I løbet af de sidste 10 år er der sket noget med mig, som jeg har haft meget svært ved at sætte ord på. I hvert fald overfor andre. Og måske også overfor mig selv.
Det har ikke været en brat og oplysende vækkelse. Snarere det modsatte. Som et frø, der langsomt har spiret og søgt at bryde igennem jordens skorpe for at komme op i lyset. Blot for at opdage, at dens spæde blade er trængt op som ukrudt imellem storbyens fortovsfliser. Ugunstig og uønsket.
Men spiren har været livskraftig, og den har skudt igen og igen til trods for mine forsøg på at ignorere den eller luge den væk. Og dens vedholdende kraft har flækket de fliser og sprækket den asfalt, der har dækket mit indre. Den ville ikke lade sig kue.
Da jeg startede denne blog for 4 år siden, var det mit første forsøg på at sætte ord på den gave, som denne spire tilbød mig. Men jeg var ikke klar. Undervejs gik det op for mig, at der stadig var noget, der lå i vejen. Der var masse gamle oplevelser, erfaringer og ambitioner, som jeg måtte kompostere først. Det asfalthårde lag af ufordøjede handlinger, som udgjorde det fundament, jeg havde opbygget gennem mange år.
Jeg kunne mærke, at jeg igennem mine handlinger og de historier, jeg fortalte om mig selv, var kommet til at male mig selv op i et hjørne. Jeg havde følelsen af, at jeg stadigt mere lod mig selv definere ud fra, hvor jeg har været, snarere end hvor jeg er på vej hen. Måske er det noget, der sker af sig selv med alderen. Ifølge samfundets normer, så burde jeg for længst have fundet min hylde i en alder af 42. Og det troede jeg også, at jeg endelig havde. Jeg var blevet højskolelærer – et arbejde, der ikke alene gav mig mulighed for at sætte alle mine erfaringer i spil, men også gav mig et frirum til at lege og eksperimentere og genopfinde mig selv i det små.
Jeg troede, at jeg skulle være højskolelærer de næste mange år af mit liv. Men det varede ikke engang to år. Højskolen gik konkurs fra den ene dag til den anden og efterlod mig alene i det åbne. Hvad nu? Hvem var jeg nu, hvor jeg ikke længere var højskolelærer?
For at besvare det spørgsmål måtte jeg først kompostere en vigtig del af min egen historie. Ved at skrive den bog, som jeg følte, jeg skyldte mig selv at skrive. Jeg har derfor brugt de sidste to år på at genbesøge noget af det, der har formet mig mest: Seks forsøg på at gøre en forskel i seks forskellige fællesskaber. Det endte med at blive en bog ved navn “Følelsen af demokrati”, der udkom her i foråret. Jeg skrev den mest af alt for at bearbejde min egen historie. For at omsætte mine oplevelser til erfaringer, der måske kan komme andre til gode. Og derigennem lukke et kapitel i mit liv, der har stået uafsluttet i hvert fald de sidste fem år.
Det var som om, at det kun var ved at skrive bogen, at jeg kunne gøre op med en gammel selvforståelse, der blev ved med at spøge og skygge for mig. Et billede af mig selv som en idealist, der hele tiden drømmer om at forandre verden, og derfor leder efter nye sprækker, hvor jeg kan sætte min løftestang ind, sætte ting i gang og skabe forandring. Men jeg tror ikke, at jeg egentlig har været den person siden foråret 2018. Det var først, mens jeg skrev denne bog, at det gik op for mig. Det var en bekræftelse af, at jeg ikke længere er den samme person, jeg var dengang.
Ved at skrive bogen har jeg forvandlet den hårde skorpe i mit indre til næringsrig muld i håbet om at give plads til noget nyt. En ny måde at se mig selv på. En ny måde at skabe mening i min egen historie.
Jeg tror, at jeg klar til det nu. Derfor vender jeg nu tilbage hertil. Ikke for at skrive en bog, som jeg først proklamerede, da jeg startede den. Jeg er ikke sikker på, at jeg har flere bøger i mig. Men som noter, essays og optegnelser over den udforskning, jeg er ved at påbegynde.
Det er en udforskning, der finder sted i rummet mellem tre idéer:
Demokrati: Den simple, men grundlæggende radikale idé om, at alle har ret til at være direkte medbestemmende over deres eget liv.
Jord: Erkendelsen af, at vi alle indgår i det levende, gensidigt afhængigt mere-end-menneskeligt fællesskab, der er Jorden – økosfæren.
Ånd: Accepten af, at forandring kommer gennem det mod og den gejst, som opstår i forbindelse, samhørighed og solidaritet.
Jeg forestiller mig dette rum som en frodig og vild tropeø. Det er overskueligt og ubesværet at bevæge sig langs kysterne. Mellem demokrati og ånd (som jeg har gjort i Borgerlyst, Samtalesaloner og Medborgerne) eller mellem demokrati og jord (som jeg har gjort i Klimabevægelsen og i Københavns Fødevarefællesskab). Eller mellem jord og ånd (som jeg prøvede det her sidst på denne blog). Men det svære er at bevæge sig ind i vildnisset i øens indre. Ind i den tætte regnskov. Langs vandløbene. Opad bjergsiderne. Derind, hvor der er få pejlemærker at følge.
Derinde i øens indre håber jeg at udforske, hvordan vi kan skabe liv og modstandskraft, nysgerrighed og forbindelse til landet og hinanden. Hvordan vi kan helbrede os selv og hinanden ved at helbrede jorden. Hvad det betyder at være indfødt i dag. Hvordan vi kan være i fællesskab med det mere-end-menneskelige. Hvordan vi kan leve med sorgen over alt det, vi er ved at tabe. Hvordan vi kan påtage os reparationsarbejdet og skabe en levende, jordnær kultur sammen. Hvordan vi kan finde rodfæste i denne fragmenterede verden, vi lever i. Og hvordan vi kan skabe en verden, hvori der er plads til mange verdener. Hvor der er plads til at høre til.
Som enhver udforskning vil det blive rodet og forvirret. Fuld af blindgyder og fejlskud. Men også fuld af forsigtigt, fortrøstningsfuldt mod. Vi skaber vejen ved at gå ad den.
“Menneske, der er ingen vej. Vejen bliver til, når du går.”
– Antonio Machado
En praktisk bemærkning:
Da jeg startede denne blog i sin tid, kunne man abonnere på nye indlæg via email. Men årenes gang har slettet hele mail-listen. Så jeg starter på ny med nul abonnenter. Jeg har valgt at benytte anledningen til at rykke min journal over på Substack. Du kan abonnere her: