogen.

Det har været meget inspirerende for mig at følge Robs tilgang med at åbne sin skriveproces op, og det har været en stærkt medvirkende til, at jeg har valgt at blotte mit arbejde så tidligt, som jeg nu har gjort det.

Oprindeligt havde jeg tænkt, at jeg på denne hjemmeside kun ville dele fragmenter, der potentielt kunne være tekster, der kunne komme med i en bog. Men som følge af min skrivekrise her de sidste par måneder, har jeg besluttet at udvide med flere slags tekster – fordi det også er en måde at mindske det selvpåførte forventningspres, der ligger i at skulle skrive noget originalt, personligt og “bog-værdigt” hver eneste uge.
Indtil videre leger jeg med følgende kategorier:

  • Inspiration – det kan være et citat, en bog, en lydbid, et billede eller andet, der har inspireret mig i forhold til Rodfæste. Jeg tænker at lade det stå ret meget for sig selv, med kun et minimum af kommentar.
  • Essays – de forskellige forsøg og tekster, som jeg hidtil har skrevet, og som jeg ser som den bærende del af indholdet her.
  • Interviews – samtaler med nogle af de mange inspirerende folk, der udforsker relationerne mellem mennesker og resten af den levende verden. Jeg har fået meget ud af at lytte med på Rob Hopkins’ mange interviews, der var en vigtig del af hans research-proces. Og jeg vil gerne prøve at gøre det samme, uden helt at vide, hvordan det kommer til at foregå.
  • Meta-refleksioner – tekster som denne og denne, hvor jeg udfolder mine tanker om skriveprocessen på godt og ondt.

Hvordan det hele kommer til at spænde an, ved jeg ikke endnu. Men jeg har enormt mange idéer til de tre første kategorier. Det skal nok blive godt.

En ny stemme

Det er nu snart to måneder siden, at jeg sidst har skrevet her. Det er ikke altid nok at have meget på hjerte. Jeg burde efterhånden have lært, at det at skrive kræver prioritering og vedholdenhed. Og det har jeg ikke formået at give dette projekt.

Mit arbejdsliv brød ind og ødelagde prioriteringen. Jeg havde en stor konsulent-opgave med at researche og skrive en omfangsrig analyserapport, som jeg brugte en stor del af januar og februar på. Og jeg fandt snart ud af, at rapport-arbejdet trak på de samme muskler, som når jeg skriver her. Så efter en lang dag på arbejde, havde jeg simpelthen ikke overskud til at skrive her også.

Derefter gik det galt med vedholdenheden. For da først flowet var brudt, var det sværere at afpresse mig selv til at levere noget nyt hver uge. Og for hver uges stilstand blev det sværere og sværere at komme igang igen. Mine forventninger til mig selv og til det, jeg skulle burde kunne skrive, bremsede mig.

En af de benspænd, jeg har pålagt mig selv her, er at skrive med udgangspunkt i mig selv. Mit håb er, at ved at tage udgangspunkt i mine egne oplevelser og refleksioner kan jeg bedre finde min egen stemme. En stemme, der hverken taler i et fjernt-akademisk “man” eller i et generaliseret-borgerlystent “vi” (som jeg ofte har skrevet i tidligere i debatindlæg, klummer og i Borgerlyst-regi). Men i stedet bare taler i et oprigtigt, klart og nærværende “jeg”.

Men det er rigtigt svært at finde sin stemme. Det er rigtigt svært at skrælle lagene af og skrive så rent, jeg kan. Og derfor har jeg tøvet. Og efterhånden har den ene uge har taget den anden, uden at jeg har formået at forløse min skrivetrang.

Det har først været med de sidste ugers corona-nedlukning, at jeg har fået et lille gennembrud. Lige før nedlukningen var jeg blevet kontaktet af en debat-redaktør på Politiken, der inviterede mig til at skrive en kommentar om forskellen på klima-krisen og corona-krisen. Det var enormt bekræftende at blive spurgt, og enormt bekræftende at opleve, at jeg kunne skrive noget, jeg var tilfreds med, på ret kort tid. Det var stadig i min gamle mere generaliserede-akademiske tone, men det var helt ok. Det vakte genklang derude, og blev vel modtaget.

I de følgende dage begyndte flere og flere af de skribenter, jeg finder inspiration hos, at udgive deres refleksioner om den globale pandemi. Og med frisktappet mod følte jeg, at jeg også burde dele mine refleksioner. For selvfølgelig måtte jeg jo også skrive noget klogt. Sætte ord på hvad vi er ved at lære. Være en af de der kloge debattører, der er med til at sætte rammen på dette vilde, verdensomspændende afbræk fra det vante.

I en uges tid gik jeg til og fra mit lille essay. Men jo mere jeg skrev på det, jo mere klart var det, at det gik ikke i den retning, jeg havde troet. Der var ingen svar. Ingen ramme og meget lidt at lære. Bare en masse spørgsmål.

Efter at skrevet lidt for længe på det, sendte jeg det som kronik til en avis, der efter en uge uimponeret sendte deres standardafslag. Men processen har været gavnlig. For det fik mig i gang med at skrive igen. Og det mindede mig om, at det at skrive mest af alt handler om netop det: At tage sig tiden til at skrive. Om at være i det skrivende.

Det er gået op for mig, at min gamle, hidtidige skriveproces ikke virker her. Den handler alt for meget om, hvilken effekt jeg ønsker at opnå med det, jeg skriver. Jeg kommer til at overføre min samfundsengagerede, borgerlystne rapport-tilgang til mine sætninger. Og det matcher aldrig. For jeg prøver at frisere det, styre det, målrettet det. Men det er som at planlægge tordenen, skemalægge æbleblomsterne, kontrollere bølgetoppene. Men de har intet mål andet end at udtrykke deres egen indre kraft. Mine mål står i vejen for processen. De stopper mig før jeg overhovedet kommer igang.

Men jeg kan ikke planlægge det hele på forhånd. Jeg kan ikke regne det ud. Hvis jeg skal skrive, som jeg gerne vil, kan jeg ikke skrive med et bestemt formål, resultat eller publikum for øje. Jeg kan ikke være kritisk eller holde igen. Jeg må bare lade det bløde ud.

Jeg kan kun skrive. Og med hvert udkast bliver det måske lidt bedre. Jeg havde sat mit ambitionsniveau for højt her. Jeg ville gerne udgive færdige tekster hver gang, men jeg må erkende (og acceptere!), at det var urimeligt store krav at stille til mig selv. Det bliver næppe mere end første udkast. Kastet ud i verden. Væk fra mig, væk fra mit greb – og ud i det åbne. Bortstødt. Det burde nærmest hedde bortstød i stedet. Forsøget på at skubbe alt det, mit hoved er fuldt af, ud for at få luft og lys til noget nyt.

Og måske bliver det– hvem ved? – til en bog til sidst.

Anemone-revolutionen

Jeg tror, vi ser begyndelsen af en ny, gryende vækkelsesbevægelse i disse år. En grøn opvækkelse.

At bruge ordet ‘vækkelse’ kan lyde lidt gammeldags. Det stammer fra et lidt glemt og støvet kapitel i Danmarkshistorien. Fra begyndelsen af 1800-tallet opstod der er en religiøs kristen opvækkelse blandt almindelige danskere, der ikke kunne identificere sig med det, de hørte i skolen eller i kirken. De ville selv tolke og prædike deres tro, som de selv følte den, og udfordrede statskirkens eneret på Guds ord og på den stramme statslige tolkning af Biblen. Derfor begyndte de begyndte at holde deres egne vækkelsesmøder, og omrejsende lægmandsprædikanter holdt møder for fulde huse og slog højlydt fast, at lægfolket nok kunne klare sig uden præsterne.

At være ‘vakt’ betød ikke bare, at man havde en haft en religiøs vækkelse, hvor man gennem en religiøs oplevelse eller omvendelse, havde mærket Gud og var blevet et nyt menneske. Det var i stadig højere grad også et udtryk for en ny selvbevidsthed og selvtillid blandt Danmarks undertrykte landbefolkning. En slags politisk opvågnen, der er kimen til det danske demokrati.

Som Ove Korsgaard har beskrevet, så kom oprøret mod enevælden ikke fra sekulære kredse, men fra vækkelsesbevægelsen, der forlangte religionsfrihed og frihed til selv at tolke Bibelen. Det var et direkte angreb på den enevældige stat, for kirken og præsterne havde en enorm magt og autoritet, og besad mange flere embedsmandsfunktioner end kun at prædike. At være vakt var således ikke bare et spørgsmål om individuel identitet; det var også et udtryk for, at man hørte til et handlekraftigt fællesskab, der delte klare værdier og politiske mål. Og denne efterhånden blev vækkelsesbevægelserne etableret i to stærke folkelige bevægelser, grundtvigianerne og de lutherske (også kaldet Indre Mission), der både idémæssigt, socialt og politisk har præget Danmark gennem de sidste 150 år.

Det er her, jeg kan se klare paralleller til grønne bevægelse i dag. Hidtil er der mange individer, der er blevet vakt gennem personlige oplevelser. “Grønne vendepunkter”, som online-mediet Zetland har kaldt det i en serie artikler, der beskriver forskellige danskeres bevidstgørelse om den levende verdens dybe forbindelser og vores gensidige afhængighed af den. For mange har det været et stærkt individuelt identitetsmæssigt pejlemærke, som har præget deres hverdagsvalg, men det er først nu, at det for alvor er blevet en bevægelse, der begynder at sætte en samlet politisk dagsorden.

I sin bog om højskolernes idéhistorie beskriver Ove Korsgaard, hvordan Højskolen har været præget af tre store vækkelsesbevægelser: Først en national vækkelsesbølge efter nederlaget i 1864, der var en vigtig faktor i at engagere bondestanden i det nye demokrati. Dernæst en demokratisk vækkelsesbølge efter Anden Verdenskrig, hvor det danske civilsamfund finder sammen og for alvor etablerer samtaledemokratiet som værdi og fælles grundlag. Og senest 1968, der nedbryder gamle normer og omgangsformer og giver plads til en enorm, kreativ, eksperimenterende genopfindelse af fællesskabet – på godt og ondt. Og måske, siger Korsgaard, er der en ny vækkelse på vej: ”Og så fornemmer jeg, at højskolen i dag også i stigende grad bliver en del af en gryende vækkelsesbevægelse omkring klima og økologi – stadig med fastholdelse af demokrati og medborgerskab som centrale begreber. Det er en mulig fjerde vækkelse.”

Mange af mine venner er engagerede i at introducere denne grønne vækkelse på Højskolerne. På Vestjylland, Jyderup, Brandbjerg, Brenderup, Suhrs og Krogerup. De kalder det “grøn dannelse” eller ‘Den omvendte Grundtvig‘: Hvor højskolerne oprindeligt blev skabt for at give bønderne mulighed for at komme ind fra markerne og få boglig dannelse om vinterhalvåret, står vi nu med unge, der er enormt bogligt dannede efter 10-15-20 år på skolebænken, har brug for at komme ‘ud i marken’ og få praktisk forståelse for naturens kredsløb, lære at dyrke deres egne grøntsager og forstå de større sammenhænge, de indgår i. Det skal ikke bare foregå i hovedet, men udleves med hænderne og sanserne.

Jeg kan godt være lidt misundelig på de unge, der kan tage på et højskolekursus som fx Jyderups Det lille jordbrug eller Brandbjergs bæredygtighedslinje. For kurser som disse fandtes ikke dengang, jeg havde tid til at tage 4 måneder afsted på højskole. Jeg måtte selv stykke min grønne dannelse sammen af store og små oplevelser – og gør det stadigvæk!

Jeg er selv i tvivl om jeg er ‘vakt’. Jeg har i hvert fald ikke haft et pludseligt lys af erkendelse. Jeg tror ikke, at min personlighed egner sig til den slags bratte, dramatiske omvendelser. Jeg er langsom. Nærmest geologisk langsom. Mit indres tektoniske plader vejer for og imod, og forskubber sig lidt efter lidt. Langsomt, malende, ubønhørligt. Og indimellem bryder der en ny vished igennem, som ikke giver sig igen. Fundamentet rykker sig, men forbliver sikkert. Kun når jeg kigger tilbage over årene, kan jeg se forandringerne tydeligt.

Fordelen ved denne vækkelse i slow motion er, at jeg kan beskrive den. Jeg kan forklare, hvad der skete for mig undervejs og hvorfor. For for mig er det ikke en underfuld og magisk øjeblikshændelse, men snarere en fortsat rejse ud i vildmarken.

På sin vis er det det, jeg håber, jeg kan bidrage med ved at skrive her: En slags personlig rejsebeskrivelse af den grundlæggende forandring i vores forhold til den levende verden, som vi som samfund kun lige har påbegyndt.

Dette forandringsprojekt, denne “omstilling”, har mange navne. Joanna Macy kalder det “The Great Turning”. Thomas Berry kalder det “The Great Work”. Men jeg kan bedst lide antropologen Cecilie Rubows betegnelse. Hun håber på en ‘anemone-revolution’, hvor en øko-kosmologisk bevidsthed spreder sig som den lille blomst i skovbunden.

 

Billede af Kerstin Riemer fra Pixabay

Hellig?

Man kommer let til at lyde hellig, når man sætter sig for at skrive om jorden og livets kredsløb. Som om den underlæggende antagelse er, at vi mennesker er selvoptagede, kortsigtede og nydelsessyge. Som om der er en renhed og skønhed i den levende verden, som det kun de få oplyste, der formår at værdsætte.

Jeg ser ikke mig selv som specielt oplyst. Jeg skriver fordi det hjælper mig med at tænke og forstå verden omkring mig. Jeg er mere opmærksom, når jeg nedfælder det, jeg ser og oplever. Jeg bliver mere bevidst om, hvordan jeg indgår i verden, og hvordan verden påvirker mig.

På den måde er det at skrive en form for helingsproces. Pudsigt nok viser det sig, at både hellig og heling kommer fra det samme gamle oldnordiske ord: Hālig: At være hel i form, udelt, ubeskadiget, ubeskåret, sund.

For mig handler heling om mere end bare at lappe skrammerne på mit jordiske hylster. Som menneske er jeg ikke afgrænset af min krop. Jeg lever i lige så høj grad i min tilknytning til den levende verden omkring mig. Det er en fejl at tro, at jeg kan leve adskilt fra den. For når vi prøver at udvælge noget til at stå for sig selv, opdager vi, at det er forbundet til alt andet i universet, som den gamle amerikanske miljøforekæmper John Muir sagde det.

Det er den følelse af dyb forbundethed til alt levende, jeg mærker, når jeg går i skoven, når jeg står ved havet, når jeg har hænderne i mulden. Det er en følelse, som ord dårligt kan gøre fyldest. For det spiller på strenge, der ikke kan høres eller forstås rationelt. Det skal mærkes, åndes og leves. Og jeg tror ikke, at vi ikke kan leve uden denne følelse af underfuld forbundethed, lige så lidt som vi kan leve uden luften i vores lunger, jorden under vores fødder, vandet i vores årer eller næringstofferne i vores maver.

Set i det lys handler heling om at lære at anerkende og styrke mine bånd til de levende kredsløb, jeg indgår i. Det er denne tilknytning – denne hellighed, om du vil – der er kernen i det, jeg søger at indkredse.

Ordvalg

Jeg har givet mig selv et benspænd, når jeg skriver her: Jeg vil undgå at bruge ordene “natur” og “miljø”.

Det er to ord, der efterhånden er blevet så slidte, at vi let glemmer, hvad de rent faktisk dækker over. Som oftest bruges disse ord til at betegne alt det, der ikke i væsentlig grad er blevet formet eller præget af menneskelig indblanden: Geologi, vejr, klima, vildt (ustyret) dyre- og planteliv og kredsløb af vand, luft, næring og energi på Jorden og dens atmosfære.

På den måde er disse to ord med til at fastholde og måske ligefrem styrke en skelnen mellem os – mennesker og vores samfund – som noget markant andet eller anderledes end den fysiske, levende verden, vi er en del af. Denne skelnen skaber en køligt fremmedgørende distance, der er med til at med til at bekræfte os i, at vi er særlige. At der gælder andre regler for os, end for alle andre levende arter og økosystemer.

Denne skelnen er tydelig, når nogen siger, at man skal “passe på” naturen. Eller man skal “gøre noget godt” for miljøet. Eller “tage hensyn” til klimaet.

Men sagen er, at vi er uløseligt forbundet – og fuldstændigt afhængige af naturens kredsløb, af vores fysiske omgivelser og af et stabilt klima. Jorden og den ubegribelige rigdom af liv, der er opstået her, har bestået igennem milliarder af år. Den har klaret sig gennem meteornedslag, vulkaner, istider, global opvarmning og meget andet. Menneskeheden er blot et lille skvulp i den store strøm af tid, som Jorden flyder på.

Det er altså ikke “naturen”, eller “miljøet” eller “klimaet”, der er truet. Det er os.

Vi er ved at save den gren over, som vi selv sidder på. Og imens siger vi, at vi skal huske at passe på træet. Og fordi vi bruger ord som “natur” og “miljø”, som har en indbygget distance, forstår vi ikke, at vi selv er en del af træet. At vi er en del af den natur, vi skal passe på.

Vi har brug for et nyt sprog, der ikke skaber distance, men som kan beskrive den dybe forbundethed og afhængighed, der kendetegner vores relation til vores omgivelser.

Så i stedet for at bruge ord som “natur” eller “miljø”, foretrækker jeg at bruge ord som “Jorden”, “økosfæren” eller sætninger som “Jordens levende kredsløb”.

Disse udtryk er inspireret af den engelske forsker James Lovelock’s “Gaia-hypotese”. Lovelock forklarer, at jordkloden – helt forenklet – består af fire komponenter: Geosfæren (laget af jordarter på Jordens overflade), hydrosfæren (den samlende mængde af vand, damp og is på Jorden) og atmosfæren (laget af gasser og luftarter mellem jordens overflade og rummet) og biosfæren (den samlede mængde af biomasse – af levende organismer på Jorden). Lovelock’s banebrydende påstand er, at disse fire komponenter ikke bare er lag på lag, men indgår i ét enormt, komplekst system, der tilsammen skaber en balance eller ekvilibrium, der muliggør liv. En økosfære, der både består af levende arter, økosystemer og kredsløb, og ikke-levende grundstoffer og fysiske kræfter. Dette er, siger Lovelock, ét stort levende væsen – en superorganisme – der i sin helhed har evnen til at vedligeholde vores planet og gøre det til en egnet og behagelig ramme for liv. Han kalder dette væsen for Gaia. Dette navn er ikke tilfældigt valgt, for i den græske mytologi er Gaia ikke bare jordens gudinde, hun er selve Jorden. Moder Jord.

Vi mennesker er ikke alene udsprunget fra dette system, vi er også indlejret i det, på samme måde som celler er udspringer fra og er indlejret i væv. Og væv igen er indlejret i organismer. Og organismer er indlejret i økosystemer. Vi er blot celler, der prøver at begribe den større helhed, vi er en del af. Og det starter med de ord, vi bruger.

Hvorfor jeg skriver en bog om rødder

Som så mange andre er jeg vokset op i byen. Jeg kommer af en familie af bymennesker. Tanke- og omsorgsfulde akademikere, optagede af idéer. Af livet mellem mennesker. Af sprog, litteratur, kultur, politik og andre fascinerende abstraktioner. Af alt, hvad byen har at byde på.

Derfor gik jeg igennem de første mange år af mit liv uden at forholde mig videre til landskabet, jorden og alle de livets kredsløb af vækst og forfald, der udlevede sig omkring mig. Det var mest af alt bare et bagtæppe, hvis stilhed og langsomhed ikke sagde mig noget. Dets lyde og udtryk druknede i byens støj. Det var ikke noget, som jeg selv opsøgte eller interesserede mig for.

Det var først, da jeg var omkring de 30, at det gik op for mig, at jeg var ved at gå glip af noget. Jeg vil ikke kalde det en vækkelse eller en åbenbaring. Det har snarere været summen af mange små oplevelser og erkendelser. Og temmeligt sigende for mig, kom nogle af de første og vigtigste af disse erkendelser gennem bøger. For det var først, da jeg intellektuelt forstod sammenhængene i livets mønstre og kompleksitet, at jeg begyndte at kunne sætte pris på dem.

Vi lærer alle forskelligt. Jeg har altid været et bog-menneske, og haft let ved at læse mig til forståelse. Men i det fri er der så mange ting, som man ikke kan læse sig til. Man skal opleve dem. Man skal iagttage dem. Sanse dem. Føle dem. Være i dem.

Og derfor er det først indenfor de seneste år, at jeg er blevet inspireret til at træde ud i landskabet og er begyndt at opdage glæden ved at være i det fri. Og det var først dér, at jeg blev opmærksom på, hvor rodløs mit liv har været.

Som de fleste i min generation er jeg vokset op i en digitaliseret, hyperforbundet og underligt stedløs verden. Vi er vokset op med fortællingen om, at vi frit kan vælge mellem alle tænkelige produkter, oplevelser og destinationer. En verden, hvor alt hvad vi møder er udtænkt, formet, designet og planlagt af mennesker. Ligegyldigt hvilken by vi tager til, vil vi kunne genfinde de samme kæder med de samme logoer og den samme villighed til at opfylde ethvert ønske. En verden, der til konstant bekræfter os i, at verden er til for os.

Men alligevel har jeg mærket et ubestemmeligt, melankolsk afsavn, jeg ikke har kunnet forklare eller sætte ord på. Det er kun nu, at jeg kan se, at dette savn nok har været der hele tiden – som en vag, hult skurrende rungen, der klinger så dybt, at den let drukner i strømmen af indtryk, jeg har overvældet mig selv med.

Det var først, da jeg trådte ud i det fri, at jeg for alvor begyndte at mærke den. Og den er vokset hos mig efterhånden som jeg har lært om klimakrisen og det tiltagende økologiske sammenbrud. Om hvordan de levende systemer, som vi indgår i og er afhængige af – selve forudsætningerne for liv på denne planet – er ved at blive omstødt og uigenkaldeligt forandret.

Det er en følelse af sorg. Af ubestemmelig fortrydelse over noget, jeg ikke helt var klar over, at jeg har mistet – og som jeg måske aldrig har haft.

Det er ikke bare sorgen over, at denne mangfoldighed af liv forsvinder. Eller skammen over min andel i denne ødelæggelse. Eller frygten for de voldsomme og uigenkaldelige følgevirkninger, det kan medføre. Eller bekymringen for den fremtid, som vi alle går i møde. Det er snarere følelsen af at stå udenfor det hele. Af ikke at være knyttet til den jord, jeg er ved at miste. Af ikke at vide, hvad der er ved at forsvinde. Af at savne et landskab, jeg aldrig har kendt.

Og langsomt er det gået op for mig, at denne følelse er rodløshed. Jeg savner rødder i jorden under mine fødder.

Jeg har opdaget, at jeg ikke er alene. Jeg har efterhånden mødt mange andre, der også føler sig rodløse, afkoblede og uforbundne til den levende verden omkring os. Jeg tror, at det netop er denne manglende tilknytning, der gør, at klimakrisen, det økologiske sammenbrud og arternes hastige uddøen føles endnu større og umulige at løse.

For disse kriser er blot de umiddelbare symptomer på en dybere, bagvedliggende krise, der ikke kan løses med tekniske, politiske og økonomiske redskaber. For disse redskaber udspringer af den selvsamme tænkning, der har forårsaget disse problemer. Som den britiske videnskabsmand Gregory Bateson har sagt, så udspringer de største problemer i verden udspringer af kløften mellem hvordan mennesker tænker, og hvordan naturen rent faktisk fungerer. For hvordan skal vi kunne redde verden fra os selv, hvis ikke vi kender den og respekterer den? Hvis vi ikke engang forstår, at vi er en del af den? Hvis vi ikke engang ved, hvordan det føles at høre til?

Uanset hvordan disse kriser udfolder sig, og hvordan vi vælger at reagere på dem, så kan vi ikke overvinde de fysiske begrænsninger, som denne planet sætter for vores udfoldelse. Derfor står vi overfor en grundlæggende forandring, der ikke bare er politisk eller teknologisk, men måske i endnu højere grad er åndelig og kulturel: Vi må forandre vores selvforståelse og levevis, så den er i overensstemmelse med den klode, vi bebor og som vi er dybt og uløseligt forbundet med og afhængige af.

Det er denne forandring, jeg vil gerne vil skrive om. Og derfor har jeg sat mig for at skrive en bog om rødder i bredeste forstand. For det er gennem vores rødder, at vi kan finde en dybere forståelse ikke bare af os selv og hvor vi kommer fra – vores aner, sprog og traditioner. Men også vores tilknytning til den jord, vi betræder, og det gensidige fællesskab, som vi indgår i med alt andet levende omkring os.

Arbejdstitlen er Rodfæste.

Min arbejdstitel er Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og det er den opdagelsesrejse, som jeg vil skrive om her. Det vil både tage form af journalfortegnelser over de spor, jeg forfølger, de stemmer, der inspirerer mig og de erfaringer, jeg gør mig undervejs.

Jeg vil tage udgangspunkt i mine egne erfaringer og opvækst, og jeg vil bruge anledningen til at afpresse mig selv til at øve mig i nogle af de ting, jeg ikke lærte som barn: At færdes i det fri og bruge mine sanser gennem årstidernes, dagens og vejrets skiftende stemninger. At værdsætte livets mangfoldighed, rigdom og langsomhed. At fortælle historien om mine rødder og være stolt af, hvor jeg kommer fra. Og forhåbentlig gøre det på en måde, som andre kan lære af og spejle sig i undervejs.

Derfor håber jeg, at du vil tage med på denne opdagelsesrejse, og undervejs dele dine betragtninger, pege mig i nye retninger og give mig feedback, efterhånden som det hele udvikler sig.

Du kan tilmelde dig, så du får en mail, hver gang jeg udgiver et nyt indlæg. Eller du kan følge med på Facebook.

Tak for at du læser med.